”Hvis alle fik deres rigdom udbetalt i 100 dollar-sedler og satte sig på dem, ville det meste af menneskeheden sidde på gulvet. Den gennemsnitlige middelklassedansker ville sidde i stolehøjde. Mens verdens to rigeste mænd, Bill Gates og Jeff Bezos, ville sidde i det ydre rum. (…) En milliard dollars er et næsten ufatteligt beløb – 6.710.000.000 kroner – som stort set ingen kan arbejde sig til. Selv hvis du havde sparet 5.000 kroner op hver eneste dag, siden Jesus blev født, ville du stadig kun være lige over halvvejs til dollarmilliarden.”

 

Oxfam IBIS, 2020

​

”Historisk har folk levet i 99 procent af deres tid på Jorden under omstændigheder, der ligger meget tæt på ligevægt. Økonomisk vækst er fundamentalt set et fænomen, der kun har gjort sig gældende i de sidste 200 år, og kun i de sidste 50 år er det blevet det dominerende mål for nationer. Vækst er en afvigelse, ikke normen.”

​

Herman E. Daly, økonom, 1980

​

Verden er kendetegnet af en kolossal ulighed mellem rige og fattige. Her en håndfuld eksempler:

 

- I 2019 var de såkaldt udviklede landes bruttonationalprodukt pr. person gennemsnitligt 50 gange højere end de mindst udviklede landes.

 

- I 2013 stod den rigeste milliard mennesker for 72 procent af menneskehedens forbrug, mens de fattigste 1,2 milliarder mennesker kun stod for 1 procent.

 

- I 2021 ejede de 10 procent rigeste i verden 76 procent af al rigdom, mens de fattigste 50 procent af Jordens befolkning ejede 2 procent.

 

- I 2017 var vores materielle fodaftryk, der er en måleenhed for den mængde råmaterialer, vi udvinder pr. år, på 92 milliarder tons. I lavindkomstlande var det på 2 tons pr. person, mens det i højindkomstlande var 27 tons pr. person.

 

- I 2013 spiste en person i New Zealand i gennemsnit 126,7 kilo og i Australien i gennemsnit 121,1 kilo kød. I Bangladesh og Indien spiste en person i gennemsnit kun godt 4 kilo kød.

 

- Fra 1995 til 2021 bemægtigede den rigeste ene procent af Jordens befolkning sig 38 procent af den samlede tilvækst af rigdom. I sammenligning fik de fattigste 50 procent af verdensbefolkningen 2,3 procent.

 

- I 2019 ejede Jordens 2.153 dollars-milliardærer mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker tilsammen, og den rigeste ene procent i verden ejede over dobbelt så meget som 6,9 milliarder mennesker tilsammen, altså som 88 procent af menneskeheden.

 

- I 2009 ejede 380 mennesker lige så meget som den fattigste halvdel af Jordens befolkning. I 2016 var det faldet til 61 mennesker, der i 2017 var faldet til 43, der i 2018 var faldet til 26 mennesker. 

​

- I 2020-21 ejede de 10 rigeste mennesker på kloden godt 6 gange så meget som de 40 procent fattigste af verdensbefolkningen tilsammen.

​

På denne baggrund kan det ikke overraske, at det er Jordens rige, der bærer hovedansvaret for de planetære kriser. Tag klimakrisen.

​

- I 2019 stod den rigeste ene procent af verdensbefolkningen for 16 procent af den totale udledning af CO2, hvilket var lige så meget som de fattigste 66 procent tilsammen.

​

- I 2019 stod de rigeste 10 procent af Jordens befolkning for 48 procent af den totale udledning af CO2, mens de fattigste 10 procent stod for 0,2 procent, og de fattigste 50 procent stod for 12 procent.

 

- De rigeste 10 procent i en række ulande udleder mindre CO2 end de fattigste 10 procent i mange ilande.

 

- 20 af de rigeste milliardærer i verden udleder i gennemsnit 8.000 gange mere CO2 end den fattigste milliard mennesker tilsammen.

 

- I Danmark udleder en person fra den rigeste ene procent 10 gange så meget CO2 om året (93 tons) som en gennemsnitsdansker og lige så meget som 912 etiopiere tilsammen.

​

Ifølge World Inequality Report 2022 er den globale ulighed i dag lige så stor, som den var under den vestlige imperialismes storhedstid i begyndelsen af det 20. århundrede.

