top of page

Reducer verdensbefolkningen til 2-3 milliarder

crowd.jpg

"Modsat den mørke middelalders plager eller nutidige sygdomme, vi ikke forstår endnu, kan overbefolkningens moderne plager løses ved hjælp af midler, vi har opdaget, og ressourcer vi besidder. Det, der mangler, er ikke tilstrækkelig viden om løsningen, men en universel bevidsthed om alvorligheden af problemet og uddannelse af de milliarder, der er dets ofre."

 

Martin Luther King Jr.

"Vi kan ikke feje menneskelig befolkningsvækst ind under gulvtæppet."

Jane Goodall

"Vi befinder os i en flaskehals af overbefolkning og overforbrug, der i løbet af dette århundrede kan føre til udryddelsen af halvdelen af Jordens arter."

 

E.O. Wilson

 

"Forestillingen om, at befolkningsvækst garanterer et bedre liv – finansielt eller på anden måde – er en myte, som kun de, der sælger bleer, barnevogne og lignende, har nogen ret til at tro. (…) Befolkningsstabilisering bør blive en prioritet for bæredygtig udvikling, inklusive et stærkt fokus på styrkelsen af kvinder og piger."  

 

Kofi Annan

 

Debatter om den store befolkningsvækst på kloden er ofte stærkt polariserede.

 

Nogle hævder, at den er roden til alle problemer med bæredygtighed. Andre påstår, at den ikke spiller nogen rolle. Det er derimod rige mindretals store forbrug og høje udledning af drivhusgasser, der er det afgørende.

 

Hvem har ret? Ingen af dem. Det er ikke et spørgsmål om enten det ene eller andet, men om et både-og.

 

Rige lande og rige mennesker generelt – hvortil også hører et stort antal danskere – har det største ansvar for klimakrisen og biodiversitetskrisen. Men den hurtige befolkningsvækst bidrager også til kriserne.

 

Desuden er den koncentreret i regioner, der ikke blot er fattige, varme og tørre, men også vil blive hårdest ramt af klimaforandringerne fremover. Det gør det ikke blot vanskeligt at bekæmpe sult og fattigdom, men risikerer at forværre begge dele i voldsom grad. En eksplosion i sult, vandmangel, fattigdom, konflikter og flygtninge kan blive resultatet.

Alt i alt er det en fordel, at der sker en befolkningsreduktion – ad frivillighedens veje – i både rige og fattige lande verden over.

Historisk tilbageblik – og fremtiden

Lad os spole tiden 50.000 år tilbage, da alle mennesker var nomadiske jægere og samlere.

 

Dengang var der sandsynligvis kun omkring 1 million mennesker på Jorden i alt. Da vi langsomt begyndte at blive fastboende landbrugere for 11.000 år siden, var det steget til godt 4 millioner. Med landbrugsrevolutionen fik vi adgang til mere føde end tidligere, og det satte gang i en langsom, men bemærkelsesværdig befolkningsstigning.

 

Omkring 5000 f.v.t. var der 19 millioner mennesker på planeten, omkring 500 e.v.t. var der 253 millioner mennesker, og omkring år 1700 var antallet steget til 592 millioner mennesker. I begyndelsen af den industrielle revolution i 1804 rundede vi omsider 1 milliard mennesker og i 1930 2 milliarder mennesker.

 

Efter 2. Verdenskrig foretog Jordens befolkningstal en himmelflugt. I 1960 var det vokset til 3 milliarder, der i 1974 var vokset til 4 milliarder, der i 1987 var vokset til 5 milliarder, der i 1999 var vokset til 6 milliarder, der i 2011 var vokset til 7 milliarder, der i 2022 var vokset til 8 milliarder.

Med andre ord: Det tog over 300.000 år at nå 1 milliard mennesker. Det tog kun godt 200 år at nå 8 milliarder mennesker, og i løbet af de sidste 100 år er antallet af mennesker blevet godt firedoblet.

 

Verdensbefolkningen vokser ifølge FNs opgørelse (2017) med omkring 227.000 om dagen, 1,6 millioner om ugen og 83 millioner mennesker om året. Tilvæksten svarer omtrent til, at der hver fjerde-femte dag anlægges en ny millionby, og at der hvert år tilføjes et befolkningsantal til Jorden på størrelse med Tysklands.

Den globale befolkningsvæksts hastighed kulminerede i 1960’erne med 2,1 procent pr. år, hvorefter den er faldet i de fleste lande. Nogle steder har man sågar oplevet nedgange i befolkningstallet, bl.a. i dele af Europa og Asien.

 

Fertilitetsraterne er imidlertid faldet markant mindre i de sidste ca. 15 år end i 1980’erne og 1990’erne, og i adskillige lande er nedgangen i fertilitetsraten gået i stå. Ja, i nogle tilfælde er den sågar begyndt at stige igen. I alle tilfælde har vi i dag et tårnhøjt befolkningstal på Jorden, og det tegner til at blive skyskraberhøjt i en overskuelig fremtid.

