Nyheder
Fælleskronik i Information. 36 underskrivere
Sæt gang i det grønne folkeoprør nu
Der er brug for at blæse til fuld miljøaktivistisk mobilisering, hvis vi skal få vores folkevalgte
politikere til at forstå, at tiden for systemforvaltning er ovre – og at den grønne omstillings
nødvendige radikalitet fordrer et systemskifte.
Den 4. april 2022 kaldte FN’s generalsekretær, António Guterres, klimaindsatsen i mange lande for
»et skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en
ubeboelig verden«.
Den beskrivelse er nøjagtig lige så dækkende for den danske regerings klima- og naturpolitik. Og
dens slet skjulte dobbeltspil.
I december måned sidste år underskrev Danmark sammen med 195 andre lande en FN-aftale om, at
mindst 30 procent af Jordens land og hav skal være effektivt beskyttet i 2030. Og ifølge det nye regeringsgrundlag fra samme tid skal der indføres en lov i Danmark, der skal »bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 procent af EU’s areal til lands og til havs skal være beskyttet natur«.
Der gik imidlertid kun kort tid, før regeringen løb fra sine løfter og nu erklærede, at det
er urealistisk, at »vores lille areal skal nå så højt et mål«.
Som den tidligere S-regering har også den nye SVM-regering bedyret, at Danmark er og vil være et
foregangsland, når det gælder klimatiltag.
Hvordan ser virkeligheden ud?
1) I 2021 steg Danmarks udledning af drivhusgasser. Det var stik imod diverse løfter og på trods af,
at FN’s klimapanel har understreget, at vores udledningskurver skal styrtdykke, så verdens
udledning af drivhusgasser vil være halveret i 2030.
2) Allerede den 28. marts havde vi i Danmark opbrugt det, som vi kunne tillade os for hele 2023.
Med vores levemåde er der kun naturressourcer nok til en befolkning på 1,4 millioner mennesker,
men vi er knap seks millioner. Dermed befinder ’foregangslandet’ Danmark sig igen og igen i
gruppen af klodens værste overforbrugere.
3) For nylig dumpede Klimarådet regeringens klimapolitik for tredje gang i træk. Regeringen har i
sit nye finanslovsforslag kvitteret med at ville reducere bevillingen til Klimarådet med to tredjedele
og dermed lemlæste dets virke.
Det skete kort tid efter, at FN’s klimapanel udgav sin vigtigste rapport i dette årti, der ifølge DMI’s
klimachef viser, at klimakrisens konsekvenser »er værre end vi troede«, og at vi ikke er »på rette
kurs mod at løse problemet. Vi er faktisk længere væk fra det, end vi nogensinde har været«.
Det skete kort tid efter, at FN’s generalsekretær proklamerede: »Vores verden har brug for
klimahandling på alle fronter – hvad som helst, hvor som helst, det hele på én gang.«
Det skete kort tid efter, at EU’s klimachef advarede: »Hvis vi ikke sætter fart på – og jeg siger det
her uden at overdrive – vil vores børn og børnebørn udkæmpe krige om vand og fødevarer.«
I dag er situationen i sin fulde gru den, at hvis Danmark er en bus fyldt med passagerer, er
regeringen chaufføren, der kører os ud over afgrunden.
Hvorfor forholder det sig sådan?
Fordi regeringen nægter at se i øjnene, hvor fundamentale transformationer af vores samfund, der
skal til for at gøre det bæredygtigt. Som regeringsgrundlaget anfører, vil regeringen kombinere »den
grønne omstilling og fortsat økonomisk vækst«, altså fremme »grøn vækst«.
Men som megen forskning viser, er der historisk ikke dokumentation for, at fortsat økonomisk
vækst kan forenes med den radikale reduktion af dens belastning af Jordens klima og natur, der er
nødvendig for at bremse klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Og der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil komme til at ske. Det skyldes, at det ikke blot er
afbrændingen af fossile brændsler, der er problemet, men i høj grad også den økonomiske vækst,
vores massekonsumerisme, enorme forbrug af råmaterialer og animalske fødevarer og den kolossale
økonomiske ulighed i verden.
