"Med planeten, der bliver varmere, og udledningen af CO2, der stiger hurtigere end nogensinde før, har vi ikke råd til at vende ryggen til nogen teknologi, der har potentialet til at fordrive en stor del af vores CO2-udledninger."

​

James Hansen, klimaforsker og klimaaktivist, m.fl., 2013  

​

Vores udledning af drivhusgasser udgør en gigantisk trussel. Det er den altdominerende årsag til den globale opvarmning, der har resulteret i en eskalerende klimakrise. Og fortsætter opvarmningen med at stige, kan den på sigt gøre store dele af planeten ubeboelige for både mennesker og mange andre arter.

 

Det er i denne sammenhæng essentielt at holde sig for øje, at det ikke nødvendigvis er sådan, at lidt mere drivhusgas giver lidt højere temperaturer. Da dele af planeten er meget klimasensitive – f.eks. Grønlands indlandsis, Arktis’ sommerhavis og Amazonregionen – kan lidt mere drivhusgas være nok til at skubbe os ud over tipping points, der igangsætter ustoppelige og selvforstærkende accelerationer mod langt højere temperaturer med dertilhørende kæmpekatastrofer.

 

Ifølge nogle forskere kan det ikke udelukkes, at vi er tæt på eller allerede er begyndt at passere sådanne tipping points.

 

Hvad skal vi gøre for at undgå, at fiktionens skrækscenarier bliver til virkelighed?

 

Ifølge Paris-aftalen fra 2015 kræver det, at vi begrænser den globale opvarmning til helst 1,5 grad over førindustrielle niveauer. Ifølge FN-klimapanelets sjette hovedrapport (2021-22) skal vores udledning af drivhusgasser, der i de senere årtier er steget og steget, toppe senest i 2025, hvis den globale opvarmning skal begrænses til det. Allerede i 2030 skal den være faldet med 43 procent, og omkring 2050 skal den være reduceret til ‘nettonul’.

 

Overordnet er der to hovedveje til at nå dette nettonul: 1) Vi – og det gælder især de rigeste 10 procent i verden – skal radikalt reducere vores udledning af drivhusgasser i atmosfæren, og 2) vi skal suge drivhusgasser ud af atmosfæren.

 

Målet er, at vi ikke lukker flere drivhusgasser ud, end at Jordens økosystemer og moderne teknologi kan fjerne. Nettonul indebærer altså ikke et full stop for afbrændingen af fossile brændsler, men at udledningen af drivhusgasser ikke overstiger opsugningen af dem.

 

FN-målet om nettonul-udledning – også kaldt ‘klimaneutralitet’ – spiller i dag en hovedrolle i den globale klimapolitik. I de senere år har således et hav af virksomheder erklæret, at de i løbet af 10, 20 eller 30 år vil være klimaneutrale. Det samme har et hav af byer, regioner og lande over store dele af verden.

 

Der er imidlertid et alvorligt problem ved klimaneutralitetsstrategien, som flere og flere advarer kraftigt imod. Og det er, at den ofte fungerer som et carte blanche til en fortsat omfattende afbrænding af fossile brændsler og derfor også en fortsat massiv udledning af drivhusgasser. Den udsætter dermed den grønne omstilling og overlader i vidt omfang de store reduktioner og opsugninger af drivhusgasser til en Carbon Dioxide Removal-teknologi, der endnu ikke er opfundet eller er forbundet med store problemer og begrænsninger. Det er den såkaldte hockeystavstrategi.

 

I 2021 kaldte tre forskere – bl.a. Robert Watson, der er tidligere formand for FNs klimapanel og det internationale biodiversitetspanel – klimaneutralitetsstrategien for en ”farlig fælde”, og at den frem for alt ”er drevet af et behov for at beskytte business as usual, ikke klimaet.”

 

Selv hvis det engang skulle lykkes at udvikle en effektiv Carbon Dioxide Removal-teknologi, der fungerer i stor skala og er til at betale, er den hellige klimagrav langtfra velforvaret. Som professor i politisk økologi Jens Friis Lund har påpeget, kan irreversible klimaskader nemlig have fundet sted og store klimakatastrofer være indledt i mellemtiden. Det kan være i form af ødelæggelse af uerstattelige økosystemer, udryddelse af arter og i form af overskridelser af tipping points, der kan kickstarte ustoppelige kædereaktioner af dødsensfarlige klimaforandringer verden over.

