Giv naturen juridiske rettigheder
I lange tider har love verden over tilladt forurening, mishandling og ødelæggelse af natur, og det gør de i vidt omfang stadig – selv de såkaldte miljølove, der egentlig skulle beskytte den. I stedet for at forhindre og stoppe forurening, mishandling og ødelæggelse af naturen sætter de blot visse grænser for det.
Situationen skyldes overordnet, at vi mennesker siden landbrugsrevolutionen i stigende grad har gjort resten af naturen til vores ejendom og betragter den som ’ressourcer’, vi kan bruge, udnytte og destruere efter forgodtbefindende. Dermed er lovene en integreret del af den herskende antropocentrisme, ifølge hvilken den ikke-menneskelige natur skal tjene os mennesker.
Ifølge den moderne biologi er antropocentrismens dikotomier mellem mennesker og andre arter imidlertid uholdbare: Der er ikke en dyb kløft, der adskiller os mennesker fra naturen. Tværtimod er vi selv natur. Alle arter er i familie med hinanden, nært eller fjernt. Og mere og mere forskning viser, at mange andre arter kan føle bl.a. smerte, glæde og sorg, har bevidsthed, intelligens, kultur, komplekse sociale systemer osv.
Lykkeligvis har nogle fremskridt fundet sted i nyere tid. Straffe for dyremishandling er mange steder blevet skærpet. Flere og flere går ind for, at dyr har rettigheder, og at de skal beskyttes af love. Desuden er der kommet en række love og erklæringer, der skal stoppe udryddelsen af forskellige arter, herunder reducere forureningen af deres eksistensgrundlag.
Der er imidlertid langt igen. For havde de eksisterende love været tilstrækkelige, ville vi ikke have haft en omsiggribende klimakrise, biodiversitetskrise og omfattende dyremishandling på utallige industrilandbrug i dag. Men det har vi. Der skal derfor en langt stærkere beskyttelse til af bl.a. ikke-menneskelige livsformer og økosystemer.
Ifølge flere og flere forskere, jurister og aktivister er en anerkendelse af, at naturen har iboende rettigheder til at leve og trives, og at disse rettigheder bør inkorporeres i forfatninger og love, en vigtig del af svaret på, hvad der bør gøres. Sådanne juridiske naturrettigheder tager den retlige konsekvens af den moderne biologis syn på naturen og kan betegnes som økocentrisme omsat til lov.
Baggrunden for at anerkende, at naturen har iboende rettigheder, er, at det ikke kun er mennesker, der har iboende værdi. Det har resten af naturen også, fra de enkelte individer til arter og økosystemer. Desuden er det ikke kun mennesker, der er følende, bevidste væsner. Det er der utallige andre arter, der også er.
Man bør derfor heller ikke begrænse kategorien person – og de etiske og juridiske konsekvenser, brugen af den har – til mennesker. Kategorien bør bruges om alle følende, bevidste væsner i vores planetære bofællesskab.
At naturen har iboende værdi og rettigheder, bør medføre, at den retligt skifter status fra at være menneskenes ejendom til at være en juridisk person med rettigheder.
Der er især tre områder, som juridiske naturrettigheder bør have fokus på:
1) At minimere de lidelser, som mennesker påfører andre følende arter, ikke mindst landbrugsdyr.
2) At stoppe menneskers udryddelse af arter.
3) At standse menneskers forringelse og ødelæggelse af økosystemer.
Alt dette udelukker selvsagt ikke bæredygtig brug af naturen, men den ikke-bæredygtige rovdrift og omfattende dyremishandling, der præger verden i dag, skal fremover være forbudt.
Der er mange, der kæmper for at indføre juridiske naturrettigheder, og i nogle lande er det også allerede lykkedes. Tre eksempler:
1) Ecuador i Sydamerika var det visionære foregangsland. I 2008 vedtog det en ny forfatning, og som den første forfatning i verden indtager naturrettigheder en væsentlig plads. Allerede i dens indledning kan man læse: ”Vi, kvinder og mænd, Ecuadors suveræne folk … der fejrer naturen, Moder Jord, som vi er en del af, og som er afgørende for vores eksistens ...”