Derfor insisterer mange organisationer og eksperter på højeste internationale plan på, at det kun er
et grønt systemskifte, der vil kunne stoppe de planetære kriser. Som for eksempel Inger Andersen,
der er leder af FN’s Miljøprogram, sagde i 2022: »Kun en fuldstændig transformation af vores
økonomier og samfund kan redde os fra at accelerere klimakatastrofen.«
Men danske regeringers politik bygger på en djævlepagt med erhvervslivet og det animalske
landbrug, der sætter økonomisk vækst og profit over vores børns og andre arters overlevelse. Det
har de vist igen og igen og igen. Og det fortsætter i 2023. På trods af, at vores nuværende kurs
ifølge titusindvis af forskere og hundredvis af nobelpristagere kan ødelægge vores muligheder
for en (leveværdig) fremtid på Jorden.
En essentiel forudsætning for at komme videre er en forståelse af, at vores politiske magthavere
ikke kommer til at redde os. Før vi har forstået det, spilder vi ekstremt dyrebar tid. I årtier har et utal
af eksperter, miljøorganisationer og aktivister fulgt de parlamentariske spilleregler og forsøgt at få
dem til at foretage det livsnødvendige kursskifte. Men forgæves.
Hovedårsagen til miseren er, at erhvervslivet og det animalske landbrug – og deres velbetalte
marionetdukker i Folketinget – har store økonomiske interesser i at opretholde status quo. Og som
mange historiske fortilfælde viser, er rationelle argumenter ikke nok til at overtale de privilegerede
til at afstå fra deres privilegier. Der skal skrappere midler til.
Som en af miljøaktivismens godfathers, amerikaneren Edward Abbey (1927-1989), engang
bemærkede: »En patriot må altid være klar til at forsvare sit land mod sin regering.« Det er dér,
hvor alle vi, der elsker vores land, børn og naturen højere end mammons gud, befinder os i dag.
En nøgleerkendelse er, at de almindelige parlamentariske metoder og den hidtidige miljøaktivisme
har spillet fallit. Årtiers arbejde ad disse spor har ikke været nok til at igangsætte den
grundlæggende samfundstransformation, der er livsnødvendig. Og nu kan vi ikke vente længere
uden at spille russisk roulette med vores alles overlevelse.
Konklusionen er, at vi ikke skal forvente et politisk og samfundsmæssigt systemskifte, før vi har
foretaget et miljøaktivistisk systemskifte. Kernen i det bør være et grønt folkeoprør. Det skal være
ikkevoldeligt, men det skal presse de politiske magthavere til forhandlingsbordet eller til at gå af til
fordel for nogle, der sætter liv før profit og karriere. Mere konkret:
1) Danmarks grønne og humanitære organisationer gør hver især et stort og vigtigt arbejde. Men det
er ikke nok. De bør opgive deres forsigtighedens politik og indgå en koalition om et strategisk-
aktivistisk samarbejde om klima- og naturmæssige kernemål, så miljøkampen sættes op i gear. Tror
de selv på de kæmpekatastrofer, de jævnligt advarer om, giver det ikke mening at fortsætte en linje,
der i årtier har vist sig at være utilstrækkelig.
2) Erhvervsgrupper, der spiller en væsentlig rolle i samfundet, bør nedlægge arbejdet. Lukker for
eksempel Danmarks vuggestuer, børnehaver og skoler, er regeringen tvunget til at reagere. Og gør
den det ikke på passende vis, kan andre erhvervsgrupper slutte sig til de strejkende. Og det kan
ultimativt ende i en generalstrejke.
3) Der bør i henhold til straffelovens §14 om nødret iværksættes kæmpedemonstrationer,
økonomiske boykotter, fysiske blokader og mange former for civil ulydighed. Afgørende er, at
nøgledele af samfundet sættes i stå. Ellers virker aktivismen ikke. Ellers vil regeringen
omkostningsfrit kunne fortsætte med at ignorere den.
Pointen er, at folk skal lære deres magt at kende. Som den britiske forfatter Tim Gee har påpeget,
»har ingen regering i historie og nutid kunnet overleve, hvis nok folk organiserede sig effektivt
imod den.« Eller som Gandhi udtrykte det: »Selv de mest magtfulde kan ikke regere uden de
regeredes samarbejde.«
Det grønne folkeoprørs mål bør være, at der fremover føres en politik, der kompromisløst følger
videnskaben om klima og biodiversitet i stedet for i dag, hvor et hovedmål er at forøge de
økonomiske magtmastodonters profitter.
Igangsættelsen af systemskiftet kan kun gå for langsomt.
Som FN’s generalsekretær sagde tidligere i år, har vi i 2023 brug for intet mindre end et
»kvantespring i klimahandling (…) Det er nødt til at være et år, hvor vores klimahandling bliver
en gamechanger. Vi har brug for afbrydelser for at afslutte ødelæggelsen. Ikke flere bittesmå skridt.