 

Ifølge mellem-fertilitetsscenariet i FNs nyeste befolkningsrapport World Population Prospects 2022 vil vi således være 9,7 milliarder i 2050 og 10,4 milliarder mennesker i 2080erne.

 

Den største befolkningsvækst vil finde sted blandt Jordens fattigste lande, hvoraf mange står til at få fordoblet deres befolkningstal fra 2022 til 2050. I Afrika syd for Sahara vil man som følge af fortsat høje fertilitetsrater komme til at opleve en befolkningsstigning fra 1,15 milliard i 2022 til 3,44 milliarder mennesker i 2100. I Nordafrika og Vestasien vil befolkningerne vokse fra 549 millioner i 2022 til 945 millioner mennesker i 2100.

 

Det er dystre udsigter for en verden, der tegner til at komme til at opleve større og større mangel på basale ressourcer som følge af den eskalerende klimakrise. 

 

FNs World Population Prospects 2022 rummede imidlertid også gode nyheder. For første gang siden 1950 var den globale befolkningsvæksts hastighed faldet til under 1 procent pr. år i 2020. Desuden er der ifølge mellem-fertilitetsscenariet 50 procents chance for, at befolkningsvæksten vil toppe med 10,4 milliarder mennesker sidst i det 21. århundrede.

 

Som FN eksplicit bemærker, er fremskrivninger af Jordens befolkningstal til dette tidspunkt  "inhærent usikker", og mellem-fertilitetsscenariet er baseret på en "optimistisk vision om udvikling", herunder en antagelse af fortsatte fremskridt i ligestilling og styrkelse af kvinders position i samfundet.

 

Med færre fremskridt på disse områder vil vi runde 12,4 milliarder mennesker i 2100, og ifølge et høj-fertilitetsscenarie vil vi kunne passere 14,8 milliarder om små 80 år. Kun tiden kan vise, hvad der kommer til at ske.

Derfor er mange mennesker et problem

Jordens overbefolkning er blevet kaldt elefanten i rummet. De fleste kan se den, men de færreste gør noget ved den.

Mange tager således den kolossale vækst i verdensbefolkningen med i ligningen, når de udpeger hovedårsagerne til de planetære kriser. Men man forbigår eller nedprioriterer den hyppigt, når kriserne skal løses. Der er altså en skævhed mellem, at man på den ene side anfører befolkningsvæksten som en af hovedårsagerne til nutidens største kriser, mens man på den anden side ofte skøjter henover den, når de skal løses.

Det problematiske i det bliver sat i relief af, at FN og de fleste regeringer har som mål at afskaffe sult og fattigdom, så alle mennesker får en rimelig levestandard. FN, talrige miljøorganisationer og mange andre har også som mål, at Jorden skal være bæredygtig ikke blot for mennesker, men også for dens andre arter.

 

Problemet er, at i dag tilhører omtrent halvdelen af Jordens befolkning middelklassen, men allerede nu overskrider vi langt Jordens bæreevne, og det har allerede katastrofale konsekvenser for mange af Jordens arter. Det bør sige sig selv, at hvis alle mennesker skal tilhøre noget, der nærmer sig middelklassen, og hvis alle arter på planeten skal overleve og blomstre, så er en markant befolkningsreduktion uomgængelig. Det er så meget mere presserende i skyggen af klimakrisen, der med stor sandsynlighed vil afstedkomme mindre og mindre plads, føde og vand til Jordens beboere. Menneskelige som ikke-menneskelige.

 

En vigtig årsag er til, at mange politikere, økonomer og forretningsfolk er tilhængere af en fortsat befolkningsvækst, er, at de anser det for en fordel for den økonomiske vækst: Jo flere mennesker, jo flere til at producere og forbruge, jo mere vækst.

 

Kapitalisme og befolkningsvækst går således fint hånd i hånd.

 

En anden vigtig årsag til, at man i løsningen af kriserne ofte ser bort fra befolkningsfaktoren, er en frygt for, at det kan tage opmærksomheden væk fra forbrugsfaktoren. Nemlig at et rigt mindretal af verdensbefolkningen har stået for langt størstedelen af dens forbrug og udledning af drivhusgasser.

 

Men dette billede er i dag under forandring med en hurtigt voksende middelklasse i bl.a. verdens to folkerigeste lande, Kina og Indien. At et rigt mindretals vilde forbrug har været og fortsat er værre for planeten end en hurtigt voksende verdensbefolkning, gør desuden ikke sidstnævnte til et ubetydeligt problem. Tværtimod er det stort – og rummer flere aspekter, end de fleste tilsyneladende forestiller sig.

 

For det første afstedkommer det konstant voksende antal mennesker – selv når det er fattige – et konstant voksende pres på Jorden. Hvert ekstra menneske kræver mad, vand, plads, tøj, energi m.v., og et voksende antal mennesker bidrager også til en voksende global middelklasse, der udleder voksende mængder drivhusgasser. F.eks. udleder en kineser og især inder gennemsnitligt langt mindre drivhusgas end en amerikaner, men fordi der er langt flere kinesere og indere end amerikanere, er Kina og Indien i dag hhv. den største og tredje største udleder i verden (med USA som nr. 2).