​

Den materielle rigdom i dele af verden er et resultat af en økonomisk vækst i de sidste 70 år uden historisk fortilfælde.

​

Ser man på verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP), der er en betegnelse for markedsværdien af et lands varer og tjenester på et år, var det på 2.000 milliarder dollars i 1900; på dette tidspunkt var der 1,8 milliarder mennesker på Jorden. I 1950 var verdens samlede BNP steget til 5.300 milliarder dollars, og her var verdensbefolkningen steget til 2,5 milliarder mennesker.

 

Derefter indtraf det, der kaldes den store acceleration.

 

I 2019 var antallet af mennesker vokset til 7,7 milliarder, dvs. godt tredoblet i forhold til 1950. Men i det samme år var verdens samlede BNP steget til 87.608 milliarder dollars, dvs. ca. 16-doblet i forhold til 1950. Et udtryk for, at menneskers produktion og forbrug er steget betydeligt mere end deres antal. Den økonomiske hypervækst har været forbundet med en hurtigt voksende middelklasse i Vesten, der i nyere tid har bredt sig til bl.a. Kina, Indien og Brasilien.

 

Den voldsomme acceleration i produktion og forbrug har haft en kolossal pris: En voldsom acceleration i rovdrift på Jordens natur, i forurening af luft, jord og have, i drivhusgasser i atmosfæren, i ildevarslende klimaforandringer, i rydning af tropiske skove, i stærk forringelse af biodiversitet, osv.

 

For at gøre ondt værre er det tvivlsomt, om den økonomiske vækst har gjort os lykkeligere. I alt fald i Vesten. Det er ellers oplagt at antage en sammenhæng mellem økonomisk vækst og lykke i betragtning af, at økonomisk vækst er en af de mest feterede guder i verden.

 

Men antagelsen er på vigtige områder forkert, viser megen lykkeforskning, der er en bombe under præmissen for jagten på konstant økonomisk vækst. Undersøgelser viser nemlig, at den store vækst i realindkomst og materiel levestandard i Vesten efter 2. Verdenskrig enten ikke eller kun marginalt har bidraget til øget livskvalitet.

 

Faktum er under alle vilkår, at den økonomiske vækst allerede i årtier har været ubæredygtig. Og fortsætter væksten, vil kalamiteterne akkumulere, og så vil Jordens samfund og systemer kollapse. Det er kun et spørgsmål om tid.

 

Da vi i Vesten desuden ikke er blevet (nævneværdigt) lykkeligere af det stigende forbrug, alt imens at mange millioner mennesker fortsat lider af dyb fattigdom i andre dele af verden, er der gode argumenter for at kræve, at vores overforbrug stoppes, og at Jordens goder fordeles bedre.

 

Ifølge flere og flere bør vores vækstøkonomi, der repræsenterer en historisk undtagelse, afløses af en modvækstøkonomi. Vi - og det gælder først og fremmest de rige lande - skal til at producere og forbruge mindre og derved fylde mindre. Vi skal kort sagt til at skrumpe. Når det er lykkedes at nå et bæredygtigt niveau for mennesker og planetens andre livsformer, bør modvækstøkonomien afløses af en ligevægtsøkonomi, der indebærer, at vores levemåde ikke længere overskrider vor begrænsede Jords bæreevne. Sammenlignet med i dag kræver det bl.a.:

 

1) Et reduceret og derefter rimeligt stabilt forbrug af energi og materialer pr. person.

 

2) En reduceret og derefter rimeligt stabil verdensbefolkning.

 

3) En langt mere lige og retfærdig fordeling af Jordens goder mellem mennesker i dag, mellem mennesker i dag og i fremtiden, og (sidst, men ikke mindst) mellem mennesker og resten af naturen.

 

Spørgsmålet er så, hvad rige lande konkret bør gøre for at reducere produktionen og forbruget, så verdens samfund igen kan blive bæredygtig?

 

Der er mange håndtag, man kan skrue på. Nogle af de store håndtag omtales under de andre indsatsområder. Her skal følgende fremhæves: 

 

1) Indfør cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi er kendetegnet ved at fremstille varer i langtidsholdbar kvalitet; ved at man genbruger dem; ved at man reparerer dem, når de går i stykker; ved at man genanvender deres materialer i nye varer, når de er slidt op. Målet er, at så meget som overhovedet muligt indgår i stadig nye kredsløb, at der tilføjes så få nye materialer og så lidt ny energi som overhovedet muligt til produktionen af nye varer, og at affald og forurening reduceres til et minimum.