Ikke flere undskyldninger.«
Vi opfordrer alle til at deltage i demonstrationen Befri Jorden på Christiansborg Slotsplads den 28.
april kl. 14.
UNDERSKRIVERE
Kunstnere ser grønt:
Karin Lorentzen
Signe Vad
Pia Fonnesbech
Tina Uhrskov
Dansere ser grønt:
Linh Le
Tanya Montan Rydell
Katinka Lund Wissing
Tora Balslev
Peter Vadim
Forfattere ser grønt:
Kristina Stoltz
Maja Elverkilde
Gritt Uldall-Jessen
Carsten Jensen
Alexandra Moltke Johansen
Ursula Andkjær Olsen
Morten Søndergaard
Silja Henderson
Maja Lucas
Shëkufe Heiberg
Klima-/naturaktivistiske forfattere, kunstnere m.m. i øvrigt:
Charlotte Weitze
Lana Hansen
Gurli Marie Kløvedal
Abelone Koppel
Marie Vibe
Daniel Boysen
Joanna Marie Nielsen
Stine Bork
Mette Garfield
Katrine Grünfeld
Henriette Rostrup
Ida Monrad Graunbøl
René Karpantschof
Tina Sakura
Niels-Simon Larsen
Max Madsen
Jens-André P. Herbener
Drejebog til en bæredygtig verden
Set i historisk satellitperspektiv står vi formentlig over for de største omvæltninger, siden vi skiftede fra nomadiske jæger-samlersamfund til agerbrugssamfund og fra agerbrugssamfund til kapitalistiske industrisamfund.
”Det er en Mad Max-fremtid, vi står overfor.” Jason Box, professor i isvidenskab, 2021
”Vi erklærer, med mere end 11.000 forskerunderskrifter fra hele verden, klart og utvetydigt, at planeten Jorden står over for en klimanødstilstand." World Scientists’ Warning of a Climate Emergency, 2020
"Selv en moderat opvarmning af klimaet kan få ufatteligt alvorlige konsekvenser for menneskeheden, og disse konsekvenser vokser eksponentielt, som temperaturen stiger. Den havvandsstigning fra Antarktis, der vil være knyttet til en temperaturstigning på blot 2 grader, udgør en eksistentiel trussel mod hele nationalstater. Vi taler om at fjerne nationer fra verdenskortet, fordi de ikke længere eksisterer.” Jonathan Bamber, professor i isvidenskab, 2020
”Vi står over for et barskt valg: Igangsæt de radikale transformationer, vi har brug for nu, eller se konsekvenserne i øjnene af en planet, der er radikalt ændret af klimaforandringer.” Inger Andersen, leder af FNs Miljøprogram, 2019
”Denne rapport af FNs Klimapanel er en lang opremsning af brudte klimaløfter. Det er en skammens kartotek, et katalog over tomme løfter, der anbringer os solidt på vej mod en ubeboelig verden. Vi befinder os på en hurtig vej mod klimakatastrofer: Storbyer under vand. Hedebølger uden fortilfælde. Skrækindjagende storme. Udbredt vandmangel. Udryddelsen af en million arter af planter og dyr. Dette er ikke fiktion eller en overdrivelse. Det er, hvad videnskaben fortæller os". António Guterres, FNs generalsekretær, 2022
”Det, vi gør i de næste 20 år, vil afgøre fremtiden for alt liv på Jorden.” David Attenborough, BBC, 2019
Vi befinder os på et skelsættende tidspunkt i historien. Ved en skæbnesvanger korsvej. Ifølge et utal af eksperter kan vores samfunds og mange andre arters fremtid på Jorden stå og falde med, hvad vi foretager os i de kommende par årtier.
For mange danskere hører et sådant scenarie hjemme i science fiction-film, ikke i virkelighedens verden, ikke i dagligdagen. Derfor fortrænger vi det. Benægter det. Arbejder videre som før. Det ansvar, det pålægger os, er for overvældende til at fatte.
Sagen er imidlertid, at det bliver vi nødt til. Og jo hurtigere, desto bedre. Det biosfæriske masseødelæggelsesmaskineri, som vores menneskecentrerede vækstcivilisationer repræsenterer, går ikke væk ved, at vi lukker øjne og ører og går fløjtende videre. Tværtimod er det på vej til at blive værre.
Det mest brændende af de mest brændende spørgsmål i dag er derfor: Hvad skal vi gøre for at stoppe vor kurs mod afgrunden, så vi kan sikre en langtidsbæredygtig og leveværdig fremtid for mennesker og klodens andre livsformer?
