Nyheder
Anmeldelse af Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden
Af Jacob Westergaard Madsen,
foreningsdirektør i Andelsgaarde, i Information
UDDRAG
"Den narcissistiske psykopat lider af destruktivt og selvdestruktivt storhedsvanvid. På samme måde har menneskeheden sat sig op på en piedestal i det antropocentriske verdensbillede, hvor alting drejer sig om menneskets behov, mens resten af verden blot ses som ressource og affaldsdepot.
Sammenligningen er en af mange i Jens-André P. Herbeners nye bog Økokrati. En anden kalder menneskets kolonisering og udbytning af planeten den største massevoldtægt, der har fundet sted. Det er hårde ord. Men efter endt læsning tænker man, at det egentlig er ganske passende billeder på den måde, mennesket i stigende grad har gjort naturen og andre levende væsener til noget, der blot skal udnyttes for at tilfredsstille menneskets eget stigende og umættelige forbrug.
Det er de forbundne klima- og biodiversitetskriser, der er i centrum i Herbeners bog. Problemet er, at vi mennesker fylder alt for meget, så der ikke er plads til natur og andre arter. Det er resultatet af to former for vækst: Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og vi forbruger mere og mere, hvilket i sig selv lægger pres og beslag på naturen – udvinding af materialer, transport, energi, kødforbrug (animalsk baseret landbrug er enormt pladskrævende).
Selv hvis vi formår at nedbringe forbruget, bliver den lille forbedring ædt op af befolkningstilvæksten. Og begrebet grøn vækst, som mange sætter deres lid til som vejen ud af problemerne, får en skarp, og forskningsmæssigt underbygget, kritik for ikke at nedbringe presset på kloden.
Der er derfor behov for et paradigmeskift, væk fra det antropocentriske til det økocentriske, som ser mennesket som en del af naturen, ikke som adskilt fra den. Moderne biologi har påvist, at mennesker og andre arter ikke er væsensforskellige, og naturen er et komplekst, kommunikerende netværk, hvor alt hænger sammen og er indbyrdes forbundet. Naturen skal respekteres og tilskrives værdi i sig selv, men ydermere udgør økosfæren menneskets – og alle andre arters – eksistensbetingelse, hvorfor mennesket også har en egeninteresse i at passe på den. (…)
Bogen bevæger sig på den store klinge, men det er også tiltrængt med en samlet oversigt over problemernes enorme omfang, og hvad det kræver at løse dem.
Præsenteret for problemernes omfang føler mange nok trang til at råbe det ud til hele verden. Men Herbener har i stedet samlet meget af den tilgængelige viden i form af rapporter, artikler og bøger og kombineret den med egen baggrund i religionshistorie i en (lige vel) lang, grundig bog. Den er bygget op i fem dele, som kommer vidt omkring og også giver forskellige læseoplevelser.
Første del er en opsummering af den internationale forskning omkring klima- og biodiversitetskriserne, og den kræver stamina at komme igennem. Dels fordi status på klodens tilstand er ulidelig i sig selv, og hvis man genkender fornemmelsen af forstemthed ved at læse en enkelt avisartikel, der opsummerer den seneste, bekymrende forskning på området, skal man forestille sig denne artikel være over 70 sider lang. Det føles som at få tæsk med en våd IPCC-rapport. (…)
Herbener er religionshistoriker, og det mærkes tydeligt i bogens anden del. Her gennemgår han problemernes dybereliggende årsager, nemlig det antropocentriske verdensbilledes og vækstsamfunds rødder: De antropocentriske revolutioner i form af først landbrugsrevolutionen (menneskets udlægning af store arealer til produktion efter jæger-/samlersamfundene), siden den religiøse revolution (de store monoteistiske religioners adskillelse af menneske og natur), den videnskabelige revolution (det mekanistiske syn på naturen som objekt), den industrielle revolution (udnyttelsen af naturen og fossil afbrænding), den kapitalistiske revolution (fortællingen om forbrugerisme som vejen til lykke) samt den neoliberalistiske revolution (den totale mangel på regulering).