For det andet medvirker den enorme befolkningsvækst blandt fattige og sultne til, at de bliver ramt af endnu mere fattigdom og sult. Det skyldes ikke blot, at de bor i nogle af verdens varmeste og tørreste regioner, men bl.a. også – for at gøre ondt endnu værre – at de fremover vil blive hårdest ramt af den globale opvarmning, der vil gøre deres levesteder endnu varmere og tørrere. Den vil mange steder føre til faldende afgrødeudbytte og dermed endnu større fødevaremangel, vandmangel og arbejdsløshed, ja, ultimativt kunne gøre deres regioner helt eller delvist ubeboelige.

 

For det tredje går den voksende befolkningstæthed i verden – også når den udgøres af fattige – mere og mere ud over Jordens vilde natur. Det har man set over hele verden, inklusive i nogle af planetens hovedcentre for biodiversitet, bl.a. i Sydamerika og Afrika syd for Sahara, hvor kolossale mængder tropiske skove, savanner og græsland er blevet omdannet til landbrugsjord (både med henblik på kommerciel stordrift og subsistenslandbrug) i moderne tid, og det forventes at fortsætte. Som den amerikanske professor Thomas Lovejoy og seniorforsker Lee Hannah har sammenfattet sagen i bogen Biodiversity and Climate Change: Transforming the Biosphere (2019):

 

”Når den globale befolkning vokser, udvider det fodaftryk sig, der er nødvendigt til at brødføde planeten. Som et resultat heraf forsvinder mængden af naturlige levesteder, der er tilbage i verden, i stigende grad. Groft sagt blev verdensbefolkningen fordoblet mellem 1890 og 1950, og det skete igen i 1970 og igen i 2010 … Den plads, der er nødvendig til mennesker og deres materielle behov, presser hastigt pladsen til naturens levesteder væk, og det sker over alt på planeten.”

 

Kort sagt, befolkningsvæksten forværrer alle problemer med energi, materialer, klima og naturen. Og får den lov til at fortsætte på den begrænsede planet, vi befinder os på, vil den på sigt ikke blot bidrage til et holocaust på vild natur, men også føre til voldsomme konflikter mennesker imellem om de mest basale fornødenheder. Det ser man allerede eksempler på i dag.

 

For det fjerde indebærer overbefolkningen en stor udsathed for smitsomme sygdomme, en problematik, der er blevet aktualiseret af den globale coronakrise. Risikoen for pandemier forøges ikke kun i takt med den voksende globalisering, men også med den voksende verdensbefolkning, og at flere og flere bor i storbyer. Muligheden for at holde afstand til andre mennesker formindskes uundgåeligt som følge af den stadig mere tætbefolkede klode. Som professor i mikrobiologi ved Københavns Universitet Niels Høiby har pointeret:

 

”Det er befolkningstætheden i verdens store byer og den tiltagende flytrafik mellem landene, der er afgørende. Det er det, der gør, at en ny sygdom kan sprede sig over hele verden med lynets hast i dag … Det har den nuværende pandemi også vist, hvor det er de store byer med størst befolkningstæthed, der er hårdest ramt, og det var i millionbyen Wuhan i Kina, at epidemien udbrød til at begynde med.”

 

Men overbefolkningen forøger ikke kun risikoen for hurtig spredning af smitsomme sygdomme. Den forøger også risikoen for, at de opstår. Mange livsfarlige vira – f.eks. Mers, Ebola, Sars og senest Covid-19 – er zoonoser, dvs. de er opstået hos dyr og derfra sprunget over i mennesker. Muligheden for, at det sker, vokser givetvis i takt med, at vi mennesker fylder mere og mere, og i takt med, at de globale miljøkriser, vi er skyldige i, eskalerer. Derved ødelægger vi mere og mere andre arters levesteder, og dermed tvinges de til at flytte og rykke tættere på hinanden og os mennesker.

 

Det er med andre ord ikke et enten-eller, men et både-og: Når vi skal reducere menneskenes økologiske fodaftryk, så det ikke overstiger Jordens bæreevne, samtidig med at alle mennesker fremover skal sikres en rimelig levestandard og størst mulig sundhed, og samtidig med at Jordens andre arter skal sikres overlevelse og trivsel, er vi nødt til at formindske både de riges forbrug og menneskenes antal.

 

Det er ikke kun størrelsen af vores fodaftryk, der betyder noget. Det gør også antallet af fødder.

 

Så spørgsmålet er: Hvor meget skal verdensbefolkningen reduceres?

 

Befolkningsmaksimum vs. befolkningsoptimum

Indtil nu har man i befolkningsdiskussioner mest været optaget af, hvor mange mennesker Jorden kan bære alt i alt, det såkaldte befolkningsmaksimum. Hvis vi eliminerer al vild natur, og hvis alle mennesker kan affinde sig med at leve som asketer i en sardindåseverden, så kan vi være adskillige milliarder. Men det er skidt for mennesker og selvfølgelig endnu værre for vild natur.

 

Derfor er det bedre at tale om befolkningsoptimum, der her betegner det antal mennesker, der inden for den jordiske bæreevnes grænser giver alle mennesker mulighed for at have en ordentlig levestandard og Jordens andre arter mulighed for at overleve og blomstre på egne præmisser.

