Afsæt halvdelen af verden til vild natur
Naturen mangler plads. Store arealer med sammenhængende plads. Det understreger eksperter igen og igen.
Hvis den globale biodiversitetskrise skal løses, skal naturen have meget mere plads end i dag. Det indebærer grundlæggende, at vi skal beskytte den resterende vilde natur, og at vi mange steder skal genskabe vild natur, hvor vi har ødelagt eller forringet den. Målet er, at naturen i langt højere grad får lov til at udfolde sig på egne vilde præmisser uden intensive menneskelige aktiviteter i form af moderne landbrug, industri, skovhugst og urbanisering.
Hvor meget plads drejer det sig konkret om?
Spørger man biologer om, hvor meget der skal til for at sikre en regions eller et stort økosystems biodiversitet, svarer de typisk, at der skal afsættes mellem 25 til 75 procent af arealet. Ifølge en artikel i tidsskriftet Nature Ecology and Evolution (2021) ville en beskyttelse af de 30 procent bedst placerede områder på land kunne bevare godt 81 procent af Jordens landlevende arter. Skulle al planetens biodiversitet på land sikres, skulle vi beskytte mindst 70 procent.
Ifølge den nok mest udbredte opfattelse skal omkring 50 procent af Jordens landareal og havareal beskyttes for at sikre hovedparten af dens biodiversitet, og det skal være med særlig fokus på områder med stor biodiversitet og truede arter.
De 50 procent er et globalt gennemsnit. Det indebærer, at man nogle steder vil være nødt til at afsætte mere plads, mens man andre steder kan nøjes med mindre. Det afhænger bl.a. af beskyttelsesgraden, naturtyperne, og hvor truede et områdes arter er.
Opfattelsen har sine rødder i begyndelsen af 1990’erne, men begyndte først at få momentum, da Edward O. Wilson (d. 2021), der er tidligere verdensberømt professor ved Harvard University og dobbeltvinder af Pulitzerprisen, i 2016 udgav bogen Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Ifølge den skal mindst halvdelen af Jordens land og hav beskyttes i naturreservater, hvis vi vil redde 85 procent af Jordens arter. Vi kan redde endnu flere, hvis vi inden for denne halvdel inkluderer de hotspots, hvor der findes det største antal truede arter på Jorden.
Med halvdelen af Jorden henviser Wilson ikke til den ene hemisfære eller hele kontinenter, men til et patchwork af store og helst forbundne naturreservater verden over. Tilsammen skal de udgøre en ’ark’, hvor størstedelen af Jordens liv kan overleve.
Kravet om at afsætte 50 procent af Jordens areal til vild(ere) natur støttes i dag af en lang række forskere, grønne organisationer, foreninger og naturbevarelsesforkæmpere og har udmøntet sig i den såkaldte Nature Needs Half-bevægelse. De vigtigste hjemmesider er half-earthproject.org, natureneedshalf.org, globaldealfornature.org og oneearth.org.
En kernepointe hos eksperter er, at en omfattende beskyttelse af Jordens land, ferskvand og have ikke blot er en afgørende forudsætning for at bremse den globale biodiversitetskrise, men også for at bremse den globale klimakrise. Store områder med vild natur er nemlig ikke blot en nøgleforudsætning for at bevare Jordens arter og vitale økosystemtjenester, men også for at suge store mængder CO2 ud af atmosfæren.
I realiteten er 1,5 grads global opvarmning en kritisk tærskel for både Jordens klima og
biodiversitet. Overstiger den globale gennemsnitstemperatur denne tærskel – og det kan snart ske – vil katastrofale klimaforandringer ikke kunne undgås, og mange af naturens økosystemer vil gå i opløsning.
Internationale tiltag
Der er flere og flere tegn på, at institutioner og folk på højt internationalt plan vil prioritere at beskytte eksisterende vild natur og i mange tilfælde genskabe den, hvor den ikke længere findes.
I alt fald på papiret.
EU-kommissionen fremsatte i 2020 et forslag til en biodiversitetsstrategi for EU. Dens mål er, at mindst 30 procent af landjorden og af havene i EU-landene afsættes til beskyttet natur i 2030, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet.
I første del af 2022 anbefalede anden del af FN-klimapanelets sjette hovedrapport (2022), at 30-50 procent af Jordens landareal og havareal skal gøres til genstand for effektiv naturbeskyttelse.
I slutningen af 2022 skete noget spektakulært. Under FNs biodiversitetskonference COP15 blev 196 lande (Danmark inklusive) i Montreal i Canada enige om, at mindst 30 procent af Jordens land og hav skal være effektivt beskyttet i 2030, især de områder, der har særlig betydning for biodiversitet og økosystemer.
Biodiversitetsaftalen er blevet hyldet som "historisk", "naturens Parisaftale" og lignende. Det afgørende spørgsmål er naturligvis, om aftalen vil blive omsat til virkelighed.