2) I 2010 tog Bolivia også et banebrydende skridt. Her indførte det den første miljølov i verden, der giver landets natur juridiske rettigheder. Året før havde Bolivias præsident opfordret til, at der blev udarbejdet en Verdenserklæring om Moder Jords Rettigheder, der skal komplettere FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948.
3) I 2014 og 2017 gav New Zealands parlament to økosystemer – hhv. en nationalpark og landets tredje største flod – status som juridiske personer. Det indebærer, at de ikke længere ejes af staten. Tværtimod ejer de nu sig selv og har rettigheder, ligesom mennesker har det.
Vejen fremad kan med fordel bygge videre på de hidtidige naturrettighedstiltag.
FN bør udstede en Verdenserklæring om Naturens Rettigheder. Den bør ligge til grund for et målrettet arbejde på at etablere en global FN-aftale om en indførelse af juridiske naturrettigheder. Et nøglemål bør være, at stater verden over indskriver naturens rettigheder i deres forfatninger og retssystemer på linje med menneskerettigheder. Centralt i naturens rettigheder bør være en anerkendelse af naturen som juridisk person med rettigheder.
Samtidig bør der oprettes institutioner, der skal sørge for, at de juridiske naturrettigheder bliver anerkendt og håndhævet. Når de bliver krænket, skal de ansvarlige – stater, virksomheder, privatpersoner osv. – stilles retligt til ansvar.
Det bør ikke overraske, at indførelsen af juridiske naturrettigheder ikke – lige så lidt som
menneskerettigheder – repræsenterer et trylleslag, der alene kan revolutionere verden. Det viser de brogede erfaringer fra Ecuador og Bolivia, hvor rovdrift på naturen i en række tilfælde fortsat overtrumfer naturens rettigheder. Der har ganske vist også været sejre og fremskridt. Men det vidner om naturrettighedernes største begrænsning, nemlig at den retlige håndhævelse af dem varetages af mennesker. Og så længe forbrugerisme, økonomisk vækst og moderne industrilandbrug spiller nøgleroller, ændrer en indførelse af juridiske naturrettigheder næppe i sig selv tingenes tilstand afgørende. De skal derfor kombineres med andre systemforandrende tiltag.
Alligevel kan juridiske naturrettigheder allerede nu have markant betydning. De repræsenterer i sig selv forstærkede muligheder for retlig naturbeskyttelse. Endvidere kan de tjene som værktøj til at holde folk etisk langt mere ansvarlige for mishandling af naturen, end man hidtil har haft mulighed for. Man kan sammenligne det med udbredelsen af menneskerettigheder, der ikke har været en garanti for, at mennesker altid behandles godt. Alligevel har de været et juridisk instrument og etisk kompas til utallige fremskridt verden over.
Endelig kan juridiske naturrettigheder fungere som et redskab til at fremme et økocentrisk
paradigmeskifte i vores verdenssyn og værdier, nemlig fra at betragte mennesker og resten af naturen som henholdsvis herskere og tjenere til at se dem som medborgere på en fælles klode.
Det vil formentlig forekomme mange radikalt i dag, hvis naturen skulle ændre status fra at være menneskelig ejendom til at være en juridisk person med egne rettigheder. Men det skyldes givetvis primært, at det er uvant.
Engang var slaver og kvinder ejede genstande. Engang blev sorte, kvinder og homoseksuelle stærkt diskriminerede. Det har i mange samfund været opfattet som en selvfølge. Kravene om at afskaffe slaveri og at give disse grupper samme juridiske rettigheder som hvide, heteroseksuelle mænd blev derfor anset for radikalt og afstedkom hård modstand.
Nu betragtes disse rettigheder ikke desto mindre som en selvfølge over store dele af kloden.
I dag er det på høje tid, at den etiske og juridiske cirkel udvides endnu engang, denne gang til også at inkludere Jordens natur.
Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.