 

Professor i oceanografi ved Københavns Universitet Katherine Richardson er enig. Hun har advaret om risikoen ved at undlade stejle reduktioner af udledning af drivhusgasser nu: “Vi ved ikke, præcis ved hvilke temperaturer det hele løber fra os, men vi ved, at risikoen for, at kloden ikke kan understøtte civilisationen, som vi kender den i dag, øges for hver brøkdel af en grad, temperaturen stiger.”

 

Konklusionen er, at vi er nødt til at droppe det mål om klimaneutralitet en gang i fremtiden, som talrige regeringer og virksomheder abonnerer på, til fordel for radikale reduktioner af drivhusgasser nu og i de førstkommende år. Om noget har vi brug for det modsatte af en hockeystavstrategi, som professor Johan Rockström har påpeget. 

 

Vi må således omgående og afgørende reducere vores brug af fossile brændsler, animalske fødevarer og andet, der er årsag til store udledninger af drivhusgasser. Det populære mål om nettonul-udledning bør udskiftes med et mål om nul udledning så mange steder som muligt og så hurtigt som overhovedet muligt.

 

Ifølge Inger Andersen, leder af FNs Miljøprogram (2019):

 

”Vi står over for et barskt valg: Igangsæt de radikale transformationer, vi har brug for nu, eller se konsekvenserne af en planet i øjnene, der er radikalt ændret af klimaforandringer.”

 

Ifølge Professor Jim Skea, en af formændene for FN-klimapanelets arbejdsgruppe III (2022):

 

”Det er nu eller aldrig, hvis vi vil begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad. Uden øjeblikkelige og dybe reduktioner på tværs af alle sektorer vil det være umuligt.”

 

Ifølge FN-klimapanelets Special Report on Global Warming of 1.5°C (2018) kræver det intet mindre end en ”hurtig og vidtrækkende omstilling uden fortilfælde af alle sider af samfundet”.

 

Altså et grønt systemskifte i vores samfund.

 

Ifølge rapporten 1.5-Degree Lifestyles (2019), der er udgivet af en international sammenslutning af forskningsinstitutter, skal vores individuelle levevis gennemgå en ”radikal transformation”, hvis det skal lykkes at holde os til 1,5 grads temperaturstigning.

 

Altså et grønt systemskifte også i vores privatliv.

 

I det følgende skal vi se på en række vigtige indsatsområder, som de politiske magthavere bør rette fokus mod. Dernæst vil det blive vist, hvor folk i deres personlige liv bør sætte mest ind for at spare mest muligt på udledningen af drivhusgasser.

 

Den store omstilling er ikke et spørgsmål om politiske beslutninger fra oven eller personlige livsstilsforandringer fra neden, men et både-og. På alle måder.

 

Grønt systemskifte i samfundet

 

1) Forbud

Der bør omgående indføres forbud mod etableringen af nye – og mod udvidelsen af de eksisterende – oliefelter, naturgasfelter og kulminer, ligesom der omgående bør indføres forbud mod etableringen af nye kraftværker, der er baseret på fossile brændstoffer og anden beskidt energi.

 

2) Subsidier

Årligt giver regeringer verden over samlet hundreder af milliarder dollars i subsidier – statstilskud betalt af skatteyderne – til den fossile brændselsindustri, selv om de har tilsluttet sig Paris-aftalen i 2015. Et første afgørende skridt til at udfase de fossile bændsler er, at de politiske magthavere stopper alle subsidier til fossile brændsler. Ifølge professor Katherine Richardson er subsidier ”en af de største barrierer for omstillingen af energiforbruget fra fossile til vedvarende kilder.”

 

3) Afgifter og rationering

Der bør indføres afgifter på udledningen af drivhusgasser, der i dag er alt for billig. Afgifterne bør årligt vokse i et omfang, så den globale opvarmning ikke overstiger mere end 1,5 grad.

 

Afgifterne skal skrues sådan sammen, at de største forurenere betaler mest. Og den gradvise forøgelse af afgifterne skal anspore til og muliggøre en gradvis omstilling til ikke-fossil energi og randre klimavenlige tiltag og varer.

 

Afgifter vil imidlertid næppe være nok til at reducere de riges udledning af drivhusgasser i tilstrækkelig grad. Derfor skal afgifterne suppleres af en rationering, der sætter et loft for folks CO2-belastende forbrug.

 

4) Vedvarende energi og atomenergi

Hvad skal træde i stedet for olie, kul og naturgas, der fortsat leverer over 80 procent af den energi, som verdens samfund bruger? Det skal i stort omfang ren elektricitet, og den skal fremover bruges til flere områder i samfundet og i langt mere omfattende grad end i dag.

