Naturen mangler plads. Store arealer med sammenhængende plads. Det understreger eksperter igen og igen.

​

Hvis den globale biodiversitetskrise skal løses, skal naturen have meget mere plads end i dag. Det indebærer grundlæggende, at vi skal beskytte den resterende vilde natur, og at vi mange steder skal genskabe vild natur, hvor vi har ødelagt eller forringet den. Målet er, at naturen i langt højere grad får lov til at udfolde sig på egne vilde præmisser uden intensive menneskelige aktiviteter i form af moderne landbrug, industri, skovhugst og urbanisering.

 

Hvor meget plads drejer det sig konkret om?

​

Spørger man biologer om, hvor meget der skal til for at sikre en regions eller et stort økosystems biodiversitet, svarer de typisk, at der skal afsættes mellem 25 til 75 procent af arealet. Ifølge en artikel i tidsskriftet Nature Ecology and Evolution (2021) ville en beskyttelse af de 30 procent bedst placerede områder på land kunne bevare godt 81 procent af Jordens landlevende arter. Skulle al planetens biodiversitet på land sikres, skulle vi beskytte mindst 70 procent.

​

Ifølge den nok mest udbredte opfattelse skal omkring 50 procent af Jordens landareal og havareal beskyttes for at sikre hovedparten af dens biodiversitet, og det skal være med særlig fokus på områder med stor biodiversitet og truede arter.

 

De 50 procent er et globalt gennemsnit. Det indebærer, at man nogle steder vil være nødt til at afsætte mere plads, mens man andre steder kan nøjes med mindre. Det afhænger bl.a. af beskyttelsesgraden, naturtyperne, og hvor truede et områdes arter er.

​

Opfattelsen har sine rødder i begyndelsen af 1990’erne, men begyndte først at få momentum, da Edward O. Wilson (d. 2021), der er tidligere verdensberømt professor ved Harvard University og dobbeltvinder af Pulitzerprisen, i 2016 udgav bogen Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Ifølge den skal mindst halvdelen af Jordens land og hav beskyttes i naturreservater, hvis vi vil redde 85 procent af Jordens arter. Vi kan redde endnu flere, hvis vi inden for denne halvdel inkluderer de hotspots, hvor der findes det største antal truede arter på Jorden. 

 

Med halvdelen af Jorden henviser Wilson ikke til den ene hemisfære eller hele kontinenter, men til et patchwork af store og helst forbundne naturreservater verden over. Tilsammen skal de udgøre en ’ark’, hvor størstedelen af Jordens liv kan overleve.

​

I kølvandet på Wilsons visionære forslag slog en gruppe forskere i 2019 til lyd for en Global Deal for Nature. Første milesten skulle være beskyttelsen af mindst 30 procent af Jordens natur plus 20 procents ”klimastabiliseringsområder”, dvs. underlagt ”andre effektive arealbaserede naturbevarelsestiltag” end beskyttelse, i 2030. Næste milesten i aftalen skulle være beskyttelsen af mindst 50 procent af Jordens areal i 2050 og en sikring af, at mange af de beskyttede naturområder er forbundne.

​

Kravet om at afsætte 50 procent af Jordens areal til vild(ere) natur støttes i dag af en lang række forskere, grønne organisationer, foreninger og naturbevarelsesforkæmpere og har udmøntet sig i den såkaldte Nature Needs Half-bevægelse. Vigtige hjemmesider er eowilsonfoundation.org, natureneedshalf.org, globaldealfornature.org og oneearth.org.

​

En kernepointe hos eksperter er, at en omfattende beskyttelse af Jordens land, ferskvand og have ikke blot er en afgørende forudsætning for at bremse den globale biodiversitetskrise, men også for at bremse den globale klimakrise. Store områder med vild natur er nemlig ikke blot en nøgleforudsætning for at bevare Jordens arter og vitale økosystemtjenester, men også for at suge store mængder CO2 ud af atmosfæren.

​

I realiteten er 1,5 grads global opvarmning en kritisk tærskel for både Jordens klima og
biodiversitet. Overstiger den globale gennemsnitstemperatur denne tærskel – og det er allerede ved at ske – vil katastrofale klimaforandringer ikke kunne undgås, og mange af naturens økosystemer vil gå i opløsning.

​

Internationale tiltag

Der er flere tegn på, at institutioner og folk på højt internationalt plan vil prioritere at beskytte eksisterende vild natur og i en del tilfælde genskabe den, hvor den ikke længere findes. I alt fald på papiret.

