Økocentrisme
Antropocentrisme: Hvad kan verden gøre for mig?
Økocentrisme: Hvad kan jeg gøre for verden?
Økocentrisme er kernen i det grønne paradigmeskifte, der skal kendetegne et økokrati. For at forstå økocentrisme er det lettest at begynde med dens modsætning.
Fundamentalt for de økonomiske vækstsamfund, vi mennesker har skabt, er, at de er centreret om os selv og vores behov. Verden drejer sig om os, og det er alt for ofte på bekostning af andre dyr, skove, svampe, søer, have, iskapper, atmosfæren, osv.
Fænomenet kaldes antropocentrisme, der er sammensat af to græske ord, der tilsammen betyder menneskecentrerethed.
Antropocentrisme er en menneskelig selviscenesættelse, ifølge hvilken menneskearten indtager en ophøjet særstilling. Vi mener, at vi har en fødselsret til at herske – og til at blive flere og flere, at forbruge mere og mere og brede os mere og mere på Jorden. Andre livsformers eneste eksistensberettigelse er at tjene os i form af føde, tøj, underholdning, medicinske forsøg, osv. Og hvis de ikke kan det, kan de reduceres dramatisk eller udryddes – og bliver det i mange tilfælde.
I det mindste siden opfindelsen af landbruget for ca. 11.000 tusind år siden, hvor vi begyndte at rydde vild natur til fordel for marker og at tæmme en række dyrearter, har antropocentrisme i stigende grad præget Jorden.
I de sidste par århundreder og især siden 2. Verdenskrig er det gået ekstra stærkt. Med de
industrielle, kapitalistiske og medicinske revolutioner er antallet af os mennesker, vores forbrug, økonomi og den plads, vi lægger massivt beslag på, vokset eksplosivt. Det har ført til, at vi nu er gået ind i Antropocæn, menneskenes tidsalder. Kombinerer man vores artsmæssige egoisme med vores overbevisning om at have ret til uophørligt at udvide vores herredømme og rovdrift på Jorden, har vi kernen i det paradigme, der behersker verden i dag, nemlig antropocentrisk vækst.
Denne sides bud på en skrap modkur til den menneskecentrerede imperialisme på Jorden er økocentrisme.
Øko- kommer af et græsk ord, der betyder hjem, familie eller leveområde. Ifølge den måde, økocentrisme anvendes på i nutidens miljødebat, har ikke blot mennesker, men naturen i sin helhed, dens arter (f.eks. spækhuggere, sandeltræer og slørhatsvampe), økosystemer (f.eks. søer, savanner og skove), ja, hele økosfæren (dvs. Jordens samlede liv, atmosfære, land og vand) værdi i sig selv.
Økocentrisme er også forestillingen om, at mennesket og Jordens andre livsformer udgør en stor biologisk familie, og at menneskets etiske fællesskab ikke kun omfatter det selv, men hele økosfæren, der derfor skal omgås med respekt, empati og gensidighed. Og mennesket selv er blot en dyreart blandt andre arter på Jorden og skal ikke nyde en særlig fortrinsret. Eller hvis det skal, skal den være langt mindre end i dag. Det betyder ikke, at menneskene skal have det kvalitativt dårligere end nu, men at den ikke-menneskelige natur skal have langt bedre livsbetingelser.
Antropocentrismens største mangel er, at den kun beskytter de arter, der har brugsværdi for menneskene. Alle andre kan skrottes. Og det udvalg af arter, der har brugsværdi for os, sprogliggør og tingsliggør, fremmedgør og udnytter vi gerne som ‘ressourcer’. Antropocentrismen eliminerer eller reducerer altså vores medfølelse med andre arter.
Ifølge økocentrismen er menneskene derimod ikke planetens centrum. Vi er blot et blandt mange andre medlemmer af et stort økosfærisk bofællesskab, og andre livsformer og økosystemer har værdi i sig selv uafhængigt af vores behov. I praksis betyder det, at vi skal give naturen langt mere plads og yde den langt større beskyttelse, end vi gør i dag. Og det skal være både inden for og uden for vores samfund.
Kort fortalt repræsenterer økocentrisme antropocentrismens modsætning. Hvor antropocentrisme har fokus på én arts overlevelse og trivsel, har økocentrisme fokus på hele naturens overlevelse og trivsel. Hvor antropocentrisme er menneskecentreret, er økocentrisme naturcentreret (Jordcentreret).
Men økocentrisme skal ikke – og det er en afgørende tilføjelse – udbredes på bekostning af menneskene, for menneskene opfattes som en del af naturen. De står ikke over eller uden for den, men er selv natur. Ja, ifølge evolutionsbiologien er vi mennesker beslægtet med alle livsformer på Jorden.
Læs meget mere om økocentrisme i Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden (2022)