 

Utallige tager det for givet, at vedvarende energikilder skal erstatte de fossile brændsler og levere den rene strøm. Men det er ikke så enkelt. Træbiomasse og vandkraft, der udgør størstedelen af verdens vedvarende energi i dag, er så problematisk – i forhold til udledning af drivhusgasser (på kort sigt), arealforbrug og forringelse og ødelæggelse af biodiversitet – at brugen af dem bør reduceres afgørende.

 

Det er flere og flere klar over, og derfor kommer der mere og mere fokus på, at sol- og vindenergi fremover bør spille hovedrollerne i verdens energisystemer. I 2019 leverede sol- og vindkraft kun ca. 8 procent af verdens samlede forbrug af elektricitet og kun 3,3 procent af dens samlede forbrug af energi. Hvis brugen af elektricitet skal udvides stærkt i fremtiden, og hvis sol- og vindenergi skal dække langt størstedelen af det, skal produktionen af det altså opskaleres voldsomt.

 

Men det indebærer store problemer og udfordringer.

 

Da sol og vind er ustabile energikilder, vil det kræve en så enorm lagringskapacitet, at det er spørgsmålet, om det i praksis kan lade sig gøre. Endvidere vil sol- og vindenergi på sigt lægge beslag på enorme mængder arealer, og det vil kunne komme til at gå stærkt ud over vild natur og biodiversitet. Ud fra en økocentrisk synsvinkel, hvor løsningen af biodiversitetskrisen spiller en lige så central rolle som klimakrisen, er det uacceptabelt.

 

Man kan nok komme et stykke ad vejen ved f.eks. at anlægge havvindmøller i stor stil og ved at placere solpaneler på hustage i stor stil. Men hvis sol- og vindenergi skal levere strømmen til et gennemelektrificeret højenergisamfund, kommer det i alle tilfælde til at fylde langt mere på landjorden end nu. Og allerede i dag, hvor det kun bruges i beskedent omfang, er der talrige interessekonflikter om land.

 

Problemet er grundlæggende, at der ikke findes ideelle energikilder, dvs. energikilder, der er både stabile, billige, ikke fylder noget af betydning, ikke udleder CO2 og ikke forurener i øvrigt. Det mest effektive, man kan gøre, er at sænke energiforbruget dramatisk verden over. Det er også et af denne sides mål. Men så længe der ikke er udsigt til det – og det er der ikke foreløbigt – er det et spørgsmål om at veje fordele og ulemper mod hinanden.

 

Her skal der opfordres til, at man – indtil det globale energiforbrug er reduceret betragteligt – supplerer brugen af sol- og vindenergi med atomenergi. For en uddybning af hvorfor, se ekskursen nedenfor.

 

De penge, der skaffes ved at fjerne alle subsidier til fossile brændsler og at belægge brugen af fossile brændsler med stigende afgifter og rationering, bør dels anvendes på etableringen af ikke-fossile energisystemer i stor stil og på at gøre grøn energi billigere end i dag, dels gives til de svageste i samfundet, så de ikke rammes hårdere end de velstillede. Et grønt systemskifte må under ingen omstændigheder være socialt skævt. Tværtimod bør det være en anledning til markant at mindske uligheden i samfundet.

 

Hverken omstillingen til eller brugen af ikke-fossile energikilder vil selvfølgelig være gratis. Man kommer ikke uden om markante investeringer og store mængder materialer til at tilvejebringe en ny samfundsmæssig infrastruktur baseret på ikke-fossile energikilder. Det koster også at vedligeholde denne infrastruktur, at producere energien, lagre den, transportere den, bruge den, osv.

 

Altså, jo mindre energi, vi bruger, jo billigere og bedre er det.

 

Derfor er det også essentielt, at det målrettede arbejde med at omstille til ikke-fossile energikilder suppleres af et lige så målrettet arbejde med at formindske vores energiforbrug afgørende, så nutidens højenergisamfund på sigt kan udskiftes med lavenergisamfund. Det kan gøres på grundlæggende fire måder:

 

a) Ved hjælp af energieffektivisering (f.eks. isolering af huse, udnyttelse af overskudsvarme og udskiftning af energistorbrugende teknologi med lavenergimodeller).

​

b) Ved hjælp af langt mere genbrug og genanvendelse af materialer.

​

c) Ved hjælp af et markant formindsket privatforbrug (f.eks. af biler, tøj og flyrejser) i verdens rige lande.

​

d) Ved at vi bliver færre mennesker på Jorden.

 

Hvad – mere konkret – skal vi gøre?