Hvor antropocentrismen på et tidspunkt var en evolutionær fordel, er den det ikke længere; udviklingen er kommet ud af proportioner, og naturen truer med at vende sig mod mennesket, for eksempel når vi spiser fisk fyldt med kemikalier, pesticider og plastik, som stammer fra vores hverdagsforbrug. Med Herbeners ord: »Karmalovens boomerang er vendt tilbage.«
De antropocentriske revolutioner skal afløses af en ny revolution: overgangen til et økocentrisk verdensbillede, et økokrati, hvor menneskets rettigheder suppleres med respekt og rettigheder til naturen og andre levende væsener.
Del 3 gennemgår økocentrismen og viser, hvordan moderne biologi har påvist dyrs evne til lidelse, social interaktion og kompleks problemløsning, hvilket står i skarp kontrast til den manglende respekt for dyrene, specielt i det industrialiserede landbrug, som beskrives som decideret dyremishandling. Økocentriske pionerer som blandt andet biologen Charles Darwin, zoologen Jane Goodall og filosoffen Arne Næss har haft forskelligt fokus, men markerer hver især en udvidelse af den etiske cirkel fra hvide, formuende, heteroseksuelle mænd til kvinder, til sorte, til religiøse mindretal, til andre seksualiteter – til den ikkemenneskelige del af naturen på jorden. (…)
Vi har haft viden om problemerne i så mange år, hvor intet er sket, at det er et politisk svigt. Der kan derfor være behov for et fredeligt, grønt folkeoprør, som er fokus for bogens sidste del. Det kan legitimeres i politisk filosofi: den sociale kontrakt er brudt, derfor er det på sin plads med et oprør med det formål at indsætte nogle magthavere, som på folkets vegne vil tjene naturen og det fælles frem for profitten. De basale eksistensbetingelser, ikke kun for mennesker, men talrige andre arter, er truet på grund af mangelfuld handling. (…)
Valget står mellem det politisk utænkelige og det fysisk livsnødvendige. Og det handler igen om den måde, vi ser verden på – for det former også den måde, vi behandler den på.
Alt er på spil i Herbeners bog."
Anmeldelse af Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden
Af Freddy Hagen,
cand.mag. i moderne kunst- og kulturformidling, i Netavisen Pio
"Det er noget af en mobbedreng denne bog. Og den er samtidig tyngende på alle tænkelige måder,
byggende på et utal af citater og opgørelser over planeten Jordens tilstand. Det er ikke behagelig læsning, men alligevel synes indholdet i bogen nødvendigt, selvom erkendelserne er næsten ubærlige.
Det handler om vores klima og natur, og det virker som om, at bogen har det meste med. Vi er vant til at læse om det hele i medierne, fragmentarisk og løsrevet fra hinanden, men meget sjældent i en mere sammenhængende kontekst.
Vi taler konstant om forurening af luften, af havet og af jorden. Vi taler om fossile brændstoffer og om
alternativ energi. Vi taler om vækstfilosofi og om grøn omstilling. Indimellem taler vi også om befolkningstilvækst, om en radikal omstilling i landbruget og om decimering af naturens diversitet.
Det er kun sjældent, at alle disse parametre holdes op imod hinanden, og derved sættes i skak.
Alle ved, at temperaturerne ikke må stige alt for meget, hvis vi skal kunne forestille os et liv på denne
planet, der bare nogenlunde svarer til det nuværende. Vi ved også, at det handler om at reducere udledning af CO2. Men hvis befolkningstilvæksten stiger, rydning af naturområder fortsætter og anvendelse af stort set alle nuværende energiformer fortsætter, så peger alle prognoser på, at der snarligt vil ske noget ganske drastisk. En sådan udvikling er under alle omstændigheder skæv og foruroligende.