 

2) Udfas reklamer

En snart allestedsnærværende reklamevirksomhed er en af hovedårsagerne til vores overforbrug. Reklamer for de mest klima- og naturbelastende produkter som f.eks. fossildrevne biler, flyrejser, animalske fødevarer og engangsvarer bør hurtigst muligt forbydes. 

 

3) Nedsæt arbejdstiden

En nedsættelse af arbejdstiden vil give mere fritid, sænke forbruget, sætte flere i arbejde, reducere stress og stress-relaterede sygdomme, give forældre bedre tid til deres børn og hinanden og nedbringe presset på vuggestuer og børnehaver.

 

4) Indfør ubetinget basisindkomst

Stater bør supplere en nedsættelse af arbejdstiden med indførelsen af en ubetinget basisindkomst, ofte kaldt borgerløn. Det er et fast grundbeløb, der uden krav af nogen art gives til statsborgere med ingen og kun en ganske lille indkomst.

 

Undersøgelser peger på, at det afskaffer dyb fattigdom, at færre bliver syge og kriminelle, at det får flere i arbejde (bl.a. med noget, som de kan lide) end beskæftigelsescentre og deres ofte kontraproduktive kontrol, tvangsaktivering og jobtræning, og at det samlet set bliver billigere for samfundet.

 

5) Udskift BNP-indeks med lykke- og bæredygtighedsindeks

Et lands BNP er en dårlig indikator for menneskers lykke og en endnu dårligere indikator for, om vi har en bæredygtig verden.

 

Derfor bør BNP-indekset udskiftes med – eller i det mindste underordnes – et lykkeindeks og bæredygtighedsindeks. Det vil medvirke til at flytte den store opmærksomhed fra økonomisk vækst til forhold, der er langt mere afgørende.

 

6) Redefiner det gode liv

Vi bør erstatte vores store fokus på konstant vækst i løn og materielt forbrug med vækst i fritid, håndværk, plads til andre arter, altruisme, familietid, naturoplevelser, viden, dyrevelfærd, leg, dannelse, kreativitet, ro, forståelse, hjælpsomhed, kærlighed, sport, kvalitet, hjælpsomhed, fællesskaber, fordybelse, empati, samarbejde osv. 

 

7) Udryd fattigdom og reducer ulighed

Absolut fattigdom skal udryddes gennem en mere lige og retfærdig fordeling af Jordens ressourcer og menneskers rigdom. Det er der tungtvejende humanitære grunde til. Derudover skal den generelle sociale og økonomiske ulighed i verden reduceres, da den er en væsentlig drivkraft bag økonomisk vækst og et stort forbrug og dermed også bag den globale klimakrise og biodiversitetskrise.

 

I skyggen af den globale nødsituation, vi befinder os, bør man hurtigst muligt begrænse de riges forbrugsmuligheder direkte. Og her bør de rigestes eksorbitante luksus retfærdigvis adresseres først, dvs. deres privatfly, lystyachter, samlinger af luksusbiler, kæmpepalæer – you name it.

 

Ikke blot repræsenterer denne ødsle ekstravagance et fuldstændigt unødvendigt stort forbrug og en fuldstændigt unødvendigt stor rovdrift på Jordens begrænsede goder og forringelse af klimaet og naturen. Ved at opstille stjernehøje materielle standarder for det gode liv, hvilket medier gør kendt for alle og enhver, ansporer de rigeste også utallige andre til et højere forbrug og en stadig større nedbrydning af Jordens miljø.

 

For at stoppe de riges overforbrug bør stater verden over indføre store afgifter på luksusvarer, og jo mere ikke-bæredygtige luksusvarerne er, jo større bør afgifterne være. Men det er ikke nok. For at de rigeste ikke skal fortsætte med at købe ikke-bæredygtige luksusvarer i stor stil, bør der tillige indføres rationering på dem. Det vil sige et loft for, hvor mange og store man må købe.

 

Den største gevinst ved dette vil givetvis være i det globale klimaregnskab. Som vist står de rigeste 10 procent af Jordens befolkning for omkring halvdelen af den totale udledning af drivhusgasser. Derfor er et stop for deres overforbrug også en vigtig nøgle til at formindske udledningen af drivhusgasser i verden.

​

​

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden og World Inequality Report 2022 for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.