 

Huse skal fremover opvarmes af energieffektive eldrevne varmepumper i stedet for fossile brændsler og træbiomasse. Industrielle processer skal fremover i størst mulig grad drives af elektricitet i stedet for fossile brændsler og træbiomasse.

 

På en række områder har man allerede løsningerne, og de skal hurtigst muligt skaleres op. På andre områder synes der langt igen.

 

F.eks. kan plastik, stål og cement, der bruges til alt muligt i dag, ikke eller kun meget vanskeligt produceres uden fossile brændsler. På disse områder er der derfor brug for store teknologiske gennembrud, hvis vi fortsat skal bruge det. Og det forekommer uomgængeligt. Stål og plastik benyttes i stor stil i f.eks. busser og cykler, og cement benyttes i stor stil i f.eks. vindmøller og bygninger.

                                          

5) Biler, fly og skibe

De politiske magthavere bør i løbet af får år forbyde al salg af personbiler, der kører på benzin og diesel. I stedet bør man samfundsmæssigt satse på følgende som en del af en gradvis overgang til lavenergisamfund:

 

a) En langt mere udbygget og langt billigere kollektiv transport i form af busser og tog. De skal alle sammen køre på el.

 

b) Alle personbiler, varevogne, skraldevogne og mindre lastbiler skal køre på el.

 

c) En nedsættelse af farten på motorveje med mindst 20 kilometer i timen.

 

d) Arbejde hjemmefra så meget som muligt.

 

e) Indførelse af bilfrie søndage.

 

f) En udvidelse af brugen af delebiler.

 

g) Mange flere og langt billigere cykler, og cykelstier langs de fleste veje.

 

h) Efter at mere og mere er blevet centraliseret mere og mere i årtier, skal udviklingen gå den modsatte vej: Decentralisering. Dagligvarebutikker, skoler og arbejdspladser bør igen være mindre og ligge tæt på folk, så behovet for transport formindskes. Det, vi i særdeleshed har brug for, skal igen overvejende produceres lokalt og regionalt, så national og international transport kan reduceres afgørende.

 

Dette er væsentligt, da det indtil videre er meget vanskeligt at finde gode løsninger på brændstoffer til store langturslastbiler, fragtskibe og fly. De er på én gang for tunge og bevæger sig for langt til at køre på el; batterier vejer og fylder for meget til, at det meningsfuldt kan lade sig gøre.

 

I stedet kan man anvende 2. generations biobrændsler baseret på tang og restprodukter fra papirproduktion, landbrug, madaffald, haveaffald m.m., og elektrobrændsler baseret på brint fremstillet af sol- og vindenergi (den såkaldte Power-to-X-teknologi). Problemet er dog, at disse brændsler endnu ikke er udviklet til at kunne anvendes i større stil, og at de indtil videre er langt dyrere end fossile brændsler. Det gælder i særdeleshed elektrobændsler.

 

Hvad flydrift angår, bør flyturisme, der udleder meget store mængder CO2, og som Jordens rigeste ene procent for en stor del står bag, i en periode forbydes. Fly skal fortsat være tilladt til at varetage livsnødvendige funktioner som folks sundhed og et lands sikkerhed. Det bør i begrænset omfang også være muligt at bruge fly til at besøge familiemedlemmer i fjerne verdensdele.

 

Ellers bør hurtigtog erstatte korte og mellemlange flyruter.

 

Generelt – det kan ikke pointeres nok – bør der på sigt være langt færre biler og fly på planeten, end der er i dag. En kraftig nedskalering af disse transportmidler bør sættes i gang så hurtigt som muligt. Det skyldes, at selv de bedste alternativer til status quo, f.eks. eldrevne køretøjer, også udleder drivhusgasser, driver rovdrift på vitale og ofte sparsomme goder, forurener og kræver veje at køre på.

 

Man bør erkende, at dele af den moderne centralisering og globalisering er drevet for vidt. At det er på høje tid, at pendulet begynder at svinge den anden vej. At decentralisering og lokalisering – i betydningen at leve og arbejde inden for samme område det meste af tiden – kan blive en del af omstillingen til en bæredygtig planet.

 

6) Skove og andre økosystemer

Det er ikke tilstrækkeligt kun radikalt at reducere udledningen af drivhusgasser. Vi skal også aktivt trække drivhusgasser ud af atmosfæren. Ellers har vi ingen chance for at holde den globale temperaturstigning på et acceptabelt niveau.

 

Som nævnt har man her talt meget om Carbon Dioxide Removal-teknologier. Men de er endnu langtfra udviklet i det omfang, der er nødvendigt, og derfor kan vi ikke lægge mange æg i den kurv.