De politiske magthaveres svar er 'grøn vækst'. Dens mål er, at den økonomiske vækst skal ‘afkobles’ fra miljøet. Det indebærer, at man mener, at man på en og samme tid kan have fortsat økonomisk vækst og afgørende reducere vores belastning af Jordens klima og natur. Det vil sige, at vi fremdeles skal have masser af privatbiler, fladskærms-TV, flyrejser, osv., men det skal gøres ‘grønt'. Det skal frem for alt ske gennem avanceret teknologi og en mere effektiv udnyttelse af energi og materialer. Kan 'grøn vækst' redde verden?
Ser man på det globale bruttonationalprodukt, det globale materielle fodaftryk og den globale udledning af drivhusgasser fra 1970 til nutiden, vil man konstatere, at de tre faktorer er steget nogenlunde parallelt. Globalt er den økonomiske vækst altså ikke blevet afkoblet fra dens miljømæssige belastning, og det på trods af et stadig voksende fokus på ‘grøn vækst’. Det stigende forbrug har altså været forbundet med stigende rovdrift på Jordens goder og stigende forurening af atmosfæren med drivhusgasser.
Historisk er der med andre ord ikke dokumentation for, at vi globalt kan have økonomisk vækst, samtidig med at vi vil kunne stoppe klimakrisen og biodiversitetskrisen. Og der er ifølge talrige forskere og organisationer heller ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ske. Hvorfor forholder det sig sådan?
Kort fortalt: Fordi det er en række af de grundlæggende strukturer i vores samfund, der er klimakrisens og biodiversitetskrisens rodårsager. De omfatter ikke blot afbrændingen af fossile brændsler, men tillige de riges massekonsumerisme, fortsat økonomisk vækst, en gigantisk økonomisk ulighed i verden, en enorm verdensbefolkning, et kolossalt forbrug af animalske fødevarer og opfattelsen af naturen som ‘ressourcer’, vi kan udnytte og ødelægge efter forgodtbefindende.
Faktisk har så forskellige aktører som 17 modtagere af The Blue Planet Prize ('miljøets nobelpris'), FNs Klimapanel, World Scientists’ Warning of a Climate Emergency (2021), FNs Biodiversitetspanel, 200 sundhedsvidenskabelige fagtidsskrifter, FNs Miljøprogram og mange andre prominente organisationer og eksperter understreget, at der er brug for grundlæggende forandringer eller fundamentale transformationer af vores samfund, og de skal vel at mærke igangsættes med det samme. Det haster.
Med andre ord: Når de menneskecentrerede vækstsamfund, der dominerer verden i dag, er en central og integreret del af årsagerne til biodiversitetskrisen og klimakrisen, kan de ikke være en del af løsningerne på dem. Derfor trænger et grønt systemskifte sig på. Det gamle hus kan ganske enkelt ikke repareres nok, men skal rives ned, og et andet hus bygges op i stedet. Som Det Europæiske Miljøagentur (2021) har udtrykt det:
”En absolut reduktion af de miljømæssige pres og påvirkninger vil kræve fundamentale transformationer til en anden type økonomi og samfund frem for gradvise effektiviseringsgevinster inden for de bestående produktions- og forbrugssystemer.”
Set i historisk satellitperspektiv står vi formentlig over for de største omvæltninger, siden vi skiftede fra nomadiske jæger-samlersamfund til agerbrugssamfund og fra agerbrugssamfund til kapitalistiske industrisamfund.
Et kernemål er, at efter vi mennesker længe har bredt os mere og mere, er blevet flere og flere og har forbrugt mere og mere, er det på høje tid, at vi begynder at skrumpe. Vores vækst skal derfor afløses af det modsatte: Vi skal til at fylde mindre til lands, til vands og i luften. Vi skal producere mindre, forbruge mindre, fordele menneskenes rigdom mere retfærdigt, transformere vores energi- og fødevaresystemer og på sigt blive færre mennesker.
Og hvis ikke vi selv går i gang med det nu, vil vi før eller siden blive tvunget til det af klimakatastrofernes juggernauter: Langvarige superhedebølger, oversvømmelser af øer, lavtliggende lande og megabyer, omsiggribende ørkener, krige om mad og vand og tsunamier af klimaflygtninge. Kort sagt af en mere og mere ubeboelig verden. Som følge af, at menneskehedens økologiske fodaftryk langt overskrider Jordens bæreevne, er dybtgående omkalfatringer af vores verden i dag i alle tilfælde uundgåelige.
