top of page

Giv naturen juridiske rettigheder 

landscape-5240757_1280.jpg

​I lange tider har love verden over tilladt forurening, mishandling og ødelæggelse af natur, og det gør de i vidt omfang stadig – selv de såkaldte miljølove, der egentlig skulle beskytte den. I stedet for at forhindre og stoppe forurening, mishandling og ødelæggelse af naturen sætter de blot visse grænser for det.

 

Situationen skyldes overordnet, at vi mennesker siden landbrugsrevolutionen i stigende grad har gjort resten af naturen til vores ejendom og betragter den som ’ressourcer’, vi kan bruge, udnytte og destruere efter forgodtbefindende. Dermed er lovene en integreret del af den herskende antropocentrisme, ifølge hvilken den ikke-menneskelige natur skal tjene os mennesker.

​

Ifølge den moderne biologi er antropocentrismens dikotomier mellem mennesker og andre arter imidlertid uholdbare: Der er ikke en dyb kløft, der adskiller os mennesker fra naturen. Tværtimod er vi selv natur. Alle arter er i familie med hinanden, nært eller fjernt. Og mere og mere forskning viser, at mange andre arter kan føle bl.a. smerte, glæde og sorg, har bevidsthed, intelligens, kultur, komplekse sociale systemer osv.

​

Lykkeligvis har nogle fremskridt fundet sted i nyere tid. Straffe for dyremishandling er mange steder blevet skærpet. Flere og flere går ind for, at dyr har rettigheder, og at de skal beskyttes af love. Desuden er der kommet en række love og erklæringer, der skal stoppe udryddelsen af forskellige arter, herunder reducere forureningen af deres eksistensgrundlag.

​

Der er imidlertid langt igen. For havde de eksisterende love været tilstrækkelige, ville vi ikke have haft en omsiggribende klimakrise, biodiversitetskrise og omfattende dyremishandling på utallige industrilandbrug i dag. Men det har vi. Der skal derfor en langt stærkere beskyttelse til af bl.a. ikke-menneskelige livsformer og økosystemer.

 

Ifølge flere og flere forskere, jurister og aktivister er en anerkendelse af, at naturen har iboende rettigheder til at leve og trives, og at disse rettigheder bør inkorporeres i forfatninger og love, en vigtig del af svaret på, hvad der bør gøres. Sådanne juridiske naturrettigheder tager den retlige konsekvens af den moderne biologis syn på naturen og kan betegnes som økocentrisme omsat til lov.

​

Baggrunden for at anerkende, at naturen har iboende rettigheder, er, at det ikke kun er mennesker, der har iboende værdi. Det har resten af naturen også, fra de enkelte individer til arter og økosystemer. Desuden er det ikke kun mennesker, der er følende, bevidste væsner. Det er der utallige andre arter, der også er.

 

Man bør derfor heller ikke begrænse kategorien person – og de etiske og juridiske konsekvenser, brugen af den har – til mennesker. Kategorien bør bruges om alle følende, bevidste væsner i vores planetære bofællesskab.

​

At naturen har iboende værdi og rettigheder, bør medføre, at den retligt skifter status fra at være menneskenes ejendom til at være en juridisk person med rettigheder. 

 

Der er især tre områder, som juridiske naturrettigheder bør have fokus på:

 

1) At minimere de lidelser, som mennesker påfører andre følende arter, ikke mindst landbrugsdyr.

 

2) At stoppe menneskers udryddelse af arter.

 

3) At standse menneskers forringelse og ødelæggelse af økosystemer.

 

Alt dette udelukker selvsagt ikke bæredygtig brug af naturen, men den ikke-bæredygtige rovdrift og omfattende dyremishandling, der præger verden i dag, skal fremover være forbudt.

​

Der er mange, der kæmper for at indføre juridiske naturrettigheder, og i nogle lande er det også allerede lykkedes. Tre eksempler:

 

1) Ecuador i Sydamerika var det visionære foregangsland. I 2008 vedtog det en ny forfatning, og som den første forfatning i verden indtager naturrettigheder en væsentlig plads. Allerede i dens indledning kan man læse: ”Vi, kvinder og mænd, Ecuadors suveræne folk … der fejrer naturen, Moder Jord, som vi er en del af, og som er afgørende for vores eksistens ...”