 

Hvad det præcise antal mennesker bør være på denne baggrund, afhænger af, hvordan man definerer en ‘ordentlig levestandard’ for menneskene (herunder hvad man spiser, hvilke energikilder man benytter, hvilken teknologi man har til rådighed osv.), og hvor store mængder plads og hvilke områder på Jorden der skal til for at sikre, at verdens andre arter kan overleve og trives.

 

Pointen er i alle tilfælde, at kun det antal mennesker, der giver alle Jordens beboere – menneskelige som ikke-menneskelige – mulighed for et godt og frit liv nu og i fremtiden, er der rimelighed i.

 

Spørger man eksperter i demografi, anser mange det for både rimeligt og realistisk, at verdensbefolkningen reduceres til mellem 1,5 og 3 milliarder mennesker. Flere forskere har også slået til lyd for befolkningsreduktioner i Danmark. F.eks. har Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience, Århus Universitet, bemærket:

 

”Spørgsmålet er, om vi mennesker vil give plads til naturen. Hvis vi starter med os selv, er det vel ingen naturlov, at vi skal være 5,5 millioner mennesker i Danmark? I år 1800 var vi en million, og måske ville det være meget dejligere? Udfordringen til morgendagens politikere er, at menneskeheden ikke kan nøjes med at stræbe efter konstant vækst. Vi er nødt til også at have en langsigtet politik for det modsatte af vækst. Ikke en menneskefjendsk politik, men en vision som kan fremme en fredelig sameksistens mellem mennesker og natur. En vision for alle jordboere, også dem der skal leve her om 100 år.”

 

Inge Røpke, der er professor MSO i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet, mener også, at det er en god idé at sigte efter, at den danske befolkning bliver gradvist mindre. Selv om befolkningsvæksten nu er størst i udviklingslandene, er det ikke kun deres ansvar at begrænse befolkningsvæksten:

 

”Vi skal tage et medansvar, for man skal tænke på, at vi er allerede blevet markant flere. Går man tilbage til år 1800, var der ca. en million danskere. I 1900 var der måske to og en halv million. Og nu er vi snart seks. Så det ville bestemt ikke gøre noget, hvis vi stille og roligt nedbragte antallet.”

 

Alt i alt er der ingen tvivl om, at det vil være bedre for menneskene og i særdeleshed for resten af naturen, at der er færre af os. At sige og arbejde for det er imidlertid kontroversielt, bl.a. som følge af en allestedsnærværende antropocentrisme. Men blandt forskere er der faktisk en udbredt erkendelse af nødvendigheden af det, så længe det kombineres med en markant reduktion af den globale ulighed, et stop for de riges overforbrug, en radikal nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, m.m.

 

Allerede i 1992 fastslog 1700 af verdens førende forskere, inklusivt flertallet af videnskabernes daværende nobelprismodtagere, i World Scientists’ Warning to Humanity:

 

”Pres, der stammer fra utøjlet befolkningsvækst, lægger beslag på naturen, der kan knuse ethvert forsøg på at tilvejebringe en bæredygtig fremtid. Hvis vi skal stoppe ødelæggelsen af vores miljø, må vi acceptere grænser for denne vækst.”

 

I 2017 advarede 15.364 forskere fra 184 lande i World Scientists’ Warning to Humanity: A Second Notice om, at vi bringer vores alles fremtid i fare ved ikke at anerkende ”den fortsat hurtige befolkningsvækst som en hoveddrivkraft bag mange økologiske og sågar sociale trusler.”

 

I 2020 fulgte over 11.000 forskere trop med World Scientists’ Warning of a Climate Emergency. Her understregede de, at “verdensbefolkningen må stabiliseres – og, ideelt, gradvist reduceres – inden for en ramme, der sikrer social integritet. Der er dokumenterede og effektive tiltag, der styrker menneskerettighederne, samtidig med at de sænker fertilitetsraterne og reducerer befolkningsvækstens indvirkning på udledningen af drivhusgasser og tab af biodiversitet.”

 

I 2019 skrev professor ved Københavns Universitet Eigil Kaas og professor ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen i Jyllands-Posten:

 

”Vores ærinde er at påpege, at FN’s befolkningsfremskrivninger i år på omkring 10-11 milliarder mennesker i 2100 gør det nærmest umuligt at nå et mål om 2 graders global temperaturstigning. Vi er bekymrede over, at dette kontroversielle emne ikke tages mere alvorligt i klimadebatten og i FN. Med vores indsigt er dette tal alt for højt til, at vi kan nå de mål, verden har sat sig både inden for klima, biodiversitet og bæredygtig økologisk udvikling. Specielt fordi vi som de fleste danskere gerne ser en mere lige fordeling af goderne, hvor alle, også befolkningerne i bl.a. Afrika, får mere del i velfærden, end tilfældet er nu.”

