”Verden, som vi har skabt den, er et resultat af vores tænkning. Den kan ikke ændres uden at ændre vores tænkning.”

 

Albert Einstein

​

"Den måde, vi ser verden på, former den måde, vi behandler den på. Hvis et bjerg er en gud, ikke en bunke malm; hvis en flod er en af jordens årer, ikke potentielt overrislingsvand; hvis en skov er en hellig lund, ikke tømmer; hvis andre arter er biologiske slægtninge, ikke ressourcer … så vil vi behandle hinanden med større respekt. Dermed er udfordringen at se på verden fra et andet perspektiv."

 

David Suzuki, ph.d., professor emeritus i genetik og miljøaktivist

​​

​

I dag gennemsyrer antropocentrisme de fleste af planetens samfund, altså menneskenes ophøjelse af sig selv til enevældige herskere og nedgørelse af resten af verden som deres ressource og affaldsdepot.

 

Antropocentrismen har drevet og legitimeret omskabelsen af Jorden til menneskelige megakolonier kendetegnet af afbrænding af fossile brændsler, industriel infrastruktur, landbrug, fiskeri, kæmpebyer, landeveje, motorveje, jernbaner, floddæmninger, kommerciel skovdrift, minedrift, dræning, osv.

 

For mange mennesker er det givetvis nærliggende at opfatte den fysiske verdenserobring som en bekræftelse af vores overlegenhed. Dermed styrkes den antropocentriske ideologi yderligere, hvilket kan retfærdiggøre en endnu mere totalitær og fuldstændig undertvingelse af Jorden i vores billede.

 

Allerede i dag er der ingen på planeten, der står over eller blot ved siden af os mennesker. Men mere vil som bekendt gerne have mere. Især hvis man som vor kultur dyrker økonomisk vækst som et absolut gode.

 

Pointen er her, at så længe vi betragter jordkloden som en blanding af et gigantisk ressourcelager og en kolossal losseplads for os mennesker, så længe vil vi behandle den som sådan. Dermed bliver en vigtig betingelse for at omgås verden grundlæggende anderledes end i dag at opfatte, ja, helst at opleve den grundlæggende anderledes.

 

Det grønne paradigmeskifte i vores samfund, som denne side slår til lyd for, er med andre ord ikke mulig uden et sideløbende grønt paradigmeskifte i vores verdenssyn og værdier.

Når Jorden skal afkoloniseres for ødelæggende menneskelig tilstedeværelse, skal vores tænkemåde altså afkoloniseres for den antropocentriske overlegenhedsideologi, der er en bagvedliggende hovedårsag til det.

 

Det vil være et herkulisk arbejde, men der er næppe nogen vej uden om. Ikke blot er antropocentrisme stadig mere ude af trit med moderne videnskabelig viden. Den er også destruktiv for verden og ultimativt destruktiv for os mennesker selv.

 

Sekulær økocentrisme

Et økocentrisk verdenssyn er baseret på moderne biologiske videnskaber (bl.a. evolutionsvidenskab, økologi og etologi). Ifølge dem har alle livsformer på Jorden en fælles formoder, der går 3,5-4 milliarder år tilbage. Det betyder, at vi mennesker i bogstavelig forstand er i biologisk familie med alle livsformer.

 

I nogle tilfælde er det fætre og kusiner, i andre tilfælde er det fjerne slægtninge, men alle er grene, kviste og blade på det samme livstræ.

 

Mennesket selv er et dyr, der tilhører familien af store menneskeaber (chimpanser, gorillaer, orangutanger m.fl.), der er en underkategori af primaterne, der er en underkategori af pattedyrene, der er en underkategori af hvirveldyrene, der er en underkategori af rygstrengsdyrene, der er en underkategori af dyreriget.

 

I lyset af dette bør det ikke overraske, at talrige arter udviser markante lighedstræk. F.eks. er følelser, bevidsthed, kognition, sprog og kultur ikke forbeholdt arten Homo sapiens, men kendetegner i varierende grad også talrige andre arter.

 

I nogle henseender overgår mennesker andre arter, og i andre henseender overgår andre arter mennesker. Vi mennesker er på nogle områder enestående, men det er alle andre arter også på hver deres måder.

 

Desuden er ikke blot alle livsformer forbundet med hinanden i et gigantisk biologisk fællesskab. Utallige livsformer er også gensidigt afhængige af hinanden, og alle livsformer er afhængige af forskellige økosystemprocesser.