Heldigvis har vi skove, der er både den letteste, sikreste og billigste måde at lagre CO2 på. Som en del af fotosyntesen optager træer – som meget anden biomasse – nemlig CO2 fra luften og kan lagre det i årtier eller århundreder.

 

Her er det imidlertid vigtigt at holde tungen lige i munden, for nogle typer skove er effektive til at lagre CO2, mens andre typer skov er ineffektive.

 

De monotone plantager, der dyrkes med kommercielle formål for øje, lagrer kun lidt CO2. Omfattende træbeplantninger, der er blevet igangsat af hensyn til klimaet, men i områder, der historisk ikke har rummet skove, er ligeledes problematiske. De er typisk også artsfattige og tager for lang tid om at vokse op og optage og lagre store mængder CO2 til at gøre en vigtig forskel i de kommende år.

 

Anderledes forholder det sig med artsrige naturskove, der lagrer gennemsnitligt 40 gange så meget CO2 som de monotone plantager. Intakte naturskove i subtroperne og især troperne – f.eks. Amazonregionen, Congobassinet og Borneo – er de mest effektive.

 

Derfor er det allervigtigste dels at standse den igangværende masserydning af tropiske og subtropiske naturskove, dels at genskabe naturskove verden over. Sidstnævnte sker af sig selv, hvis blot vi undlader at blande os, og dermed skal vi heller ikke bruge penge på at plante nye træer. Og så er det essentielt, at disse typer skov beskyttes effektivt, så de får lov til at gøre deres uvurderlige klimaarbejde.

 

Oveni er en masseudbredelse af den naturbaserede CO2-absorberingsteknologi også en hovednøgle til at løse biodiversitetskrisen. Langt større arealer med artsrige naturskove har med andre ord central betydning for både klima og biodiversitet.

 

Alt dette skal selvfølgelig ikke udelukke, at folk sideløbende planter træer over alt, hvor de kan komme afsted med det, i haver, i byer, osv. Træer bidrager til at rense luften i byerne, bremse oversvømmelser og nedbringer temperaturen. I nogle tilfælde vil det kunne betyde forskellen mellem liv og død i fremtiden.

 

Altså jo flere træer, jo bedre, og lad endelig mest mulig natur brede sig, også i haverne og byerne.

 

7) Flexitarisk kost

Fødevaresystemet står for 34 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Animalske fødevarer (kød, æg, mælkeprodukter m.m.) står for 57 procent af denne andel, mens plantebaserede fødevarer kun står for 29 procent. Derfor er det essentielt, at vi også skærer ned på vores forbrug af animalske fødevarer til fordel for en langt mere plantebaseret (flexitarisk) kost.

 

En stor reduktion af animalske fødevarer har også andre fordele. Animalsk fødevareproduktion er f.eks. langt mere pladskrævende end planteproduktion; f.eks. er den hovedårsagen til, at der ryddes tropiske naturskove i kolossalt omfang. Derfor vil en stor reduktion af animalske fødevarer ikke blot kunne stoppe afskovningen, men frigive jord, der kan få lov til at springe i naturskov, der lagrer CO2 og giver plads til mere biodiversitet.

 

Desuden er en langt mere plantebaseret kost betydeligt sundere for os, hvorved der også vil kunne spares mange penge til behandling af forskellige sygdomme.

 

Grønt systemskifte i privatlivet

​

Hvad skal man gøre for at spare mest muligt på udledningen af drivhusgasser i sit eget liv? Eksperter har undersøgt det, hvad angår verdens ilande, og i det følgende kommer deres resultater, der er gennemsnitstal:

 

Det uden sammenligning mest klimaeffektive, man kan gøre i et iland, er at få færre børn. At få ét barn mindre medfører, forskellige faktorer taget i betragtning, at man pr. år sparer verden for udledningen af 58,6 tons CO2-ækvivalenter. I USA er det næsten 120 tons pr. år, hvilket er den samme mængde CO2, som 684 mennesker sparer, hvis de fra teenagealderen og i resten af deres liv benytter sig af omfattende genbrug. De politiske magthavere bør derfor prioritere at fremme en befolkningsreduktion ad frivillighedens vej.

 

Det næst vigtigste, man kan gøre, er at afstå fra at have en personbil. Undlader man at have en benzinbil, sparer man verden for udledning af 2,4 tons CO2-ækvivalenter pr. år. En elbil er bedre, men den udleder stadig 1,15 tons CO2-ækvivalenter. Endnu bedre er offentlig transport. Bedre endnu er det at cykle, og allerbedst er det at gå.

