top of page

Nyheder

Livets træ.jpg

Anmeldelse af Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden

Af Rune Engelbreth Larsen,

idéhistoriker, medlem af Etisk Råd og ophavsmand til naturnationalparkkonceptet i Danmark

ØKOKRATI: ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

 

"Man kan roligt sige, at der går mange, mange år imellem en bog så ambitiøs, gennemresearchet og vigtig som Jens-André P. Herbeners bogstavelig talt tungtvejende analyse af natur- og klimakrisens kulturhistoriske årsager og alarmerende konsekvenser - endog med gennemtænkte bud på vidtrækkende løsningsforslag. ØKOKRATI - SÅDAN SKABER VI EN BÆREDYGTIG VERDEN kommer hele vejen rundt om den globale biodiversitets- og klimakrise gennem 568 faktabaserede, men både velskrevne og letlæste sider, der udfolder de meget barske kendsgerninger.

Et kæmpebidrag til tidens - alle tiders - væsentligste globale problemstillinger. Men bogen åbner også døren for håb, om end det er løsningsorienterede håb, som uundgåeligt træder på ømme tæer undervejs. Derfor: Vær parat til at blive udfordret, for om man er enig eller ej, vendes hver en sten et par omgange, og bagefter er det for alvor tid til at se kritisk indad på egne vaner og ståsteder - og kritisk udad på en række politiske samfundsvaners selvfølgeligheder.

Forfatteren insisterer på omfattende kilde- og faktatætte læsninger og løsninger, og alene de afgørende dokumentariske afsnit er i sig selv uomgængelige. Måske derfor, at bogen knap nok er udgivet på dansk, før den allerede er planlagt til udgivelse i Norge.

 

Forhåbentlig bliver ØKOKRATI en helt central del af de kommende års altafgørende samfunds-, klima- og naturdebat.

Ulven på forsiden siger ikke så lidt - ikke mindst herhjemme er den kardinal-symbolet på vores stærkt svigtende vilje til at tænke mindre på os selv og mere på naturen og verden omkring os.

 

Skru ned for forbruget og brug lidt af besparelsen på denne bog."

bottom of page