 

Kort sagt: Den moderne biologi er en tikkende bombe under den herskende antropocentrisme og dens selviscenesættende dikotomier, f.eks. menneske vs. natur og kultur vs. natur. Mennesker er nemlig natur. Der er simpelthen ingen afgrund eller modsætning mellem dem. Tværtimod udgør mennesker og resten af naturen et biologisk kontinuum.  Og mennesker og betydelige dele af resten af naturen har større eller mindre lighedstræk i form af bevidsthed, følelser, kognition, sprog, m.v.

 

At skabe kultur er i øvrigt ikke kun en del af menneskenes natur, men også en del af talrige andre arters natur.

 

Accepten af et økocentrisk verdenssyn bør føre til et økocentrisk værdiskifte. Da naturen i sin helhed, dens livsformer, økosystemer, ja, hele økosfæren har iboende værdi, bør vi også behandle og beskytte vores planet langt bedre, end vi gør i dag. Det gælder ikke mindst alle arter, der kan føle smerte og lide. Der er ingen saglig grund til ikke også at opfatte og anerkende dem som personer og dermed omgås dem på en langt mere personlig og respektfuld måde.

 

Økocentrisme indebærer således en afgørende udvidelse af menneskenes etiske og økosociale fællesskab.

 

En økocentrisk etik indebærer naturligvis ikke, at vi ikke til en vis grad må bruge andre arter til bl.a. føde, eller at vi ikke må forsvare os over for farlige fjender, ligesom andre arter også gør det. Men andre arter kan ikke reduceres, tingsliggøres og fremmedgøres til blotte og bare ‘ressourcer’ for os mennesker. De er meget mere og meget andet end det.

 

De har værdi i sig selv, for sig selv og internt for hinanden og spiller i utallige tilfælde nøgleroller i økosystemer.

 

Af samme grund har vi mennesker heller ingen ret til at udrydde eller mishandle andre arter, sådan som vi gør i dag i stor stil. At stoppe dette kræver gennemgribende transformationer af vores samfund, herunder en formindskelse af menneskenes tilstedeværelse på Jorden.

 

Spirituel og religiøs økocentrisme

Også på religionens område har vi brug for et økocentrisk paradigmeskifte. Som lederen af miljøgruppen The Sea Shepherd Conservation Society Poul Watson rammende formulerede det i et øko-manifest i 2005:

 

”Hvis vi skal overleve, har vi brug for en ny historie, en ny myte og en ny religion … Vi er nødt til at skabe en religion, der inkorporerer alle arter, og som etablerer naturen som hellig ...”

 

Problemet er, at de dominerende religionsformer understøtter de menneskeimperier, der er i gang med at destabilisere Jordens klima og rydde dens vilde natur. Det hænger sammen med deres dualisme og antropocentrisme.

 

Det er sandsynligt, at mennesker tidligere i titusinder af år betragtede dele af den fysiske verden som hjemsted for kraftfulde personer (ofte kaldt ‘ånder’, ‘sjæle’, ‘guder’) og derfor som hellig. F.eks. kunne et træ, en flod, Månen, en elefant og et bjerg opfattes som personer. De ikke-menneskelige personer kunne danne egne samfund, kulturer og folk og blev i mange tilfælde anset for menneskenes slægtninge.

 

Af disse grunde skulle man indgå i en respektfuld og ofte gensidig relation med verdens forskellige personer; en opfattelse, antropologer og religionsforskere kalder for animisme, og som i en hel del tilfælde havde naturbevarende konsekvenser.

 

Men med en berømt religiøs revolution i det 1. årtusind f.v.t., der fandt sted i bl.a. Kina, Indien, Iran, Israel og Grækenland, opstod eller forstærkedes to sideløbende dualismer: For det første mellem verden og det hellige; for det andet mellem mennesket og resten af naturen.

 

Konkret blev de ikke-menneskelige personer i stigende grad placeret uden for denne verden, dæmoniseret, eller også forsvandt de helt ud af verdensbillederne. I de monoteistiske religioner blev de afløst af ét metafysisk supervæsen kaldt ‘Gud’, der monopoliserede al guddommelighed.

 

Samtidig opstod der forestillinger om ‘frelse’ i et overjordisk paradis, om verdens undergang efter en dommedag, om en befrielse fra verdens cyklus af fødsel, liv og død og lignende.

 

Resultatet var – især i de dominerende former for kristendom og islam – at denne verden i stigende grad blev afhelliget, og at det hellige efterhånden blev opfattet som overnaturligt. En dualisme mellem denne verden og det guddommelige indtrådte, hvilket fremmede muligheden af at udnytte verden uden besværlige tabuer og restriktioner.