I betragtning af, at ingen af de noget mere beskedne FN-mål for verdens biodiversitet, der i Aichi i Japan i 2010 blev fastsat for 2011-2020, er blevet indfriet, og i betragtning af, at vi i dag har et endnu større forbrug af mange ting end i 2010, har en endnu større middelklasse end i 2010, har en endnu større udledning af drivhusgasser end i 2010, er over en milliard flere mennesker end i 2010 og fortsat sætter økonomisk vækst over bæredygtighed, er det meget svært at forestille sig, at COP15-aftalen skulle blive en højst tiltrængt game changer. Men selv hvis den mod forventning skulle blive realiseret, ville 30 procent langtfra være nok til at redde hele verdens biodiversitet.
Det skal understreges, at en afsættelse af 50 procent af Jordens areal til beskyttet natur ikke betyder, at natur i de andre dele af verden bør nedprioriteres. Tværtimod bør natur også her opprioriteres på mangfoldige måder.
Heldigvis er der også et betydeligt uudnyttet potentiale for naturbevarelsesområder og
naturbevarelsesmåder på de menneskedominerede dele af kloden. Det drejer sig om f.eks.
militærøvelsesterræner, jagtreservater, statslige jorde, produktionsskove, græsmarker,
nationalparker, søer, vandhuller, landbrugsjord af ringe kvalitet, levende læhegn, brakjord, krat, åer, gamle træer, damme, hække, haver, vejrabatter og grøftekanter.
Jo vildere og større, de får lov at være, jo bedre.
Samtidig bør man have fokus på at etablere flere regenerative landbrug, bygge langt flere korridorer (der dog skal være meget bredde og store for at virke), langt flere faunatunneler under og faunabroer over befærdede veje til vilde dyr, nedlægge veje, der fragmenterer naturområder, ikke anlægge nye veje og slet ikke gennem naturområder, skrotte de fleste dæmninger, indrette langt grønnere byer og indføre juridiske naturrettigheder over hele verden.
Endelig bør halvjordsforslaget, som denne side også viser, kompletteres af en række andre vidtgående reformer af verdens samfund, bl.a. en totalomstilling til ikke-fossile energiformer, en markant formindskelse og omfordeling af menneskenes forbrug, en grøn fødevarerevolution og en frivillig reduktion af menneskenes antal. For hvad menneskene foretager sig i dag, har stor indflydelse på hele planeten.
Som de to amerikanske miljøforskere Erle C. Ellis og Zia Mehrabi har udtrykt det:
”At standse tabet af biodiversitet på ’naturens halvdel’ er ikke muligt uden en succesfuld
miljømæssig styring af den ’menneskelige halvdel’ … At afsætte halvdelen af Jorden til natur er uundgåeligt et heljordsprojekt.”
Nationale tiltag
I Danmark har vi næsten ingen vild natur tilbage. Derfor befinder landets biodiversitet sig i en elendig tilstand, og derfor er der reel fare for, at store dele af de vilde dyr, planter og svampe vil uddø fra landet.
En af de mest løfterige forslag til at få vendt afviklingen af vild natur herhjemme, ja, til et regulært systemskifte i landets naturforvaltning, er blevet fremsat af idéhistoriker og ekspert i biodiversitet og naturnationalparker Rune Engelbreth Larsen. I bogen Vildere vidder i dansk natur (2017) kommer han med et grundigt forslag til oprettelsen af 35 naturnationalparker. De skal anlægges på statens jorde, så man styrer uden om de fleste af de hidtidige konflikter mellem landbrugets og naturens interesser, og så skal de have særligt fokus på at beskytte sjældne og truede arter og økosystemer.
I bogen Danmarks genforvildede natur (2020) tager han tråden op på ny og viser bl.a.,
hvordan man på blot få år kan anlægge 15 naturnationalparker.
Inspireret heraf blev der i slutningen af 2020 indgået en politisk aftale om mere natur i Danmark. Det blev besluttet at afsætte 888 millioner kroner i 2021-2024 til bl.a. knap 75.000 hektar urørt skov og etableringen af 13 naturnationalparker (ud over de to, der allerede var planlagt), og det skal være på statens jorde.
Naturaftalen repræsenterer et iøjnefaldende fremskridt i forhold til status quo. Men det er også et taknemmeligt sammenligningsgrundlag, og der er gode grunde til at slå koldt vand i blodet. De små 75.000 hektar, der skal afsættes til urørt skov og naturnationalparker, udgør nemlig kun 2,2-2,5 procent af Danmarks landareal.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening og Verdens Skove skal der – hvis vi skal bremse biodiversitetskrisen herhjemme – vedtages en lov om naturen i Danmark. Ifølge den skal 30 procent af Danmarks areal både på land og i havet være beskyttet natur, heraf 10 procent strengt beskyttet natur i 2030.
Ifølge den nye regerings grundlag fra december 2022 skal der indføres en samlet lov om natur og biodiversitet i Danmark, der skal "bidrage til EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 pct. af EU's areal til lands og til havs skal være beskyttet natur, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur."
Men hvad dette "bidrag" konkret kommer til at bestå i, har vi til gode at se. Politikkens verden er brolagt med brudte hensigtserklæringer og tomme løfter om naturen og klimaet.
Det er altså alt for tidligt at læne sig tilbage og tænde øko-cigaren. Der er taget et par første vigtige spadestik til et vildere naturdanmark, men kampen for at stoppe biodiversitetskrisen herhjemme skal fortsætte usvækket og målrettet. Vi er endnu langtfra i mål.
Det gælder i højeste grad også globalt.
Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.