Og på den baggrund forsøger de fleste af os at holde fast i de halmstrå, der ligger ligefor. Nogen fæstner deres lid til teknologi, andre til udbredelsen af alternativ energi, men de færreste gør sig
egentlig begreb om, hvor radikal en sådan vending i virkeligheden skal være.
Forestil dig for eksempel, at man finder et alternativ til forbrænding af fossile brændstoffer, og derfor kan fortsætte med at skabe mere vækst og forbruge mere, uden at temperaturen stiger. Selv sådan et scenarie er problematisk eftersom forarbejdede ‘ting’, astfalt, beton, plastik osv., har nået et omfang, hvor dets vægt overstiger vægten af egentlig ‘natur’.
I ‘Økokrati’ forsøger Jens-André P. Herbener at redegøre for, at det slet ikke er nok bare at dreje på de
enkelte hjul i omstillingsprocessen, men at det er nødvendigt at sætte det hele i gang samtidig.
Problemet er, at hvis befolkningstilvæksten stiger, så skal omstillingen i landbruget foregå mere radikalt, og der vil samtidig komme meget mere pres på naturressourcerne.
Og den alternative energi er ikke et nulsumspil, dvs. at dæmninger, vindmøller og andre former for forsøg på dennes udbredelse og anvendelse, også gør indgreb i naturen, der igen er forudsætningen for at temperaturen forbliver nogenlunde lav. Jens-André P. Herbener er derfor fortaler for et radikalt opgør med vækstfilosofien, og det som han kalder for det antropocentriske verdensbillede, hvor mennesket har forrang fremfor andre dyr og naturen.
Han agiterer for, at meget mere land skal udstykkes til genoprettelse af natur, at atomenergi, kombineret med alternativ energi er løsningen, og at landbruget skal omlægges til plantebaseret produktion.
Samtidig vil han have et opgør med økonomisk ulighed, for at komme vækstøkonomien til livs, og
grundlæggende mener han, at det er verdens hastigt stigende middelklasse, der ikke kan oppebæres af den planet, vi bebor.
Forbruget er under alle omstændigheder for højt, og der findes ikke et quick fix, der kan ændre ved det. Men han mener, at disse tiltag er nødvendige, og at vi alle skal indstille os på et paradigmeskifte
Desforuden er han fortaler for, at natur og dyr skal have lige rettigheder med mennesket, hvilket helt
grundlæggende er en kolossal udfordring for selve demokratiets opbygning.
Men han mener, at disse tiltag er nødvendige, og at vi alle skal indstille os på et paradigmeskifte, for at redde os selv og hele verdens økologiske balance.
Interessant er det også, at han læser tænkningens historie ud fra idéen om menneskets forrang og derfor skelner mellem et før og et efter dette perspektiv. Og at han kan påpege, at denne idé om at naturen og andre dyr kun er til for os, faktisk udgør en forsvindende lille del af menneskehedens samlede historiske gang på jorden. Og det værste af det hele er, at han ikke er ene om at mene alt dette. Bogen vidner om dette med et utal af kilder og referencer.
Han kalder sit alternativ for økokrati, og selvom meget tyder på, at udfordringerne kommer, er det
ekstremt tvivlsomt om disse radikale tiltag overhovedet er ladsiggørlige.
Men bogen er oplysende og ser umiddelbart ud til at være den eneste korrekte tilgang, det med at stille samtlige negative prognoser for den nærmeste fremtid op overfor hinanden, eftersom et tiltag i hvert fald ikke ser ud til at kunne ændre det store.
Men omfattende er det, og man bliver svimmel af læsningen. Alligevel sidder man tilbage med den
fornemmelse, at vi ikke kan lukke øjnene for disse mange tal og prognoser.
Man behøver ikke at se på forholdene, ligesom Jens-André P. Herbener gør det, for at få noget ud af at læse bogen. Dens mange henvisninger er betydelig læsning i sig selv.
Men godt ser det bestemt ikke ud."