 

Her skal der sigtes mod at reducere verdensbefolkningen til 2-3 milliarder mennesker. Det vil medvirke til at muliggøre to meget væsentlige ting:

 

1) At alle mennesker på Jorden kan få en levestandard, man havde i Europa og USA, inden den store forbrugsacceleration tog fart omkring 1950. På det tidspunkt var den gennemsnitlige levestandard pr. person betydeligt lavere end i Europa og USA i dag. Men den var markant højere, end før de industrielle og kapitalistiske revolutioner begyndte, og ifølge undersøgelser er folk i Vesten ikke blevet (nævneværdigt) lykkeligere siden 1950.

2) At vi kan redde Jordens biodiversitet eller i det mindste størstedelen af den.

 

Det kunne være første milepæl.

 

Hvis alle mennesker skal sikres en moderne vesteuropæisk levestandard, og hvis Jordens andre arter skal overleve og sikres solide bestande og muligheder for at udfolde deres naturlige adfærdsmønster, skal der sigtes mod at komme under 1,5 milliard mennesker. Dette mål kunne være en anden milepæl, hvis man lægger vægt på en høj materiel levestandard for alle mennesker.

 

Under alle vilkår bliver vi i dag nødt til at træffe et valg: Vil vi have flere børn eller en høj materiel levestandard? Vi kan, retfærdigvist, ikke få begge dele.

 

Tvang vs. frivillighed

Det er essentielt at understrege, at befolkningsreduktionen både kan og skal foregå ad frivillighedens vej. En ikke blot forståelig, men legitim modstand mod befolkningsbegrænsning skyldes, at det tidligere undertiden har været forbundet med tvang. De kendteste tilfælde stammer fra Kinas et-barn-politik fra 1980 til 2015 og Indiens massesterilisation under en nødstilstand i 1970’erne.

 

Men faktisk er der mange eksempler på succesfuld frivillig befolkningsbegrænsningspolitik. Det omfatter så forskellige lande som f.eks. Brasilien, Iran, Columbia, Thailand, Tunesien, Bangladesh, Cuba, Etiopien, Malawi, Mauritius og Rwanda, der har oplevet store fald – halveringer eller langt mere – i deres fertilitetsrater.

 

Det er en væsentlig pointe, at de strategier, der er blevet anvendt i lande, der har praktiseret målrettede, men frivillige befolkningsbegrænsningstiltag, ofte har gjort op med tvang. Nemlig til at få børn, som mange (undertiden helt unge) piger og kvinder oplever, og den mangel på frihed til at fravælge børn, som mange oplever, når de forbydes at anvende prævention eller få abort; eller ved ikke at have adgang til nogen af delene.

 

Faktisk omfatter langt den meste tvang i dag, når det vedrører reproduktion, piger og kvinder, der presses til at få flere børn, end de selv ønsker.

 

Fremover er det afgørende at sikre, at alle piger og kvinder har frihed over egen krop og til at vælge og fravælge børn. Det bør være en basal menneskerettighed. Lige så vel tvangsmæssig befolkningsbegrænsning bør undgås, lige så vel bør tvangsmæssig befolkningsforøgelse undgås. Det er da også kernekomponenter i det følgende forslag til en køreplan for en global befolkningsreduktion.

Målet i første omgang er, at verdensbefolkningens væksthastighed målrettet skal formindskes. Dernæst skal verdensbefolkningen målrettet stabiliseres, og endelig skal den målrettet reduceres til 2-3 milliarder mennesker.

 

Den gennemsnitlige fertilitetsrate i verden i dag er omkring 2,3 børn pr. kvinde. Erstatningsniveauet, der er det, der kræves for at et befolkningstal er stabilt, er groft sagt 2,1 børn pr. kvinde. Hvis den gennemsnitlige fertilitetsrate snart reduceres til og i generationer fastholdes på gennemsnitligt 1,5-1,8 børn pr. kvinde, kan vi komme ned på 2-3 milliarder omkring år 2200. Måske endda før.

 

Faktisk er 1,5-1,8 børn pr. kvinde den gennemsnitlige fertilitetsrate, som mange – især, men ikke kun vestlige – lande allerede ligger på. Her er der to væsentlige pointer: 1) Man er oftest kommet dertil frivilligt. 2) Talrige kvinder, der lever i ulande med langt højere fertilitetsrater, ønsker selv at få færre børn – og får det jo højere uddannelse, de har, jo bedre adgang til prævention og abort, de har, og jo mere ligestilling, de har. Derfor gælder det naturligvis i størst mulig grad om at etablere de betingelser over hele verden, der får folk til selv at vælge at få færre børn.

Hvad konkret bør der gøres?

Køreplan for befolkningsreduktion

 

1) Oplysning

Helt grundlæggende skal der verden over skabes en massiv bevidstgørelse om overbefolkningen og dens mange konsekvenser for mennesker og resten af naturen. Og der bør oplyses, hvad der kan gøres for ad frivillighedens vej at reducere verdensbefolkningen til 2-3 milliarder. I dag befinder overbefolkningskrisen sig nok i bedste fald i periferien af de fleste folks opmærksomhed. Den skal anbringes dér, hvor den hører hjemme nu og et langt stykke tid fremover: I centrum sammen med klimakrisen, biodiversitetskrisen, den økonomiske ulighedskrise, overforbrugskrisen, m.m.