​

2) I 2010 tog Bolivia også et banebrydende skridt. Her indførte det den første miljølov i verden, der giver landets natur juridiske rettigheder. Året før havde Bolivias præsident opfordret til, at der blev udarbejdet en Verdenserklæring om Moder Jords Rettigheder, der skal komplettere FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948.

​

3) I 2014 og 2017 gav New Zealands parlament to økosystemer – hhv. en nationalpark og landets tredje største flod – status som juridiske personer. Det indebærer, at de ikke længere ejes af staten. Tværtimod ejer de nu sig selv og har rettigheder, ligesom mennesker har det. 

​

Vejen fremad kan med fordel bygge videre på de hidtidige naturrettighedstiltag.

​

FN bør udstede en Verdenserklæring om Naturens Rettigheder. Den bør ligge til grund for et målrettet arbejde på at etablere en global FN-aftale om en indførelse af juridiske naturrettigheder. Et nøglemål bør være, at stater verden over indskriver naturens rettigheder i deres forfatninger og retssystemer på linje med menneskerettigheder. Centralt i naturens rettigheder bør være en anerkendelse af naturen som juridisk person med rettigheder.

​

Samtidig bør der oprettes institutioner, der skal sørge for, at de juridiske naturrettigheder bliver anerkendt og håndhævet. Når de bliver krænket, skal de ansvarlige – stater, virksomheder, privatpersoner osv. – stilles retligt til ansvar.

​

Det bør ikke overraske, at indførelsen af juridiske naturrettigheder ikke – lige så lidt som
menneskerettigheder – repræsenterer et trylleslag, der alene kan revolutionere verden. Det viser de brogede erfaringer fra Ecuador og Bolivia, hvor rovdrift på naturen i en række tilfælde fortsat overtrumfer naturens rettigheder. Der har ganske vist også været sejre og fremskridt. Men det vidner om naturrettighedernes største begrænsning, nemlig at den retlige håndhævelse af dem varetages af mennesker. Og så længe forbrugerisme, økonomisk vækst og moderne industrilandbrug spiller nøgleroller, ændrer en indførelse af juridiske naturrettigheder næppe i sig selv tingenes tilstand afgørende. De skal derfor kombineres med andre systemforandrende tiltag.

​

Alligevel kan juridiske naturrettigheder allerede nu have markant betydning. De repræsenterer i sig selv forstærkede muligheder for retlig naturbeskyttelse. Endvidere kan de tjene som værktøj til at holde folk etisk langt mere ansvarlige for mishandling af naturen, end man hidtil har haft mulighed for. Man kan sammenligne det med udbredelsen af menneskerettigheder, der ikke har været en garanti for, at mennesker altid behandles godt. Alligevel har de været et juridisk instrument og etisk kompas til utallige fremskridt verden over.

​

Endelig kan juridiske naturrettigheder fungere som et redskab til at fremme et økocentrisk
paradigmeskifte i vores verdenssyn og værdier, nemlig fra at betragte mennesker og resten af naturen som henholdsvis herskere og tjenere til at se dem som medborgere på en fælles klode.

​

Det vil formentlig forekomme mange radikalt i dag, hvis naturen skulle ændre status fra at være menneskelig ejendom til at være en juridisk person med egne rettigheder. Men det skyldes givetvis primært, at det er uvant.

​

Engang var slaver og kvinder ejede genstande. Engang blev sorte, kvinder og homoseksuelle stærkt diskriminerede. Det har i mange samfund været opfattet som en selvfølge. Kravene om at afskaffe slaveri og at give disse grupper samme juridiske rettigheder som hvide, heteroseksuelle mænd blev derfor anset for radikalt og afstedkom hård modstand.

 

Nu betragtes disse rettigheder ikke desto mindre som en selvfølge over store dele af kloden.

​​

I dag er det på høje tid, at den etiske og juridiske cirkel udvides endnu engang, denne gang til også at inkludere Jordens natur.