​

Det tredje vigtigste er at droppe flyrejser. Ved årligt at afstå fra en flyvetur over Atlanten og tilbage igen sparer man 1,6 tons CO2-ækvivalenter. Det fjerde vigtigste er, at energiforsyningen i ens hus er baseret på ikke-fossile energikilder. Så sparer man 1,47 tons CO2-ækvivalenter pr. år.

​

Vigtigt er også følgende: Ved udelukkende at spise en plantebaseret føde sparer man 0,8 tons CO2-ækvivalenter pr. år. Ved at vaske tøj i koldt vand sparer man 0,25 tons pr. år. Ved at genbruge diverse sparer man 0,21 tons pr. år. Ved at hænge tøj til tørre i stedet for at bruge tørretumbler sparer man det samme. Ved at benytte energisparepærer i stedet for almindelige elpærer sparer man 0,1 tons pr. år.

 

Endelig skal nævnes vores tøj – skønt det ikke er med i ovennævnte undersøgelse – der ikke blot er en storforurener af vand og have og storforbruger af Jordens goder, men også en storudleder af CO2. Her kan man spare bl.a. store mængder materialer og drivhusgasser ved at købe tøj i langt bedre kvalitet, beholde det længere, reparere det, kun vaske det, når det er beskidt og ved at genbruge brugt tøj i stor stil.

 

 

Ekskurs om atomenergi og sol- og vindenergi

​

For mange miljøorganisationer og 'gamle' miljøaktivister er atomenergi traditionelt et no-go bl.a. på grund af tre meget medieeksponerede ulykker. Indtil for nylig har jeg heller ikke selv anset det for en brugbar og legitim mulighed. Men jo mere jeg har studeret, hvad der bør erstatte olie, kul og naturgas, og fået indsigt i, at det er umuligt at finde problemløse alternativer, jo mere er det gået op for mig, at atomenergi er et af de mindste onder, ikke mindst når man medregner det centrale spørgsmål om at skaffe nok plads til at bevare Jordens ikke-menneskelige arter.

 

Kort sagt, fordelene overstiger ulemperne.

 

For det første udleder atomenergi kun minimale mængder CO2, ja, faktisk en smule mindre end sol- og vindenergi, når man ser på de forskellige energianlægs livscyklus. For det andet er det en meget stabil energikilde. Atomkraftværker er ikke afhængige af sol og vind, men leverer strøm over 90 procent af tiden; resten går til vedligeholdelse. I sammenligning leverer sol- og vindenergi kun strøm omkring 25-35 procent af tiden.

​

For det tredje lægger atomenergi beslag på meget lidt plads. Hvor solenergi i gennemsnit skal bruge 2.000-2.100 hektar til at producere 1 milliard kilowatt-timer pr. år, og vindenergi i gennemsnit skal bruge 15.000 hektar, skal atomenergi i gennemsnit bruge kun 15 hektar til at producere 1 milliard kilowatt-timer pr. år. 

 

Det betyder, at solenergi i gennemsnit optager 133-140 gange mere plads end atomenergi, og at vindenergi i gennemsnit optager 1.000 gange mere plads end atomenergi. 

 

En vidtgående og pladskrævende omstilling til sol- og vindenergi vil derfor uvægerligt føre til tab eller forringelse af store naturområder og biodiversitet verden over. Især når man medregner, at vi har kurs mod 2-3 milliarder flere mennesker i dette århundrede, en langt større global middelklasse, et langt større forbrug og en massiv elektrificering af en voksende transportsektor, industrisektor og af opvarmningen af mange flere huse.

​

For det fjerde bruges der pr. enhed produceret strøm mange gange mere stål og beton / cement til at bygge sol- og vindkraftinstallationer end til at bygge atomkraftværker.

 

For det femte er atomenergi langt mindre farligt end olie og kul og omtrent på niveau med sol- og vindkraft. Hvor kul forårsager 24,6 dødsfald, og olie forårsager 18,4 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer, forårsager vindenergi 0,04 dødsfald, atomenergi 0,03 dødsfald og solenergi 0,02 dødsfald pr. 1 milliard kilowatt-timer.

​

Oxford Universitet har beregnet, hvor mange der vil dø for tidligt i en europæisk by med 150.000 indbyggere, hvis energikilden er kul: 25 mennesker pr. år; olie: 18 mennesker pr. år; gas: 3 mennesker pr. år; biomasse: 5 mennesker pr. år; vindenergi: 1 menneske pr. 25 år; atomenergi: 1 menneske pr. 33 år; solenergi: 1 menneske pr. 50 år.  