 

FN-institutioner, regeringer, hjælpeorganisationer, NGO’ere osv. bør mobiliseres, så der kan føres verdensomspændende kampagner i aviser, tv, radio, på de sociale medier osv.  Desuden bør undervisning i overbefolkningsproblematikker og løsninger på dem gøres obligatorisk i skoler, gymnasier m.v. over hele verden.

 

2) Abort, prævention og familieplanlægning

Alle kvinder skal kunne få foretaget abort, når de ønsker det, på lovlig, lettilgængelig, gratis og medicinsk forsvarlig vis. I dag er der mange lande, hvor retten til abort er forbundet med store begrænsninger, og i nogle tilfælde er det forbudt.

 

Endvidere bør alle både kvinder og mænd i verden have let adgang til gratis prævention. Det er langtfra tilfældet i dag.

 

Alt i alt er familieplanlægningsprogrammer, der hjælper med information, rådgivning, nye normer og bedre adgang til prævention og abort, en hovednøgle til, at kvinder selv kan komme til at bestemme, om de vil have børn, og i givet fald hvor mange og hvornår de vil have dem. Derfor kan betydningen af store investeringer i familieplanlægningsprogrammer ikke overvurderes.

 

3) Styrkelse af kvinders position i samfundet

Som en anden afgørende faktor skal kvinders position i samfundet styrkes, for hvor det sker, falder fertilitetsraterne.

 

Moderne uddannelse er det vigtigste instrument hertil. Her lærer piger om, hvordan deres kroppe fungerer, hvordan man bliver gravid, og hvordan man undgår det. Her lærer de om redskaber til at kunne klare sig selv i den moderne verden. Her lærer de om historie, samfund og menneskerettigheder og om forskellige tilværelsesmuligheder og kønssyn, der eksisterer i dag. Og tusinder af andre ting.

 

Statistikken er klar: Jo mere moderne uddannelse piger får, jo færre børn får de normalt, og derfor er det oplagt at antage en sammenhæng. Afrika er et godt eksempel. Afrikanske kvinder, der ikke har nogen uddannelse, får gennemsnitligt 5,4 børn. De, der har gået i skole fra 6. til 11. leveår, får gennemsnitligt 4,3 børn. De, der har fortsat skolen til 16. leveår, får gennemsnitligt 2,7 børn. Og de, der fortsætter med en videregående uddannelse, får gennemsnitligt 2,2 børn.

 

Det overordnede mål er, at kvinder over alt opnår uddannelsesmæssig, juridisk, økonomisk, politisk og social ligestilling med mænd. For hvor det sker – og der i øvrigt er let adgang til familierådgivning, prævention og abort – stopper befolkninger med at vokse eller begynder sågar at formindskes.

 

4) Hæv levestandarden i fattige lande

Høj materiel levestandard, lave fertilitetsrater og små familier hænger ofte sammen, hvilket man ser i bl.a. Vestens ilande. Omvendt hænger fattigdom, høje fertilitetsrater og store familier hyppigt sammen, hvilket man ser i mange ulande. Fattigdommen er her ikke kun et resultat af tørre og varme regioner, mange mennesker og i nogle tilfælde politisk korruption, men også af ilandes historiske og nutidige udnyttelse af dem. Det er essentielt, at dette bringes til ophør, så Jordens goder kan fordeles langt mere retfærdigt mellem verdens lande end i dag.

 

Indtil videre er der imidlertid ikke udsigt til, at det vil ske i nævneværdig grad. I mange ulande vil en faldende fertilitetsrate i en rum tid fremover derfor være en af nøgleforudsætningerne for at kunne hæve levestandarden, der så i næste omgang kan bidrage til, at befolkningstallet falder.

 

5) Befolkningsreduktion verden over

Det er vigtigt, at befolkninger reduceres over hele verden, ikke kun i enkelte regioner. Men årsagerne til, at forskellige befolkninger bør reduceres, varierer.

 

Afrika syd for Sahara er den region, der oftest fremhæves, når befolkningsvækst bringes på banen. Det skyldes, at den med gennemsnitligt 4,6 børn pr. kvinde har den højeste fertilitetsrate i verden. Ifølge FNs fremskrivninger (2022) kan den afrikanske region som tidligere sagt se frem til en tredobling af dens befolkningsantal i løbet af dette århundrede, nemlig fra 1,15 milliarder i dag til 3,44 milliarder mennesker i 2100.

 

Det er uhyre kritisk. Afrika syd for Sahara er hjemsted for nogle af de fattigste, tørreste og varmeste lande på Jorden med de laveste høstudbytter. Som om det ikke er slemt nok, er regionen et af de områder på Jorden, der vil blive hårdest ramt af den globale opvarmning, hvis den nuværende kurs fortsætter. Det kan ikke blot ende med omfattende sultkatastrofer, indædte krige om basale fornødenheder og tsunamier af desperate flygtninge, men på sigt også at store dele af regionen bliver ubeboelige. Endelig rummer kontinentet uerstattelige økosystemer og de allerfleste af Jordens sidste refugier for megafauna, altså løver, elefanter, tigre, geparder, giraffer m.fl., der allerede er truede af udryddelse. Som et internationalt forskerhold skrev i 2020 om de hurtigt voksende afrikanske befolkninger:

”Især hvad Afrika angår, kan vi se, at den forudsagte menneskelige befolkningsvækst i sig selv vil føre til markant højere udryddelsesrater sammenlignet med udryddelsesraterne i nutiden … Det viser, at menneskelig befolkningsvækst udgør en alvorlig trussel mod den nuværende biodiversitet.”