 

F.eks. har FNs Generalforsamling erklæret 2021-2030 for United Nations Decade on Ecosystem Restoration, der vil samle ”verden bag et fælles mål om at forhindre, standse og vende økosystemernes nedgang verden over.” Genoprettelsen beskrives som en fundamental forudsætning for at opfylde FNs Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, især dem, der angår klimaforandringer, fattigdom, fødevaresikkerhed, vand og biodiversitet.

 

I 2020 fremsatte EU-kommissionen et forslag til en Biodiversity Strategy for EU. Målet er, at mindst 30 procent af landjorden og af havene i EU-landene afsættes til beskyttet natur i 2030, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet.

 

I begyndelsen af 2022 anbefalede anden del af FN-klimapanelets sjette hovedrapport, at 30-50 procent af Jordens landareal og havareal skal gøres til genstand for effektiv naturbeskyttelse.

 

I slutningen af 2022 skete noget spektakulært. Under FNs biodiversitetskonference COP15 blev 196 lande (Danmark inklusive) i Canada enige om en ny Global Rammeaftale for Biodiversitet (den såkaldte Kunming-Montreal-aftale). Ifølge den skal mindst 30 procent af Jordens land og hav være effektivt beskyttet i 2030, især de områder, der har særlig betydning for biodiversitet og økosystemfunktioner og -tjenester.

 

Den Globale Rammeaftale for Biodiversitet fra COP15 er blevet hyldet som "historisk", "naturens Parisaftale" og lignende. Det afgørende spørgsmål er naturligvis, om aftalen vil blive omsat til virkelighed.

​​

I betragtning af, at ingen af de noget mere beskedne FN-mål for verdens biodiversitet, der i Aichi i Japan i 2010 blev fastsat for 2011-2020, er blevet indfriet, og i betragtning af, at vi i dag har et endnu større forbrug af mange ting end i 2010, har en endnu større middelklasse end i 2010, har en endnu større udledning af drivhusgasser end i 2010, er over en milliard flere mennesker end i 2010 og fortsat sætter økonomisk vækst over bæredygtighed, er det meget svært at forestille sig, at COP15-aftalen skulle blive en højst tiltrængt game changer. Men selv hvis den mod forventning skulle blive realiseret, ville 30 procent langtfra være nok til at redde hele verdens biodiversitet.

 

Det skal understreges, at en afsættelse af 50 procent af Jordens areal til beskyttet natur ikke betyder, at natur i de andre dele af verden bør nedprioriteres. Tværtimod bør natur også her opprioriteres på mangfoldige måder.

​

Heldigvis er der også et betydeligt uudnyttet potentiale for naturbevarelsesområder og
naturbevarelsesmåder på de menneskedominerede dele af kloden. Det drejer sig om f.eks.
militærøvelsesterræner, jagtreservater, statslige jorde, produktionsskove, græsmarker,
nationalparker, søer, vandhuller, landbrugsjord af ringe kvalitet, levende læhegn, brakjord, krat, åer, gamle træer, damme, hække, haver, vejrabatter og grøftekanter.

 

Jo vildere og større, de får lov at være, jo bedre.

​

Samtidig bør man have fokus på at etablere flere regenerative landbrug, bygge langt flere korridorer (der dog skal være meget bredde og store for at virke), langt flere faunatunneler under og faunabroer over befærdede veje til vilde dyr, nedlægge veje, der fragmenterer naturområder, ikke anlægge nye veje og slet ikke gennem naturområder, skrotte de fleste dæmninger, indrette langt grønnere byer og indføre juridiske naturrettigheder over hele verden. 

 

Endelig bør halvjordsforslaget, som denne side også viser, kompletteres af en række andre vidtgående reformer af verdens samfund, bl.a. en totalomstilling til ikke-fossile energiformer, en markant formindskelse og omfordeling af menneskenes forbrug, en grøn fødevarerevolution og en frivillig reduktion af menneskenes antal. For hvad menneskene foretager sig i dag, har stor indflydelse på hele planeten.

 

Som de to amerikanske miljøforskere Erle C. Ellis og Zia Mehrabi har udtrykt det:

​

”At standse tabet af biodiversitet på ’naturens halvdel’ er ikke muligt uden en succesfuld
miljømæssig styring af den ’menneskelige halvdel’ … At afsætte halvdelen af Jorden til natur er uundgåeligt et heljordsprojekt.”