​

Hvad angår atomenergiens ulemper, er de største, ifølge kritikere, risici for ulykker, radioaktivt affald, og at atomkraftværker ofte er dyre og tidskrævende at bygge.

 

Som følge af massiv mediedækning er ulykkerne på Three Mile Island i USA i 1979, i Tjernobyl i Sovjetunionen i 1986 og i Fukushima i Japan i 2011 blevet kendt verden over og har givet mange det indtryk, at atomenergi er en særligt risikabel affære. Men det er en myte. Med mulig undtagelse af Tjernobyl-ulykken – dødstallet er her usikkert – har en række andre industriulykker forårsaget langt flere dødsfald, og som vist er den fossile industri mange gange mere dødbringende.

 

Tag Tjernobyl. Man ved ikke med sikkerhed, hvor mange der er døde, og som sandsynligvis vil dø som følge af ulykken. Ifølge WHO (2005) kan op til 4.000 mennesker i alt ende med at dø af stråling fra ulykken. Ifølge United Nations Scientific Committee on the Effects of Atomic Radiation (2008) døde 2 arbejdere af selve ulykken. I de følgende måneder døde 28 arbejdere og nødhjælpsarbejdere ved Tjernobyl-værket som følge af akut strålingssyge. Indtil 2005 var 15 døde på grund af kræft i skjoldbruskkirtlen som følge af ulykken.

 

I alt er antallet af bekræftede døde indtil videre under 100 mennesker i alt.

 

I sammenligning forårsager udendørs luftforurening 4,2 millioner døde om året (i gennemsnit ca. 11.500 døde hver dag). Man kan også nævne bilulykker, der forårsager 1,3 millioner døde om året (i gennemsnit ca. 3.600 døde hver dag), og tobaksrygning, der forårsager 8 millioner døde om året (i gennemsnit ca. 22.000 døde hver dag).

​

Hvad radioaktivt affald angår, genbruges store dele i dag. Det resterende, der er meget giftigt, men kun udgør særdeles små mængder, anbringes typisk i betonindkapslede kobberbeholdere, der opbevares i dybtliggende geologiske depoter.

 

Indtil videre er atomkraftværker rigtignok dyre at bygge. Men regnes klimaforandringernes konsekvenser med til udgifterne ved fossile brændsler, er atomenergi utvivlsomt billigere, og atomenergi producerer i f.eks. Europa billigere strøm end havbaseret vindenergi og omtrent lige så billig strøm som solenergi.

 

Endelig kan atomkraftværker tage lang tid at opføre. For de atomreaktorer, der var i brug i 2021, varede det i gennemsnit 7,3 år. Ifølge Bent Lauritzen, der er atomkraftforsker og sektionsleder ved Danmarks Tekniske Universitet, behøver selve byggeriet af et nyt atomkraftværk ikke tage mere end 3-4 år, men med forarbejdet kan det tage mindst 10 år. Det er naturligvis tidskrævende, når vi har travlt. Det er imidlertid ikke et tilstrækkeligt argument for at droppe atomenergi, men for at beholde alle de gode atomkraftværker, der er i brug, og for at komme i gang med at bygge nye så hurtigt som overhovedet muligt. For så længe vi har højenergisamfund – og det vil vi sandsynligvis have i lang tid endnu – har vi brug for energiformer, der bl.a. ikke optager for meget plads og er stabile.

 

Som vist er atomenergi ikke en problemfri energikilde. Men det er der desværre ingen, der er. Og mange af de forestillinger, folk har om den, er baseret på fordomme uden forbindelse med det 21. århundredes virkelighed. Men selv om nutidens atomkraftværker er betydeligt sikrere end de tidlige modeller og generelt lige så sikre som eller endnu sikrere end andre teknologier, der producerer elektricitet, skal de fortsat udvikles og bliver det også.

 

Overordnet er man allerede kommet langt. I dag bygger man kun såkaldte Generation III-atomkraftværker, der er meget sikre. Men Generation IV-atomkraftværker er under udvikling, og de tegner til at blive billigere og endnu sikrere.