Når alt dette kombineres med den eksplosion i befolkningstallet, som FN forventer i løbet af det 21. århundrede, har vi en forfærdelig cocktail. Så har vi en opskrift på potentielt en hel kædereaktion af katastrofer. De vil især ramme afrikanere selv og de uerstattelige afrikanske økosystemer, men vil også komme til at ramme resten af verden i form af bl.a. kolossale flygtningestrømme.

 

Den næst højeste fertilitetsrate finder man i Oceanien (med undtagelse af Australien og New Zealand) med 3,1 barn pr. kvinde, den tredje højeste fertilitetsrate i Nordafrika og Vestasien med 2,8 børn pr. kvinde og den fjerde højeste i Central- og Sydasien med 2,3 barn pr. kvinde.

 

Ifølge FNs fremskrivninger (2022) står Nordafrika og Vestasien som nævnt til at vokse fra 549 millioner mennesker i 2022 til 945 millioner mennesker i 2100. Og Indien, der fra 2023 tegner til at overhale Kina og blive verdens mest folkerige land, står til at vokse med 256 millioner mennesker i 2050. De voldsomme kalamiteter, der er på vej til at ramme Afrika syd for Sahara, vil i større eller mindre grad også ramme disse regioner, hvis vi fortsætter den nuværende kurs.

 

En af hovedstrategierne til at forebygge eller afbøde disse scenarier er – sammen med en radikal reduktion af udledningen af drivhusgasser, et stop for ilandenes overforbrug og en bedre fordeling af Jordens goder og menneskenes rigdom – først en stabilisering og siden en reduktion af befolkningerne.

 

Det skal understreges, at et arbejde for at reducere befolkningerne i en række af Jordens ulande intet har med racisme at gøre. Tværtimod vil det i den mere og mere ugæstfrie verden, som vi på vej imod i dag, være én af de uomgængelige forudsætninger for, at de kan komme ud af deres fattigdom, ja, måske i sidste ende for at sikre deres overlevelse. At lade stå til på dette felt kan resultere i et inferno af lidelser for op til milliarder af mennesker og udryddelse af uvurderlig biodiversitet i Jordens tropiske og subtropiske egne.

 

Det er imidlertid også imperativt, at befolkningerne i verdens ilande reduceres, selv om de har nogle af Jordens laveste fertilitetsrater og ofte ikke mangler noget materielt. Det hænger sammen med, at udledningen af drivhusgasser og forbruget pr. indbygger i disse lande ofte er mange gange større, end det er i ulande. Ifølge World Scientists' Warnings into Action, Local to Global (2021) "er det at få færre børn for borgere i rige lande den enkeltstående mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser."

 

F.eks. er det langt mere effektivt at få et barn mindre end at droppe privatbilen og flyrejser, når udledningen af drivhusgasser skal nedbringes (jf. Erstat fossil energi med vedvarende energi og atomenergi).

Færre mennesker i ilande vil tillige give bedre plads og flere ressourcer til naturen og det voksende antal flygtninge fra ulande, der med sikkerhed vil forsøge at komme, hvis vi ikke snarest gør noget afgørende ved klimakrisen, ulighedskrisen og den enorme befolkningsvækst i andre dele af verden.

 

Konkret bør også ilande føre en aktiv politik med henblik på at nedbringe deres befolkningstal. Bl.a. bør de oplyse om de store fordele ved det for klimaet og naturen, eventuelle økonomiske incitamenter til at få adskillige børn bør fjernes, og folk, der afstår fra at få børn, bør belønnes økonomisk.

 

6) Gør global befolkningsreduktion til nyt FN-mål

Som bl.a. flere forskere allerede har opfordret til, bør reduktionen af verdensbefolkningen gøres til en del af FNs bæredygtighedsarbejde, så den får optimal legitimitet hos verdens ledere og befolkninger.

 

Det var en fejl, at befolkningsreduktion i 2015 ikke blev et af FNs Verdensmål for en Bæredygtig Udvikling, da flere af dem er umulige at realisere uden, f.eks. afskaffelsen af fattigdom og sult og sikringen af Jordens biodiversitet. Ganske vist kan visse af undermålene bidrage til befolkningsreduktion, men i betragtning af, at overbefolkning udgør en af hoveddrivkræfterne bag den ikke-bæredygtige kurs i verden i dag, bør reduktionen af den snarest føjes til de 17 andre FN-verdensmål, nemlig som et selvstændigt 18. verdensmål.