Hvad skal konkret kendetegne det grønne systemskifte? Hvad er nødvendigt for at redde Jordens livsformer? Et bud på en køreplan kommer her.
1) Afsæt halvdelen af Jordens land og hav til vild natur
Det måske allervigtigste, vi kan gøre i dag, er at afsætte kæmpe arealer til vild natur. Langt større og flere, end vi har nu. Dermed slås mindst to fluer med ét smæk: Det er en nøgleforudsætning for at bremse biodiversitetskrisen, og det er et væsentligt redskab til at opsuge og lagre store mængder CO2 og dermed til at bremse klimakrisen.
Ifølge en udbredt opfattelse skal 50 procent af Jordens landareal og havareal beskyttes for at sikre langt størstedelen af dens biodiversitet; de 30 procent, der blev besluttet på COP15 i Montreal i 2022, er ikke nok. Opfattelsen føres i marken under slagord som Nature Needs Half og Half Earth. Med halvdelen af Jorden henvises ikke til den ene hemisfære eller hele kontinenter, men til et patchwork af naturreservater og naturnationalparker verden over. Tilsammen skal de udgøre en ’ark’, hvor hovedparten af Jordens liv kan overleve.
Indfødte folk skal spille en central rolle i det. Selv om de udgør under fem procent af verdensbefolkningen, bebor de områder, der rummer størstedelen af klodens biodiversitet. Da de desuden er blandt de bedste naturforvaltere i verden, er det vigtigt, at naturbeskyttelse foretages i nært samarbejde med dem, og at deres rettigheder respekteres.
Naturen på 'menneskenes halvdel' skal naturligvis også opprioriteres på mange måder. Til gavn og glæde for både mennesker og andre arter.
2) Nedlæg den industrielle dyreproduktion, og spis langt mere plantekost
Vores fødevaresystem er blandt de sektorer i samfundet, der belaster planeten allermest: Det er ansvarligt for 34 procent af den samlede udledning af drivhusgasser i verden. Landbruget optager 37 procent af landjordens isfri areal, er årsag til ca. 80 procent af massetilbagegangen for Jordens arter og bestande, lægger beslag på 70 procent af det ferskvand, vi bruger, og er skyldig i forurening af jord, grundvand, vandløb, søer og have. Endelig når en tredjedel af de fødevarer, der produceres, aldrig de maver, de er bestemt for.
Produktionen af animalske fødevarer (kød, mælk, æg m.m.) er den største synder i fødevaresystemet. Den lægger beslag på 83 procent af verdens landbrugsjord, men leverer kun 18 procent af vores kalorier og 37 procent af vores proteiner. Den er ansvarlig for 57 procent af landbrugets udslip af drivhusgasser, mens plantebaserede fødevarer nøjes med 29 procent. Den er hovedårsagen til landbrugets kolossale ødelæggelse af vild natur. Samtidig forhindrer industriel dyreproduktion mange milliarder af bevidste, følende, intelligente dyr i at udleve deres naturlige adfærdsmønstre.
Dette ikke-bæredygtige og inhumane fødevaresystem kan ikke fortsætte, hvis vi skal skabe en leveværdig fremtid for mennesker og Jordens andre livsformer. Ifølge talrige forskere er en grøn revolution af det derfor livsnødvendig.
Noget af det vigtigste, vi kan gøre, er 1) at udbrede regenerativt landbrug; 2) at nedlægge de industrielle dyrefabrikker til fordel for mindre gårde med langt færre dyr og høj dyrevelfærd, 3) at spise langt mere plantebaseret kost, og 4) at halvere vores madspild.
Tilsammen vil det bl.a. frigive store arealer til natur til gavn for både Jordens biodiversitet og klima; spare mange milliarder dyr for livslange lidelser; markant reducere vores udledning af drivhusgasser; stoppe storforbruget af ferskvand; nedbringe forureningen af jord og vand. Og så vil utallige menneskers kost blive sundere.
3) Reducer den globale ulighed, og udskift vækstøkonomi med ligevægtsøkonomi
Økonomisk vækst har allerede i årtier været ikke-bæredygtig i Vesten. Hvis f.eks. alle i verden havde lige så store økologiske fodaftryk som danskerne, skulle vi have 4,2 jordkloder til rådighed. Og hvis alle havde lige så store økologiske fodaftryk som amerikanerne, skulle vi have 5,1 jordkloder. Fortsætter vi den globale vækstkurs, vil vores overtræk på Jordens goder vokse yderligere, og så vil mange af Jordens systemer og samfund kollapse. Det er kun et spørgsmål om tid.