​

Nationale tiltag

I Danmark har vi næsten ingen vild natur tilbage. Faktisk er det kun 1,6 procent af landarealet og 1,9 procent af havarealet, der kan betegnes som beskyttet vild natur. Derfor befinder landets biodiversitet sig i en elendig tilstand, og derfor er der reel fare for, at store dele af de vilde dyr, planter og svampe vil uddø fra landet.

 

En af de mest løfterige forslag til at få vendt afviklingen af vild natur herhjemme, ja, til et regulært systemskifte i landets naturforvaltning, er blevet fremsat af idéhistoriker og ekspert i biodiversitet og naturnationalparker Rune Engelbreth Larsen. I bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) kom han med et grundigt forslag til oprettelsen af 35 naturnationalparker. De skal anlægges på statens jorde, så man styrer uden om de fleste af de hidtidige konflikter mellem landbrugets og naturens interesser, og så skal de have særligt fokus på at beskytte sjældne og truede arter og økosystemer. I bogen Danmarks genforvildede natur (2020) tog han tråden op på ny og viste bl.a., hvordan man på blot få år kan anlægge 15 naturnationalparker. 

 

Inspireret heraf blev der i slutningen af 2020 indgået en politisk aftale om mere natur i Danmark. Det blev besluttet at afsætte 888 millioner kroner i 2021-2024 til bl.a. knap 75.000 hektar urørt skov og etableringen af 13 naturnationalparker (ud over de to, der allerede var planlagt), og det skal være på statens jorde. Samlet set vil naturområderne udgøre lidt under 2,5 procent af Danmarks landareal. 

​​

Som vist vil dette langtfra være tilstrækkeligt til at vende biodiversitetskrisen herhjemme. Biodiversitetsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Verdens Skove har derfor foreslået, at der vedtages en lov om biodiversitet, der skal medføre en langt større udvidelse af Danmarks naturareal. I tråd med internationale mål i EU's Biodiversitetsstrategi og Den Globale Rammeaftale for Biodiversitet, som Danmark har tilsluttet sig, skal loven sikre, at 30 procent af Danmarks areal både på land og i havet afsættes til beskyttet natur i 2030, heraf en tredjedel strengt beskyttet natur.

​

Biodiversitetsrådet har i forlængelse heraf udarbejdet et bud på en konkret ”arealplan” for, hvilke landområder i Danmark der bør beskyttes for at sikre hovedparten af biodiversiteten. I alt drejer det sig om 30 procent af landets areal, hvoraf 20 procent skal bestå af store sammenhængende naturområder på mindst 500 hektar. De resterende 10 procent skal bestå af mindre naturområder, der bl.a. skal være med til at fremme forbindelser mellem de store naturområder på tværs af landet.

​​

Ifølge den siddende regerings grundlag fra december 2022 skal der indføres en samlet lov om natur og biodiversitet i Danmark, der skal "bidrage til EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 pct. af EU's areal til lands og til havs skal være beskyttet natur, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur." Desuden slår grundlaget fast, at der – ud over de 15 naturnationalparker, der allerede er vedtaget – kan "udpeges yderligere op til fem områder", hvor naturnationalparker kan etableres.

​​

En meget omdiskuteret aftale fra 2024 fortjener en lidt længere kommentar. 

​

I november 2024 blev en såkaldt Aftale om et Grønt Danmark - også kaldt Den Grønne Trepartsaftale - vedtaget i Folketinget. Dens hovedformål er dels at rejse 250.000 hektarer ny skov og at udtage 140.000 hektarer kulstofrige lavbundsjorde, dels at reducere udledningen af kvælstof og drivhusgasser fra landbruget. Som en del af aftalen skal der etableres 22 naturnationalparker, der repræsenterer det vigtigste virkemiddel til at beskytte og fremme biodiversitet.

​

De ansvarlige (regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening) for Aftale om et Grønt Danmark fremhæver, at aftalen vil ”bidrage til et godt vandmiljø, sænke klimabelastningen og samtidig give langt mere plads til naturen og bedre vilkår for biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse.” 

​

Sandheden er imidlertid ifølge en række eksperter, at Aftale om et Grønt Danmark på flere nøgleområder gør alt for lidt.