 

Der var dog en væsentlig undtagelse: Mennesket. Hvis ikke eksplicit, så implicit blev det opfattet som helligt. Dets slægtskab med naturens andre livsformer blev efterhånden ophævet, og det blev mere og mere tillagt en status som et ophøjet væsen, der adskiller sig afgørende fra resten af Jordens liv.

 

Det bør ikke overraske, at når magtfulde verdensreligioners dualismer og antropocentrisme kombineres med moderne industri, teknologi, kapitalisme, konsumerisme og befolkningseksplosion, har vi en livsfarlig mikstur. En del religiøse synes at være klar over det, og de har i moderne tid igangsat grønne reformer af deres religioner.

 

Men reformisterne udgør for det meste små mindretal, og deres indflydelse er indtil videre også ganske begrænset. Endnu er de ikke i nærheden af at sprænge deres religioners rodfæstede antropocentrisme og dualisme. Indtil videre er der i de fleste tilfælde kun tale om symptombehandlinger og lappeløsninger.

 

Det er således stadig Bibelen, Gud, Jesus, helgener, kirker og helligdage, der spiller hovedrollen i langt størstedelen af verdens kristendom. Det er stadig Koranen, Gud, Muhammed, moskeer og helligdage, der spiller hovedrollen i langt størstedelen af verdens islam. Og det er stadig fokus på mennesker i denne verden og deres ‘frelse’ i et overjordisk idealrige, der præger langt hovedparten af de to verdensreligioner.

 

Af samme grund har vi også fortsat til gode at se større grupper af præster og imamer, der kæmper for at stoppe den igangværende massemishandling af grise, kvæg og kyllinger på verdens landbrugsfabrikker eller den igangværende masseuddøen af Jordens vilde arter.

 

Hovedinteressen hos majoriteten af religionernes øko-aktivister samler sig omkring den globale klimakrise, og det skyldes utvivlsomt, at den anses for den største trussel mod menneskene.

 

Her skal der opfordres til et økocentrisk religionsskifte, en grøn religionsrevolution verden over.

 

Hos de fleste af nutidens mennesker er det hellige pr. definition overnaturligt, f.eks. ånd, Gud, sjæl, Paradis, Himlen og nirvana. De er børn af den religiøse revolution i det 1. årtusind f.v.t.

 

Skal vi de verdensomspændende miljøkriser til livs for alvor, bliver mange formentlig nødt til radikalt at revidere deres syn på, hvad der er helligt. Kunne der fremstå en global bevægelse, for hvilken det naturlige (også) er helligt, kunne det blive et vigtigt aktiv. En bevægelse, der opfatter Jordens livsformer som hellige og derfor insisterer på, at de skal omgås med respekt og gensidighed. En bevægelse, for hvilken f.eks. fjelde og skove er helligdomme og f.eks. floder, dyr og træer er gudevæsner, og som derfor skal omgærdes af tabuer og restriktioner. En bevægelse, der tillægger Moder Jord essentiel betydning, ikke kun mennesker, en overjordisk ‘Gud’ eller et hinsidigt paradis.

 

Der findes i dag ingen magtfuld, global religionsbevægelse, der abonnerer på et økocentrisk perspektiv. Men der findes et voksende sammensurium af folk, organisationer, mindre bevægelser og grupper, der hylder sådanne eller lignende ideer, og som med tiden kan få langt mere momentum. Ikke mindst som modreaktion på de eskalerende klima- og biodiversitetskriser og den menneskelige narcissisme, der for flere og flere mennesker mere og mere åbenlyst gennemsyrer dem.

 

Det vigtigste eksempel er Jordens indfødte folk, hvoraf en del i dag befinder sig forrest på miljøkampens barrikader. Det hænger ikke blot sammen med den massive ødelæggelse eller forringelse af deres eksistensgrundlag, som det industrielle vækstsamfund er årsag til, men også med deres animistiske kosmologier.

 

Fremhæves skal også den hurtigt voksende bevægelse af nyhedninge. De er typisk polyteister, men mange er tillige animister. Et centralt omdrejningspunkt er en opfattelse af, at naturen er hellig. For nogle gælder det hele Jorden, for andre specifikke regioner eller lokaliteter.

 

Et tredje væsentligt eksempel er en større og større skipperlabskovs af folk med naturspirituelle tilbøjeligheder, ofte af økocentrisk tilsnit. Gruppen omfatter ifølge den amerikanske professor i religion og natur Bron Taylor ikke blot mange miljøaktivister og dyrerettighedsforkæmpere, men også flere og flere forskere, politikere, jurister, kunstnere, forfattere, filminstruktører, forretningsfolk, museumsfolk, landmænd, bjergklatrere, surfere, ja, mange flere endnu. Ifølge Taylor kan det være starten på en global ”civil jordreligion”, der opfatter biosfæren som hellig.