​

Et konkret eksempel på sidstnævnte udvikles af danske Seaborg Technologies. Den reaktortype, den arbejder på at fremstille, er en smeltet saltreaktor, der er fundamentalt anderledes end de eksisterende. Her opløses og bindes det radioaktive materiale i flydende salt. Skulle det ved en ulykke komme uden for reaktoren, størkner det og bliver ligesom sten. Så der er ingen radioaktivitet, der kan spredes, og oprydning er risikofrit. Desuden vil en sådan reaktor efterlade endnu mindre affald end almindelige atomkraftværker. F.eks. vil affaldet fra Danmarks strømforbrug på et år kunne ligge i tre flyttekasser, og den tid, det skal opbevares, er langt kortere (300 år) end almindeligt atomaffald (op til 300.000 år). Reaktoren skal fylde så lidt, at den kan være i en seks meter lang container (og vil derfor let kunne sejles rundt). Endelig vil den være langt billigere og hurtigere at bygge end de eksisterende atomkraftværker. Seaborg Technologies regner med at have en prototype klar i 2025.

 

I 2014 skrev 75 forskere – de fleste professorer – i naturbevarelse ”Et åbent brev til miljøaktivister om atomenergi”. De pointerede, at det er uholdbart og risikabelt at forlade sig på vedvarende energikilder ”som de eneste alternativer til fossile brændsler”. Atomenergi, understreger de, bør også bruges i stort omfang, da det ikke blot er effektivt til at bremse klimafordringerne, men som følge af et lille landaftryk også til at bevare Jordens biodiversitet.  

 

Klimamæssigt repræsenterer især sol- og vindenergi et kæmpe fremskridt i forhold til fossile energikilder. Men skal den anvendes i så vidtrækkende skala, som mange lægger op til, vil den på et væsentligt, men i klimadebatten ofte overset område, blive mindre og mindre grøn. For da kolossale arealer landbrugsjord vil være forbeholdt en voksende verdensbefolkning og middelklasse, vil sol- og vindenergien medføre en industrialisering af enorme landskaber med natur og dermed afstedkomme en større eller mindre ødelæggelse af den. Dette medfører atomenergi slet ikke i samme omfang, ligesom den er meget stabil.

 

I over 30 lande anvender man allerede atomenergi i varierende grad, og det er ikke blot stormagterne USA, Kina og Rusland, men bl.a. også Sverige, Tyskland, Finland, England, Belgien og Frankrig. I sidstnævnte dækker det godt 70 procent af landets strømforbrug.

 

Brugen af atomenergi indgår desuden i både FN-klimapanelets og Det Internationale Energiagenturs nylige kæmperapporters forslag til, hvordan man kan begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad.

 

I 2021 pointerede Det Fælles Forskningscenter under EU-Kommissionen, at atomenergi er en grøn, bæredygtig energiform, der for det meste er på linje med eller bedre end vedvarende energikilder. Desuden at opbevaringen af meget radioaktivt affald i dybe geologiske formationer – ifølge en ”bred videnskabelig og teknisk konsensus” – er en ”passende og sikker måde at isolere det fra biosfæren i meget lange tidsskalaer.” I 2022 bakkede  Europaparlamentet op om at betegne investeringer i atomenergi som grønne.

​

Atomenergiforsker Bent Lauritzen har opsummeret situationen i dag på denne vis: ”Man kan ikke tvinge en teknologi igennem uden befolkningens accept. Men alle autoritative internationale organisationer peger på, at vi ikke kommer igennem den grønne omstilling uden at bruge alle tilgængelige teknologier – også atomkraft.”

 

Af ovenstående grunde opfordrer også denne side til at bruge atomenergi sammen med især sol- og vindenergi. Det er dog ikke alle steder, at det vil være aktuelt i første omgang. Det skyldes, at omstillingen til ikke-fossil energi skal gå stærkt, hvis vi skal have nogen chancer for at overholde Parisaftalen. I f.eks. Danmark har vi ingen atomkraft, men er kommet godt i gang med omstillingen til vedvarende energiformer som sol og vind. Og da dette spor kan udbygges og udvides hurtigt og kombineres med bl.a. biogas og forgasset biomasse til at opretholde energiforsyningen, når det ikke blæser og solen ikke skinner, bør der først og fremmest satses på det i de kommende år.

 

Men når man har foretaget de radikale reduktioner af udledningerne af drivhusgasser, der er nødvendige for at holde den globale opvarmning på 1,5 grad, så bør lande, der ikke har atomenergi – så længe de er højenergisamfund – indføre atomenergi som vigtigt supplement til vedvarende energi: Dels for at spare på de forurenende og sparsomme mineraler og metaller til vedvarende energiinstallationer, dels for at spare de store mængder plads, som Jordens andre livsformer har meget hårdt brug for, hvis de skal overleve og trives.

​

 

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og for omfattende uddybning af emnet.