​

Ekskurs: Grøn grundlov

I Danmark slår flere til lyd for en grøn reform af grundloven. Det skyldes, at den fastlægger den fundamentale lovgivning, som al anden lovgivning, al retsudøvelse og al politik i Danmark skal holde sig inden for. Derfor er grundloven ekstremt vigtig.

 

De færreste benægter den eksisterende grundlovs store fortjenester, f.eks. dens frihedsrettigheder og borgerrettigheder, bl.a. (med visse begrænsninger) religionsfrihed, frihed fra vilkårlig fængsling, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed, trykkefrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed (§§ 81-92).

 

På et centralt område fremstår grundloven imidlertid mere og mere mangelfuld. Den har et gennemgående fokus på at sikre én arts behov. Menneskers. Der står ikke i grundloven noget om at beskytte Danmarks andre arter, klimaet og miljøet eller om biodiversitetskrise, klimakrise og miljøkrise. Selvfølgelig ikke, kan man tilføje, da verden så meget anderledes ud i 1840’erne, da grundloven blev udarbejdet. Og da den sidste gang blev revideret i 1953, var bæredygtighedsproblemer for de fleste endnu en by i Rusland.

 

I løbet af de sidste 70 år har billedet imidlertid ændret sig radikalt. I dag truer en global biodiversitetskrise og klimakrise i stigende grad basale eksistensbetingelser på Jorden. Dette forhold gør den danske grundlov forældet. På centrale områder endda. Og derfor trænger en modernisering sig mere og mere på.

 

Flere forslag til en grøn reform af grundloven har allerede set dagens lys. Det mest prominente stammer fra en række virksomheder og grønne og humanitære organisationer, der står bag initiativet Grøn Grundlov (grongrundlov.dk). Ifølge dette skal grundloven fremover indeholde bestemmelser, der sikrer 1) retten til ren luft, 2) retten til rent vand, 3) retten til ren mad, 4) retten til mangfoldig natur og 5) retten til bæredygtig klima.

 

Inspireret af dette initiativ fremsatte Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet i Folketinget i 2023 et forslag om at nedsætte en grøn grundlovskommission med henblik på ”politisk at vedtage en ændring af Danmarks Riges Grundlov, hvor miljø-, natur- og klimarettigheder indskrives.” Forslaget endte imidlertid med at blive nedstemt i foråret 2024.

 

Forkastelsen af initiativet til en grøn grundlov i Danmark skal ses på baggrund af, at omkring 150 lande i verden allerede har grønne bestemmelser i deres forfatning, heriblandt vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland. Desuden har studier vist, at lande med en grøn forfatning har 15 procent bedre miljø.

 

Arbejdet på at iværksætte en grøn grundlovsreform herhjemme bør naturligvis ikke stoppe her, men fortsætte med intensiveret kraft. Det er imidlertid afgørende, at det bliver gjort rigtigt, og her er der plads til forbedringer.

 

Ifølge det præsenterede forslag skal de grønne grundlovsrettigheder være en art grønne borgerrettigheder. De skal først og fremmest sikre nutidens og fremtidens danskere retten til ren luft, rent vand, ren mad, en mangfoldig natur og et bæredygtigt klima. De grønne borgerrettigheder skal selvsagt også gavne ikke-menneskelige arter og klimaet. Men det er primært for os menneskers skyld.

 

Med andre ord: Forslaget til en grøn grundlov siger sådan set ikke farvel til den eksisterende grundlovs antropocentrisme, men vil have den til også at inkludere natur, klima og miljø, hovedsageligt fordi vi mennesker ikke kan leve uden. Den væsentligste side af ikke-menneskelige arters og økosystemers eksistensberettigelse er nemlig, at de skal tjene og gavne os mennesker.

 

Men hvad med de arter, der ikke har økonomisk, materiel og sundhedsmæssig nytteværdi for os mennesker? Ifølge flere topbiologer, f.eks. professor Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet og professor Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet, udgør disse arter en stor del af vores natur. Sagt lidt forenklet er vi mennesker vokset eksplosivt i antal og udbredelse, ikke på trods af, men på grund af, at vi har ryddet og forarmet kæmpe områder med vild natur.