 

Et eksempel er den amerikanske forfatter og anarkist Edward Abbey. I selvbiografien Desert Solitaire (1968), der er et af miljøaktivismens grundskrifter, skrev han om et ørkenlandskab, han satte meget stor pris på:

 

”Der er nok katedraler og templer og altre til et hinduistisk panteon af guddomme.”

 

Sovjetunionens tidligere præsident Mikhail Gorbatjov har givet udtryk for en lignende naturspiritualitet:

 

”Jeg tror på kosmos. Vi er alle forbundet med kosmos. Se på solen. Hvis der ikke er nogen sol, kan vi ikke eksistere. Så naturen er min gud. For mig er naturen hellig. Træer er mine templer, og skove er mine katedraler.”

 

Ifølge den allerede nævnte Poul Watson ”er vi nødt til at udvikle en filosofi, hvor et amerikansk kæmpefyrretræ er mere hellig end et menneskeskabt religiøst ikon, hvor en fugleart eller sommerfugleart har mere værdi og fortjener mere respekt end en nations kronjuveler, og hvor en kaktusart eller blomsterart er vigtigere end overlevelsen af et monument over den menneskelige indbildning som pyramiderne.”

 

Økocentrisk aktivisme

Økocentrisme vil utvivlsomt ‘af sig selv’ få mere og mere vind i sejlene, hvis den menneskeskabte globale klimakrise og biodiversitetskrise intensiveres. Som forudsigelig modreaktion. Men det er langtfra sikkert, at det vil gå hurtigt nok. Så spørgsmålet er:

 

Hvad kan man gøre for aktivt at fremme den?

 

Som med de andre indsatsområder gælder det her om at være en utrættelig missionær, for også her er der et kolossalt arbejde at gøre. Mange, hvis ikke de fleste, vil sandsynligvis slet ikke kende til problematikken. Den ophøjede særstilling, som menneskene nyder i dag, tager folk i almindelighed for givet, ja, overvejer tilsyneladende aldrig, at det kan være anderledes.

 

Antropocentrismen tilhører de ubevidste grundopfattelser, som utallige ser på sig selv og verden med, men som de ikke ser på, ikke reflekterer over og ikke sætter spørgsmålstegn ved.

 

Her gælder det i første omgang om et omfattende oplysningsarbejde, nemlig at den moderne antropocentrisme ikke er en indbygget egenskab ved virkeligheden, men en menneskelig selviscenesættelse og selvophøjelse, der har koloniseret vores verdensbillede og etik med frygtindgydende effektivitet.

 

Probate midler til ideologisk afkolonisering omfatter kendskab til de biologiske videnskaber, ikke-antropocentriske tænkere som f.eks. Albert Schweitzer, Aldo Leopold, Jane Goodall, Peter Singer og Arne Næss, ikke-antropocentriske filosofier som dybdeøkologi, økocentrisme, biocentrisme og zoocentrisme, og mere eller mindre ikke-antropocentriske religionsformer som animisme, nyhedenskab og panteisme.

 

Forfattere, kunstnere og filminstruktører bør skabe nye fængende narrativer og visionære alternativer til status quo. De fortællinger, der har tegnet billedet i de sidste par tusinde år, har i det væsentlige været antropocentriske og derfor i bedste fald været utilstrækkelige, i værste fald spillet fallit.

 

I tusmørket af de globale miljøkriser har vi brug for nye fortællinger, der sætter fokus på, hvor fantastiske og avancerede væsner Jorden er fuld af, hvordan alt liv er i familie og forbundet, og hvordan kloden igen kan blive en edens have med god plads til dens myriader af forskellige beboere.

 

Man bør naturligvis fortælle sine børn om de økocentriske verdenssyn og værdisæt – historiske såvel som nutidige – så de bliver naturlige for dem. Og selvfølgelig også demonstrere dem i praksis. Ved at tage dem med på ture i vild natur. Ved at behandle dyr med stor skånsomhed. Ved at topprioritere natur og klima i både arbejdslivet og privatlivet. Ved at foreslå, at træer og søer kan være mindst lige så hellige som Gud, kirker, moskeer osv. 

 

Jo før man forlader lænestolen til fordel for den øko-aktivistiske frontlinje, jo bedre. Der er en hel verden at redde.

​

​​

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.