​

F.eks. har flere grønne organisationer rettet en hård kritik af aftalens afgift på CO2e-udledninger fra husdyr: 120 kr. pr. ton i 2030 og 300 kr. pr. ton i 2035. Klimabevægelsen har beskrevet afgiften på denne måde: ”For lav. For sent. For lidt omstilling. For dyrt for danskerne. Klimaet blev svigtet i den grønne trepart.” Kort sagt, burde afgiften have været langt højere, hvis den skal kunne animere landbruget til den omfattende reduktion af dets produktion af animalske fødevarer, der er bydende nødvendig, når dets belastning af klima, natur og miljø skal reduceres på afgørende og effektiv vis.

​

Cheføkonom Torsten Hasforth fra tænketanken Concito har karakteriseret aftalen som ”et skridt i den rigtige retning. Men vi er ikke færdige. Det animalske forbrug skal reduceres markant. Det ligger overhovedet ikke i den grønne trepart.”

​

Et andet væsentligt problem er, at ud af de 250.000 hektarer ny skov skal kun 100.000 hektarer være urørt skov. Dermed bidrager de kun med godt 2 procent til at nå de mindst 30 procent af Danmarks landareal, der skal beskyttes, hvis vi skal bremse biodiversitetskrisen herhjemme. De resterende 150.000 hektarer af de 250.000 hektarer ny skov skal være produktionsskov. Men ”dyrket skov” er, som professor i naturgenopretning Rasmus Ejrnæs har påpeget, ”på mange måder lige så katastrofalt som dyrkede marker … skovbrug hører til blandt de største trusler mod biodiversitet.”  

 

Et tredje alvorligt problem er, som bl.a. Greenpeace har pointeret, at eftersom den anseelige reduktion af Danmarks landbrugsareal (15 procent af dets nuværende areal), som Aftale om et Grønt Danmark skal medføre, ikke vil blive modsvaret af en tilsvarende reduktion af husdyrproduktionen, vil vi fremover blive nødt til at importere endnu mere dyrefoder. Men det vil være betinget af, at man rydder naturområder andre steder på planeten, f.eks. ekstremt biodiversitær regnskov i Sydamerika. Med professor i bæredygtighed Jannick Schmidts ord ”giver det ikke mening at genopbygge natur i Danmark for at rydde originale naturområder andre steder i verden. Så ødelægger vi mere, end vi redder.”

 

Et yderligere problem er, at rydningen af natur til fordel for landbrug udleder betydelige mængder drivhusgasser. Så mens Aftale om et Grønt Danmark skønnes at kunne medføre en reduktion af udledningen af drivhusgasser i Danmark, vil den forøge udledningen af drivhusgasser i andre dele af verden.

​

At flytte problemer fra Danmark til andre verdensdele er naturligvis ikke at løse problemerne. Det er at flytte rundt på dem, i værste fald at forstærke dem. Ude af øje er desværre ikke ude af klima og natur.

 

Carsten Rahbek, der er professor, leder af Center for Macroecology, Evolution og Climate, Københavns Universitet, har karakteriseret Aftale om et Grønt Danmark på denne måde: ”Aftalen er langt fra god nok for klimaet, og den er skod for naturen. Havde man tænkt på biodiversiteten, havde aftalen set helt anderledes ud.”

 

Konklusionen er, at den danske regering endnu langtfra lever op til Kunming-Montreal-aftalen fra 2022 (jf. ovenfor). Her forpligtende den sig ellers til at opdatere og revidere vores nationale handlingsplan for biodiversitet inden COP16 i oktober 2024 med henblik på at vise, hvordan Danmark vil bidrage til at opfylde denne aftale. Men det er i al væsentlighed ikke sket.

 

Ifølge Biodiversitetsrådet er handlingsplanen "desværre utilstrækkelig, da den ikke følger de guidelines, der er i Kunming-Montreal-aftalen, ikke sætter konkrete nationale mål eller forholder sig til, hvordan Danmark skal nå målene. Det efterlader således fortsat Danmark langt fra målopnåelsen.” Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er regeringens ”Handlingsplan for naturen strippet for handling.”

 

Status er, at Danmarks natur til lands og til vands fortsat befinder sig i dyb krise. Det er altså alt for tidligt at læne sig tilbage og tænde økocigaren. Der er taget et par første vigtige spadestik til skabelsen af et vildere naturdanmark, men ikke mere end det. Kampen for at bremse biodiversitetskrisen herhjemme skal derfor fortsætte usvækket og målrettet. Vi er endnu meget langtfra i mål.

​​

Det gælder i høj grad også globalt. 

​​​​​

​​

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.