 

Vil en grøn grundlov af den præsenterede type også kunne redde alle de for os unyttige arter? Nej, det giver den næppe nogen garanti for. Og det er potentielt en meget alvorlig mangel. For hvad gør man, hvis f.eks. en advokat fra en byggegigant med en ny grundlov i hånden kræver, at man skal bevise, at en art gør nytte for os mennesker, men ikke er i stand til det?

 

Pointen er, at vi ikke kun skal bevare naturen, fordi den gør økonomisk, materiel og sundhedsmæssig nytte for os mennesker, for det gør kun dele af den. Vi skal også bevare naturen for naturens egen skyld. Alt skal ikke dreje sig om os mennesker og vores behov. Vi er trods alt kun én art ud af titusindvis af arter i Danmark.

 

I denne forbindelse kan vi med fordel tage ved lære af de overvejende økocentriske naturens rettigheder, ikke mindst i den skikkelse, som de har i Ecuador, Bolivia og forslaget til en Verdenserklæring om Moder Jords Rettigheder. Ifølge dem handler det i høj grad om at sikre

naturen i al dens mangfoldighed og for de forskellige livsformers og økosystemers egen skyld. Som del af naturen skal Homo sapiens selvfølgelig også bevares, men ikke på bekostning af store dele af Jordens vilde natur, sådan som det er i dag.

 

Der, hvor menneskenes rolle i særlig grad betones i naturens rettigheder, er vores forpligtelser til at beskytte og forsvare Jordens andre arter og økosystemer. Disse forpligtelser er en følge af vores store magt.

 

Men er det ikke nok, at vi giver naturen en lov, som bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Verdens Skove og Biodiversitetsrådet har foreslået, en lov, hvor 30 procent af Danmarks land og hav afsættes til beskyttet natur? Det ville naturligvis være et kæmpe fremskridt – og Danmark har allerede forpligtet sig i den retning.

 

Men indtil videre er vi langt fra dette. Og skulle en naturens lov endelig blive vedtaget, kan den også forholdsvist let ophæves igen.

 

Anderledes forholder det sig med grundloven. Den er fundamentet for al anden lovgivning i landet, og derfor er det et centralt sted at sætte ind. Og den kan ikke bare ændres, fordi der kommer en ny regering, et nyt folketing osv. Faktisk er grundloven særdeles krævende at forandre, som det fremgår af dens §88. Men lykkes det, vil miljøet, biodiversiteten og klimaet i Danmark kunne få en langt stærkere beskyttelse, end de har i dag. På den måde vil grundloven kunne blive en uomgængelig grundsten i den grønne omstilling.

 

I det følgende fremlægges et bud på otte grundprincipper for en grøn reform af grundloven, så der etableres de stærkeste betingelser for, at Danmark igen kan blive et yndigt land, ikke blot for os mennesker, men også for landets andre arter. Grundprincipperne skal sikre:

 

1) at mindst 30 procent af Danmarks landareal og havareal afsættes til beskyttet vild natur.

 

2) at Danmarks mangfoldighed af arters ret til at eksistere er baseret på en anerkendelse af deres iboende værdi og eksistensberettigelse;

 

3) at Danmarks mangfoldighed af arter har ret til rent vand, ren luft, ren føde, ret til at udfolde deres naturlige adfærdsmønstre og ret til at leve fri fra forurening og mishandling;

 

4) at enhver arts rettigheder begrænses af andre arters rettigheder;

 

5) at sikre alle landbrugsdyrs ret til at leve under den blå himmel eller som minimum altid at have adgang til det.

 

6) at den danske stat og befolkning har pligt til at respektere, fremme og juridisk beskytte andre arters rettigheder i Danmark;

​​

7) at Danmark yder sit proportionelle og retfærdige bidrag til, at den globale opvarmning begrænses til højst 1,5 grad over førindustrielle niveauer;

​

8) at Danmarks landbrug, økonomiske system, energisystem og industri er i balance med naturen og klimaet og i overensstemmelse med ovenstående grundprincipper.

 

​

​​​

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet. 

​

bottom of page