Derfor er det essentielt, at vores ikke-bæredygtige vækstøkonomi afløses af en modvækstøkonomi og dernæst - når vores økologiske fodaftryk ikke længere overskrider Jordens bæreevne - af en bæredygtig ligevægtsøkonomi. Konkret skal vi - og det gælder frem for alt os rige - til at nedskalere vores opulente produktion og forbrug.
Modvækst- og ligevægtsøkonomi indebærer ikke, at vi skal forkaste teknologisk udvikling, energieffektivisering og lignende. Men det kan ikke stå alene. Det skal kombineres med et stop for de riges overforbrug og med en betydeligt mere lige og retfærdig fordeling af planetens og menneskenes rigdomme. F.eks. er det ikke nok, at vi udskifter vores benzinbiler med elbiler. Vi skal simpelthen have færre biler.
Da megen forskning desuden viser, at vi i Vesten ikke er blevet (nævneværdigt) lykkeligere af vores stærkt forøgede indkomst og levestandard siden 1950'erne, alt imens mange millioner mennesker fortsat lider af dyb fattigdom i andre dele af verden, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.
Jamen, er der stadig en dyb kløft af ulighed mellem os og andre i verden? I mange tilfælde, ja.
I 2021 ejede de 10 procent rigeste på kloden 76 procent af al rigdom, mens de fattigste 50 procent af Jordens befolkning ejede 2 procent. Fra 1995 til 2021 bemægtigede den rigeste ene procent af Jordens befolkning sig 38 procent af den samlede tilvækst af rigdom, mens de fattigste 50 procent af verdensbefolkningen fik 2,3 procent.
På denne baggrund kan det ikke overraske, at det er de rige, der bærer hovedansvaret for biodiversitetskrisen og klimakrisen. I f.eks. Danmark udleder en person fra den rigeste ene procent 10 gange så meget CO2 om året som en gennemsnitsdansker og lige så meget som 912 etiopiere tilsammen.
Konkret skal vi indføre en markant progressiv beskatning af de rigestes indkomst og rigdom. Vi skal indføre store afgifter på ikke-bæredygtige luksusvarer. Vi skal have kortere arbejdstid og mere fritid i stedet for mere i løn og højere forbrug. Vi skal droppe masseproduceret bras til fordel for langtidsholdbare produkter, omfattende genbrug, reparation, når produkterne går i stykker, og til sidst en genanvendelse af deres materialer i nye varer. I størst mulige grad.
Vi skal udfase reklamer for ikke-bæredygtige produkter/aktiviteter som fossildrevne biler, flyrejser og animalske fødevarer. Vi skal udskifte det populære BNP-indeks med et lykkeindeks og bæredygtighedsindeks og generelt redefinere det gode liv. Vi skal aktivt stabilisere og sidenhen nedbringe antallet af mennesker. Hvilket bringer os til næste punkt.
4) Reducer ad frivillighedens veje verdensbefolkningen til 2-3 milliarder mennesker
Det skal ske via oplysning om sagen, familieplanlægning, gratis prævention, fri abort, moderne skole og uddannelse til alle og styrkelse af ligestilling og menneskerettigheder. Ikke mindst skal pigers og kvinders vilkår forbedres.
Det er væsentligt, at befolkningsreduktionen sker i både rige og fattige lande verden over. Men grundene til det er forskellige.
I rige lande skal det gøres, fordi det er en meget effektiv måde at nedbringe en udledning af drivhusgasser og et forbrug af energi, råmaterialer, animalske fødevarer og tøj, der pr. person er mange gange større end i fattige lande. F.eks. kan en vestlig middelkassefamilie spare langt mere på klimakontoen ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og flyrejser.
I fattige lande skal det gøres, fordi landene ofte ikke blot er meget varme og tørre. Mange oplever tillige en kolossal befolkningsvækst. F.eks. anslår FN-rapporten World Population Prospects 2022, at befolkningstallet i Afrika syd for Sahara vil stige fra 1,15 milliarder i 2022 til 3,44 milliarder i 2100, og at befolkningstallet i Nordafrika og Vestasien vil vokse fra 549 millioner i 2022 til 945 millioner i 2100. Dertil kommer, at det typisk er de fattigste lande, der bliver hårdest ramt af den globale opvarmning.
Alt det gør det ikke blot vanskeligt at bekæmpe sult og fattigdom, men kan tværtimod føre til en eksplosion i sult, vandmangel, fattigdom, konflikter og flygtninge. Med store konsekvenser også for resten af verden.