 

Tænk på børnene og naturen

En udbredt indvending mod lave fertilitetsrater og lande, der oplever faldende befolkningstal, er, at det sker samtidig med, at folk bliver ældre. Det har som konsekvens, at andelen af befolkningerne, der er ældre (65+), vokser, og det vil fortsætte.

 

Hvor 9,7 procent af Jordens befolkning i dag er 65 år eller over, vil det ifølge FN være 16,4 procent i 2050. Dermed, hævdes det, kan der opstå mangel på arbejdskraft, og dermed vil der ikke være nok til at betale for voksende udgifter til de gamles pension, hjemmehjælp, plejehjem, hospitalsindlæggelser, medicin m.m., som alderdom ofte fører med sig.

 

For mange af dem, der anser fortsat økonomisk vækst og en høj materiel levestandard som det vigtigste i livet, bliver denne såkaldt demografiske aldring betragtet som et alvorligt problem, som man især vil løse ved, at kvinder igen får flere børn.

 

Men der er andre og bedre håndtag, man kan skrue på. Man kan sætte pensionsalderen op i takt med, at folk bliver ældre, og at mange holder sig raske i længere tid end tidligere. Man kan forøge skatten på de rigestes indtægt og formue, og man kan fordele verdens rigdomme bedre. Som forklaret andetsteds har ilande ofte en betydeligt højere materiel levestandard, end der er nødvendigt for folks lykke.

 

Endelig vil aldrende befolkninger næppe komme til at mangle arbejdere. Man kan henvise til, at der er 216 millioner arbejdsløse i verden, heraf 38 millioner i OECD-landene, som Danmark tilhører (2021). Så indtil videre er der en del at tage af. Migranter kan her hjælpe med ekstra arbejdskraft. Da unge ofte udgør en markant andel af dem, kan de også medvirke til en yngre befolkning. Bliver de boende i modtagerlandet, vil de og deres efterkommere imidlertid selv bidrage til den ældre befolkning. 

Nævnes skal tillige, at kunstig intelligens, robotter og lignende kan komme til at overtage flere hundreder millioner arbejdspladser. Ifølge en rapport fra Goldman Sachs (2023) kan kunstig intelligens erstatte det, der svarer til 300 millioner fuldtidsjobs verden over, og erstatte op til en fjerdedel af arbejdsopgaver i USA og Europa. 

I alle tilfælde er der tale om overkommelige udfordringer sammenlignet med de katastrofer for klimaet, naturen og vores efterkommere, som en voksende verdensbefolkning vil kunne medvirke til, og sammenlignet med de markante fordele, som færre mennesker har, når det kommer til bæredygtighed for Jordens livsformer.

 

Alt i alt bør folk gøre, hvad de kan for at nedbringe verdensbefolkningen, f.eks. ved at få ingen børn, få højst to børn eller ved at adoptere. Derudover bør man ikke vente på, at nationale og internationale myndigheder skrider til handling. Tværtimod bør man gøre opmærksom på problematikken over alt, hvor man kan.

 

Nogle vil måske tænke: Vil et arbejde på at reducere verdensbefolkningen til 2-3 milliarder mennesker – uanset den eksklusive anvendelse af frivillige metoder – ikke være en uacceptabel indblanding i menneskers frihed? Og er det overhovedet nødvendigt? Vil befolkningstallet ifølge nogle eksperter ikke allerede om nogle årtier begynde at falde af sig selv?

 

Problemet er bl.a., at vi trods faldende fertilitetsrater i de sidste årtier langtfra kan være sikre på, at faldet vil fortsætte. F.eks. er nedgangen i nogle lande gået i stå, ja, visse steder er fertilitetsraten steget igen, f.eks. Iran og Tunesien. Men selv hvis fertilitetsraten fortsætter med at falde de fleste steder, er det langtfra sikkert, at befolkningstallet vil komme tilstrækkeligt langt ned tilstrækkeligt hurtigt.

 

Faktum er i alle tilfælde, at vi i dag ifølge FN har kurs mod 10-11 milliarder mennesker og langt større middelklasser i 2100 end i dag.

 

Konklusionen er, at når man overvejer at få et barn, bør man først og fremmest tænke på barnets behov for en bæredygtig verden at leve i, kun sekundært på ens eget behov for at få barnet. Mennesker, der aldrig har levet, lider ingen savn eller smerte. Det gør levende mennesker til gengæld, og det er der desværre voksende risiko for, at de vil komme meget mere til i fremtiden.

 

Med denne sides anbefaling af at begrænse antallet af børn til 1-2 børn pr. kvinde – over hele verden – respekteres på den ene side folks naturlige ønske om at få børn. På den anden side må folk selv respektere nødvendigheden af, at der er en levedygtig verden for deres børn og børnebørn og for Jordens andre arter i fremtiden.

 

Først og sidst vil færre mennesker på Jorden end i dag være en stor fordel for både mennesker og andre arter.

Se også:

befolkningibalance.dk

natverketpopulation.com

populationmatters.org

populationbalance.org

Læs Økokrati: Sådan skaber vi en bæredygtig verden for videnskabelige referencer til ovenstående og omfattende uddybning af emnet.

bottom of page