Hvorfor en reduktion til 2-3 milliarder mennesker?
Problemet er, at omtrent halvdelen af Jordens befolkning i dag tilhører middelklassen, men allerede nu overskrider vi langt Jordens bæreevne, og det har allerede katastrofale konsekvenser for mange af Jordens arter. Det bør sige sig selv, at hvis alle mennesker skal tilhøre noget, der nærmer sig middelklassen, og hvis planetens andre arter skal overleve og trives, så er en substantiel befolkningsreduktion uomgængelig.
Spørgsmålet er basalt set: Hvad er vigtigst for os: En høj materiel levestandard eller at få en håndfuld børn? Vi kan - retfærdigvis - ikke få begge dele, sådan som verden ser ud i dag og en rum tid fremover.
5) Udskift fossile brændsler med vedvarende energi og atomenergi
Det er efterhånden en no-brainer, at vi er nødt til at udfase olie, kul og gas. Hvad der skal træde i stedet, er derimod ikke så enkelt. For mange er det indlysende svar vedvarende energi. Men træbiomasse og vandkraft, der tilsammen udgør størstedelen af verdens vedvarende energi i dag, er så problematiske – i forhold til udledning af drivhusgasser (på kort sigt) og nedbrydning af biodiversitet – at brugen af dem bør reduceres afgørende.
Sol- og vindenergi er imidlertid heller ikke helt problemfrie. F.eks. kommer det sjældent frem, at solenergi i gennemsnit lægger beslag på 133-140 gange mere plads end atomenergi, og at vindenergi i gennemsnit lægger beslag på 1.000 gange mere plads end atomenergi.
Selvfølgelig kan der være lidt natur mellem solpaneler og vindmøller. Men skal der ske en meget vidtgående og derfor meget pladskrævende omstilling til sol- og vindenergi, sådan som mange lægger op til, vil det uundgåeligt føre til forringelse eller tab af store naturområder verden over. Der er allerede mangfoldige problemer med det i dag. Og når langt mere plads til naturen er en hovedforudsætning for at bremse biodiversitetskrisen og klimakrisen, bør mange lande supplere sol- og vindenergi med atomenergi, så længe vi har højenergisamfund.
I øvrigt er atomenergi ikke farligere end sol- og vindenergi. Hvor kul forårsager 24,6 dødsfald, og olie forårsager 18,4 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer, forårsager vindenergi 0,04 dødsfald, atomenergi 0,03 dødsfald og solenergi 0,02 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer.
Atomenergiforsker Bent Lauritzen fra Danmarks Tekniske Universitet har opsummeret energisituationen på denne vis: ”alle autoritative internationale organisationer peger på, at vi ikke kommer igennem den grønne omstilling uden at bruge alle tilgængelige teknologier – også atomkraft.” Dermed henviser Lauritzen til bl.a. EU, FNs Klimapanel og Det Internationale Energiagentur.
6) Lav en grøn reform af skole- og uddannelsessystemet
Alle børn og unge skal have indsigt i biodiversitetskrisen og klimakrisen og i deres årsager og løsninger. Fortrolighed med natur, klima og bæredygtighed bør være et lige så centralt mål som fortrolighed med at læse, skrive og regne. Og det bør være et mindst lige så vigtigt dannelsesfelt som demokrati og menneskerettigheder. Konkret bør vi oprette et fag med navnet Natur, klima og bæredygtighed og gøre det obligatorisk på alle klassetrin i folkeskolen, gymnasiet og erhvervsskoler.
7) Udbred økocentriske verdenssyn, værdier og rettigheder
Længe har vi mennesker betragtet os selv som planetens centrum, der har en fødselsret til at udnytte andre livsformer og udvide vores herredømme, som det passer os. Vores antropocentriske (menneskecentrerede) imperialisme har mundet ud i Antropocæn, Menneskehedens Tidsalder, som det berømte BBC-ikon David Attenborough har beskrevet på denne vis: ”Dette er nu vores planet styret af mennesker for mennesker.”
Det går imidlertid ikke særlig godt. De planetære kriser, vi har skabt, truer i stigende grad basale eksistensbetingelser på kloden. Derfor er det på høje tid, at vi udskifter vores artsmæssige selvforgudelse med økocentrisme. Ifølge sidstnævnte, der bygger på moderne biologiske videnskaber, er vi mennesker i familie med alle arter på Jorden. Og naturens andre livsformer og økosystemer har værdi i sig selv og dermed en eksistensberettigelse, der er uafhængig af, om de tjener os mennesker eller ej.
Det betyder, at menneskearten blot er ét blandt mange andre medlemmer af et gigantisk planetært bofællesskab. Det betyder også, at andre arter ikke kan reduceres og fremmedgøres til blotte og bare ‘ressourcer’ for os. De er meget mere end det, f.eks. i utallige tilfælde følende, bevidste og intelligente individer med egen kultur.
Derfor er der flere og flere, der slår til lyd for, at FN - som sidestykke til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder - bør udstede en Verdenserklæring om Naturens Rettigheder, der bør indføres i forfatninger og love verden over. Processen er begyndt flere steder, bl.a. i Ecuador, Bolivia og New Zealand. Men der er langt igen.
Forandringer af en så omfattende art, som dette essay lægger op til, vil uundgåeligt vække modstand. Erfaringsmæssigt vil mange have fokus på de ting, som de frygter at miste, hvis vi skal foretage en grøn transformation af samfundet. Men sagen er, at hvis vi ikke foretager den, er der reel risiko for, at vores efterkommere vil miste alt, hvad vi har, ja, kronjuvelen par excellence: En leveværdig og i sidste ende en beboelig planet.
Sandheden er derfor, at et grønt systemskifte vil give noget langt mere væsentligt, end det måtte tage.
Således vil det være en afgørende mulighed for at redde vores børns fremtid; for at give naturen så meget plads, at dens myriader af forskellige livsformer vil overleve og trives; for at få naturskove og vildtvoksende træer tilbage i stor stil; for at komme af med kulkraftværker, olieboreplatforme og anden storforurenende industri; for at stoppe den tingsliggørelse og mishandling af bevidste, følende dyr, som industriel dyreproduktion hyppigt repræsenterer; for at tilvejebringe ren luft, ren jord og rent vand; for at få en grøn grundlov; for at afskaffe sult og fattigdom og fordele Jordens rigdomme langt mere retfærdigt end i dag; for at tage afsked med den massekonsumerisme, der beviseligt ikke gør os lykkeligere, men smadrer vores biosfære; for at vi kan få mere fritid, mere tid til hinanden, mere tid til vores børn og et betydeligt mere stressfrit liv. Kort sagt, for at stoppe et socialt og økologisk uretfærdigt og nedbrydende samfundssystem og genetablere vores blågrønne planet med nok til alt levende.
En sådan fremtid lyder måske som et virkelighedsfjernt utopia, men det er den ikke. Den er fuldt ud realisabel, hvis – og det er naturligvis et afgørende hvis – der er tilstrækkeligt mange, der ønsker den.
Det tror jeg, der er. Så forskellige er vi heller ikke.
Lav grønt folkeoprør
Jeg er imidlertid også overbevist om, at den nuværende generation af politiske magthavere vil fortsætte med at stille sig på tværs. Deres politik bygger nemlig på et ægteskab med et erhvervsliv og landbrug, der igen og igen og igen sætter økonomisk vækst over en bæredygtig planet. På trods af tusindvis og atter tusindvis af forskeres advarsler om de katastrofale, for ikke at sige apokalyptiske, konsekvenser af det.
Senest har klimarådet dumpet den danske regerings klimapolitik for tredje gang i træk. Dermed har vores politiske magthavere igen og igen og igen vist, at de ikke vil levere deres bidrag til at løse vor tids allerfarligste trussel. Dermed svigter de igen og igen og igen deres mest fundamentale forpligtelse: At beskytte landets borgere. Og dermed har de igen og igen og igen brudt den sociale kontrakt mellem regeringen og folket.
Og nu kan vi ikke vente længere med at igangsætte de livsnødvendige samfundstransformationer.
Derfor vil jeg i henhold til Straffelovens §14 om nødret opfordre alle, der sætter en bæredygtig planet over økonomisk vækst: Lav grønt folkeoprør. Gør alt, hvad der ved hjælp af fredelige metoder er nødvendigt for at stoppe vores dødsensfarlige kurs. Demonstrer, protester, lav blokader, nedlæg arbejdet, sæt nøgledele af samfundet i stå.
Når vores politiske magthavere ikke vil følge videnskaben, er vi nødt til at presse dem til det på denne måde. Eller til at gå af til fordel for nogle, der vil.
Det kan faktisk kun gå for langsomt. Ifølge forskere verden over kan de næste par årtier få afgørende betydning for vores fremtid på kloden. Intet mindre.